Uge 15: Fogh og motivationen

På den store klinge: Hvis du bli’r genvalgt som statsminister...

En af mine gamle skolekammerater har som så mange andre mænd i vores alder et så forhøjet blodtryk, at han får medicin. Jeg sagde engang til ham, at jeg havde læst, at cykling tre gange om ugen ville mindske blodtrykket ti streger.

»Jo, svarede han, men du har det jo også så nemt. For du har motivationen.«

Den fattede jeg ikke i første omgang. Altså, at nogen af os skulle være født med en særlig motivation for motion. Og andre altså hæmmet af motionalt sløvsind.

Jeg fortalte ham, at jeg for 12-14 år siden en aften sad og skrev et pivende indlæg i min dagbog og opgjorde mit liv til at indeholde tre problemer: Jeg var ryger. Jeg vejede alt for meget. Og jeg dyrkede ikke nogen form for motion bare nogenlunde konsekvent.

Efter nogle års selvynk tog fanden fat i mig. En februardag i 2002 var jeg ude med en kollega i frostvejr. Han kørte på en Principia. Jeg på min gamle Jensen-cykel.

Da faldt tiøren. Jeg købte mig en Principia til lidt under en snes tusinde kroner og lavede en kontrakt med mig selv om at køre mindst 7.000 km det år. Og så ville jeg holde op med at ryge.

Det blev til 10.000 km. Og fem måneders rygepause. Men så faldt jeg i igen. Ironisk nok under den første træningstur i Piemonte. Der skulle Baroloen bare lukkes med en Prince.

Vægten raslede ned. Men kun til et ganske bestemt punkt, hvor den selv i højsæsonen ikke kunne komme under. Det at aftale et årligt antal kilometer med sig selv kan være stærkt motiverende. Der skal bare høvles et par hundrede kilometer ind om ugen.

Og derfor er det meget vigtigt at føre træningsbog.

Jeg skulle frem til 2005, før rygestoppet blev alvor. Anders Fogh Rasmussen udskrev som bekendt valg i februar. Og efter den sidste partilederrunde sagde jeg flabet til ham, at hvis han vandt valget, ville jeg holde op med at ryge. Og udfordrede ham desuden på 100 km. På landevej.

Og der må jeg sige, at jeg har oplevet en side af Foghs kontraktpolitik, som holder. Nu er jeg på vej ind i det fjerde røgfri år. Og altså et eksempel på, at en bramfri udfordring kan være både forpligtende og motiverende.

Og vi cyklede da også 100 km en skøn augustdag. Han blev godt nok lidt overrasket, da jeg ved starten af turen sagde til ham: »Tillykke med halvandet års-dagen i din anden valgperiode.«

Hvorfor holdt jeg styr på den slags?

»Jo, det er jo halvandet år siden, jeg har røget. På valgaftenen februar 2005.«

Så sparkede han til pedalerne på sin Centurion og drev mig direkte op i det røde felt på de tre første bakker.

Man kan roligt sige, at han er en mand med en megamotivation. Og knivskarp. Da vi rundede Esrum sø, lå vi side om side med 40 km i timen, og jeg havde genfundet min puls.

Og så måtte jeg provokere den rullende statsminister. Jeg flåede et kamera frem af en baglomme i cykeltrøjen og tog nogle billeder af os begge to, rullende.

Fogh havde nogle måneder før været i træningslejr på Camp David hos George Bush, som jo er personlig ven med en anden texaner, Lance Armstrong.

Kunne jeg slå Fogh i spurten, havde jeg måske indirekte slået hele bundtet?

Fogh kører på glæden ved motion. Det er tydeligt. Lance Armstrong har et langt skarpere våben.

Det er skrevet om de to samtidige, Lance Armstrong og Jan Ulrich, at de har det til fælles, at de som små børn blev forladt af deres fædre. Og at de måske præsterer så kraftigt for at bevise, at de er gode nok.

Men Lance har indrømmet, at i de helt afgørende situationer kører han rent ud sagt på vreden. Den gi’r ham en overmenneskelig motivation og energi.

Vi andre må hele tiden forsøge at vedligeholde glæden. Det kan man gøre med aftaler med andre cyklister. Ved at opbygge et dejligt søndagsfelt. Og så kan det vel også give et kick, hvis en træningsmakker eller to melder fra på grund af regnvejr.

Det er måske lidt pinligt, men et afbud motiverer mig bare endnu mere til at gennemføre planen.

Og så lige sende en SMS til afbudskammeraten efter træningspaset, hvor der bare står: 67 km.

Efter en tur i silende regn, rusk og blæst. For vi går jo som bekendt aldrig ned på udstyr i Holms Cykelskole.

Og så vil nogen jo sikkert spørge: Hvordan gik det med Anders Fogh. Slog du ham?

Nu kørte vi jo ikke om kap – officielt. Så jeg vil bare komme med den antydning, at jeg er ældre end statsministeren. Og vel kan man ryste en gammel mand på de første 20 km. Men jo længere rute, jo farligere kan den gamle vise sig at blive. På en god dag...

Jeg håber ikke, han tager Bush med næste gang. For så må jeg spille ud med Ulla Tørnæs og hendes far, Laurids. De kan køre i sidevind.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.