Spil golf på travbanen

Charlottenlund Travbane blot få hundrede meter fra Strand-vejen huser også selskabs-lokaler og en drivingrange. Her kan fest og golf kombineres. Og så er det muligt at opnå DGU-medlemskab.

Sol over Charlottenlund Travbane. Når heste og kuske er færdige med formiddagens træning, rykker golfspillerne ind på drivingrangen i travbanens indercirkel. Foto: Sigrid Nygaard
Sol over Charlottenlund Travbane. Når heste og kuske er færdige med formiddagens træning, rykker golfspillerne ind på drivingrangen i travbanens indercirkel. Foto: Sigrid Nygaard

RISIKERER MAN IKKE at slå en hest ihjel?

Spørgsmålet trænger sig uvægerligt på, når man står og kigger ud over den stadig relativt nyetablerede drivingrange på græsarealet i indercirklen af den historiske Charlottenlund Travbane.

Der er ingen høje net til at opfange vildfarne bolde, og de yderste af de 40 udslagsmåtter er placeret kun få meter fra selve den jordbelagte løbebane. Selv fra de midterste måtter vil et solidt slice eller hook kunne sende bolden direkte ud i manken på hesten.

Svaret på spørgsmålet ligger dog lige for. De to ting foregår naturligvis ikke samtidig. Ekvipagerne træner på banen formiddage indtil kl. 13. Herefter åbner drivingrangen, der markedsføres under navnet »Golf i Lunden«.

Drivingrangen drives af makkerparret Nikolaj Ipsen og Jørgen Thor-Jensen. Idéen opstod for otte år siden, men først i 2003 gik travselskabet med på forslaget om at omdanne det ujævne midterareal til en drivingrange.

Makkerparret råder også over nogle selskabslokaler ved travbanen, som de lejer ud til konfirmationer, familiefester, firmaarrangementer mm. Gæsterne har derfor muligheden for at kombinere golf og fest. Og det er der heldigvis mange, der vil, for drivingrangen i sig selv er ingen guldgruppe.

»Danskerne har ingen træningskultur. De fleste slår lige en spand bolde ude i klubben, inden de skal ud på en runde. Det har taget lidt tid, men det løber rundt nu,« fortæller Nikolaj Ipsen.PÅ GOLF I LUNDENS HJEMMESIDE beskrives drivingrangen som »Nordsjællands smukkeste«, men det afhænger jo som bekendt af øjnene, der ser.

Den store, tomme hovedtribune til højre for udslagsstederne er i sig selv ikke noget arkitektonisk vidunder, og den særlige stemning, der kan være på travbanen, fornemmer man ikke omgivelser til trods.

Af de 40 udslagsmåtter er fem overdækket. Bag måtterne, der er placeret i travbanens ene sving, er der en bunker og tre små greens på cirka fem gange fem meter, hvor der kan øves indspil. Der er ingen udendørs puttegreen, til gengæld er der en indendørs en af slagsen på kunststof i selskabslokalerne. Derinde er også nogle indendørs udslagssteder, hvor der slås op i et net. Alt i alt er træningsforholdene i orden, men ikke prangende.

Derfor er Golf i Lundens største aktiv uden tvivl, at den er let tilgængelig med sin beliggenhed få hundrede meter fra Strandvejen.

Dét og så at det er muligt at tilegne sig et DGU-kort ved at gå til træning på drivingrangen, som der kan læses om andetsteds her på siden.

Suverænt de fleste af brugerne er da også lokale, fortæller Nikolaj Ipsen. Folk, der på vej hjem fra arbejde lige slår et smut forbi og slår en spand bolde eller to. Derfor er der også størst rift om måtterne sidst på eftermiddagen hen under fyraften. Da Berlingske Tidende besøger rangen midt på eftermiddagen Store Bededag er godt halvdelen af de 40 udslagsmåtter optaget af henholdsvis almindelige golfere og gæster til en igangværende konfirmation, især børn, der har lånt udstyr i shoppen. Af hjemmesiden fremgår, at Golf i Lunden har omkring 6.000 gæster om måneden. Der bliver slået omkring 360.000 bolde.

At den korte afstand er den mest afgørende grund til, at folk lægger vejen forbi, får Berlingske bekræftet af en gruppe unge, der står og slår bolde på rangen.

»Det er tættere på. Det er den eneste grund,« siger en ung mand, der selv er medlem af Københavns Golf Klub, der ligger i Dyrehaven nær Eremitagen.

»Derude tager det et kvarter bare at gå hen over sletten og op til klubben. Der er også mange, der er medlemmer af klubber, der ligger et stykke væk, f.eks. Rungsted, og så er det lettere at køre herud. Det er tættere på København,« siger han.

For en unge kvinde, der sjældent spiller golf, er drivingrangen dog en skuffelse.

»Det er som om, der mangler noget. For mig er golf en udflugt, hvor man kommer ud og oplever noget. Ud i naturen. Her står man bare og slår og så ikke mere. Det er lidt kedeligt,« siger hun.

Få et DGU-kort

En absolut bonus ved Golf i Lunden er, at det er muligt inden for kort tid at erhverve sig et DGU-kort og medlemskab en golfklub ved at træne derude. Det er rangens pro, Thomas Madsen, der står bag. Han er oprindeligt fra Bornholm og har indgået en aftale med golfklubben i Rø på Nordbornholm om, at spillere, der gennemfører et træningskursus hos ham, opnår medlemskab af klubben. Det medfølgende DGU-kort giver adgang til at gæstespille på alle landets øvrige baner. »Indtil videre er der mere end 20, der har taget et DGU-kort herude, og jeg tror, vi når 30 i år,« fortæller Thomas Madsen, der selv står for al træningen. »Der er mange, der bruger det her tilbud, mens de står på venteliste i en anden klub,« fortæller han. Træningskurset består af otte lektioner, en teoriprøve og en slagprøve. Det koster, inkl. det første års medlemskab i Rø, 3.850 kroner.

Golf i Lunden

Et medlemskab af Golf i Lunden koster 875 kr. Det inkluderer 1.000 bolde på drivingrangen og rabat ved køb af yderligere bolde. Desuden giver medlemskab gratis adgang til de indendørs faciliteter.

Man kan dog også benytte drivingrangen uden at være medlem. Så købes bolde i automaten ved drivingrangen. 30 bolde koster 15 kr. før kl. 16 og 20 kroner efter 16.

Det største selskabslokale har plads til 250 personer, fremgår det af hjemmesiden.

Adresse: Traverbanevej 10, Charlottenlund.

Tlf. 39 64 66 60 eller 20 23 80 81.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.