Den sorte kødvin fra Ribera del Duero

Danskerne har udviklet en hed romance med den spanske kødvin over dem alle, Ribera del Duero.

De tørre tal taler deres eget tydelige sprog: Den danske forbruger har udviklet et hedt kærlighedsforhold til vinene fra Ribera del Duero i Spanien. Vi er – målt per indbygger – det mest ribera-drikkende land i verden (uden for Spanien) og sammenligner vi os med et andet notorisk tørstigt land som Holland, der besidder andenpladsen, så er det langt dyrere riberavine, vi drikker.

Riberas succes i Danmark skyldes næppe udelukkende det forhold, at vores stolte søn Peter Sisseck gennem mere end 20 år har produceret Spaniens dyreste vin, Pingus, i netop dette distrikt. Populariteten hænger ganske givet sammen med den danske forkærlighed for mørke højoktane vine, og det faktum, at vi er en af de mest kødspisende nationer i verden.

Ribera del Duero er kødvin, det kan ikke siges klart nok. Tannin (garvesyre) niveauet er et af de højeste i hele verden, hvilket skyldes det skrappe klima. Vinmarkerne ligger i op til 1.000 meters høje (800 meter er normalen). Solen steger 2.400 timer om året, således at temperaturen kan nå op på 42 grader om sommeren, hvor nætterne dog normalt er kolde. Om vinteren kan temperaturen omvendt nå ned på minus 20 grader. Druerne reagerer ved at danne tykt skind for at beskytte sig – og det er i skallerne, at både farverne og tanninerne sidder. Høstudbytterne er generelt meget lave, gennemsnitligt 28 hektoliter per hektar, hvilket er ca. halvdelen af normalen i Bordeaux.

Vinen er således noget af det mest maskuline, man kan forestille sig. De smager af alt, hvad der er sort: Sveske, oliven, tjære, lakrids, peber, kød og sorte bær som brombær og solbær. I munden – og senere i hovedet og benene – mærker man den høje alkolhol og den raspende tannin. Som om det ikke skulle være nok i sig selv, lagrer de fleste producenter i den spanske tradition deres ribera på små nyere egefade (barriques), gerne af amerikansk eg, hvilket yderligere tilføjer tannin, ligesom den høje alkohol er med til at udtrække mere tannin af træet.

Allerede turens første aften i områdets eneste større by, Valladolid, hvor vi går på tapas-hopping, oplever vi, hvordan selv de ydmyge ribera-vine stråler, når de bliver serveret sammen med mad. Nærmest lige meget hvad vi får i glasset, virker det charmerende, så længe vi spiser kød til.

Sådan er situationen langtfra, da vi næste morgen begiver os mod øst til Riberas Consejo Regulador i Roa, hvor vi smager 31 vine – unægtelig hård kost før frokost. Konklusionen er, at rigtig mange af vinene lider under faddominans og astringerende tanniner. Voldsomme vine, som det er meget svært at sætte pris på på fastende hjerte. Jeg bemærker, at jeg på usædvanlig vis generelt foretrækker producenternes billigere standardvine frem for de langt dyrere enkeltmarks og reserva vine, som ganske enkelt bliver for tunge og træede.

I Atauta finder man ca. 150 små gamle, men stadig fungerende vinkældre udgravet i 1800-tallet.
I Atauta finder man ca. 150 små gamle, men stadig fungerende vinkældre udgravet i 1800-tallet.

Vi får også en gennemgang i Ribera del Dueros historie, som er fortællingen om et på én gang meget nyt og meget gammelt vindistrikt. Det tyder på, at der har været dyrket vin i 2.500 år – der er således blevet fundet flere mosaikker fra romertiden. Storhedstiden var fra middelalderen og frem: Overalt, hvor man kommer frem, ser man små ventilationskanaler af sten hvilket betyder, at der nedenunder ligger en lille trang og klaustrofobisk kælder, hvor vinen blev lavet og lagret i gamle dage.

For 150 år siden var her 90.000 hektar med vinmarker, men efter at vinlusen phylloxera lagde også dette vinområde øde i slutningen af 1800-tallet, blev Ribera del Duero stort set glemt. I 1982, da Ribera meget sent fik sin DO (denomination), var der kun ni vinerier i distriktet. I 1990erne oplevede Ribera imidlertid et veritabelt boom, så i dag tæller distriktet 300 vinerier og 22.000 hektar.

Man kan undre sig over, at dette boom er kommet så sent, for den vin, som i en årrække – før Pingus – har været Spaniens fornemste og mest myteomspundne og kostbare, Vega Sicilia, bliver lavet her. Denne legendariske vingård blev skabt tilbage i 1864, da Don Eloy vendte hjem fra Bordeaux med franske druetyper – cabernet, merlot, malbec – som han blandede med den lokale tinto fino, der er et andet navn for tempranillo.

Netop Vega Sicilias unikke egenart er formentlig forklaringen på, hvorfor denne vin aldrig rigtig har dannet skole eller været med til i øvrigt at trække området op. Vega har befundet sig i en klasse for sig; der er Vega, og så er der resten af Ribera, og sådan er det i en vis udstrækning stadig.

Det var derimod Alejandro Fernandez, som med vinen Pesquera i slutningen af 1980erne skabte Riberas gennembrud. Den gamle ingeniør, der tidligere udviklede og solgte landbrugsmaskiner, begyndte i 1972 at lave en vin, der fik et par fans i to meget forskellige, men hver for sig indflydelsesrige personligheder, sangeren Julio Iglesias og vinkritikeren Robert Parker, og så var Alejandros, og Riberas, lykke gjort.

De første til at følge i hælene på Alejandros succes var de små vinbønder, som før havde solgt deres druer. De begyndte selv at vinificere og sælge på flaske. Derefter kom cava-, sherry- og riojahusene og byggede high-tech vinerier, men også mindre seriøse pengefolk er kommet til og har banket barakker op i håbet om en hurtig gevinst.

Det er klart, at vi besøger Peter Sisseck og får slubret nogle flasker Pingus i forbindelse med en stor høstfrokost for hans ansatte. Sisseck gik foran, da han kom til Ribera først i 1990erne, ved at bruge franske egefade i stedet for de langt mere dominerende fade af amerikansk eg, som får vinen til at smage af høvlspåner. I dag går han foran ved at reducere mængden af nye fade og hæve høstudbyttet en anelse for at lette Pingus og gøre den mere drikbar.

Hos Dominio de Atauta er de ældste vinstokke 125 år gamle.
Hos Dominio de Atauta er de ældste vinstokke 125 år gamle.

Et andet interessant besøg finder sted i Atauta i den allerøstligste del af distriktet, hvor jeg ikke har været før. Landsbyen tæller bare 40 indbyggere om vinteren og sommeren vokser tallet til 150, som er lig antallet af små familiedrevne vinerier, der hver har sin egen lille kælder. De yngste vinstokke i landsbyen er 85 år, de ældste 150 år og således før phylloxera. Her ligger Riberas højest beliggende marker 1.000 meter over havet. Ifølge Atautas repræsentant har tempranillo her mindre struktur og er mere frisk og elegant i stilen. Letvægtsvine er der dog på ingen måde tale om, allerede på husets basisvin Parada Atauta er vi oppe i 15 pct. Basisvinen viser – også da jeg gensmager vinene hjemme i Danmark – at være den, jeg bedst kan lide, for den er saftig og drikbar. Hovedvinen Dominio de Atauta er tand mere tung og træet (30 pct. af egefadene er nye) ) med udpræget smag af lakridskonfekt, den er også ok, men jeg står af på den i Spanien højt ratede og kostbare enkeltmarksvin Valdegatiles, som i munden er drøj og hed som en portvin.

Normalt, når man spørger en økologisk vinbonde om, hvorfor han har lagt om, svarer han, at det er for at spare jorden, planterne og vinen for kemi, men hos Arroyo i Pedros erkender man blankt, at omlægningen skyldes, at man var træt af ikke at få ordentlige priser for sine druer. Arroyo-brødrene byggede så et vineri i 2000 og startede den økologiske konvertering to år efter. I dag laver man 70.000 flasker årligt, heriblandt en helt usvovlet (og meget velfungerende) vin, kaldet Ser Vivo y Natural, hvilket er et meget sjældent syn på disse kanter.

Økologisk certificeret er også Jesus Arbas, som med sit lange hipsterskæg langtfra ligner en typisk riberabonde. Det viser sig da også, at Jesus bor i Valladolid og var IT-konsulent indtil for relativt nylig, mens hans kone er flamencodanser. Den nyslåede vinbonde laver endnu kun 30.000 flasker årligt, men vinene lover godt og er ikke for træede – de 14,5 pct. alkohol slipper man dog ikke for.

Turens mest fjollede besøg finder sted på El Lagar de Isilla, et vineri med tilhørende temahotel, hvor alle værelser er indrettet med gamle vintønder, fermenteringstanke og vinflasker som toiletrulleholdere. Vinene viser sig også at høre mest til i afdelingen for spøg og skæmt, men på restauranten får vi for første og eneste gang på turen lechazo, stenovnsbagt spædlam, som er den eneste ret i Riberas køkken, der er værd at skrive hjem om.

Køllen på sådan et lille lam, der endnu ikke er vænnet fra mors mælk, er ikke meget større end et andelår, men det smager ubegribeligt godt. Man kan lige så godt lade være med at kæmpe imod. Det skal ende i en kæmpe forspisning skyllet godt ned den lokale højoktane vin. Så er det godt, at der er god plads til at få sig en lur i bussen, før det næste besøg.

sof@berlingske.dk

Pingus importeres af esprit-du-vin.com

Vega Sicilia importeres af Sigurd Müller smv.dk

Alejandro Fernandez importeres af philipsonwines. com

Atauta importeres af eriksorensenvin.dk

Arroyo importeres af sobresol.dk

 

Berlingske var inviteret af Consejo Regulador Ribera del Duero

 

 

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.