Klumme:

Smide mad ud, dét kan jeg ikke lide

Kim Flyvbjerg
Kim Flyvbjerg

Engang lykkedes det mig at åbne en kokosnød med et strygestål. Jeg har efter en kuttertur på Øresund med gymnasiedrengene præsteret at stå i et underekviperet udlejningssommerhus i Tisvildeleje og rense og partere otte friskfangede torsk med en schweizerkniv af typen, der kan være i brystlommen på en skjorte og blot har en lille folde-ud-saks, en pincet og en tandstikker foruden det meget beskedne knivblad.

Til gengæld kan jeg knap skrue fire ben på en boxmadras fra IKEA uden at komme galt af sted. Jeg vil aldrig give mig i kast med at hænge en hylde op. Og det er mere sandsynligt at møde en sneleopard i Dyrehaven end at se mig lappe en cykel. Når jeg endelig har et stykke værktøj i hånden, sørger jeg altid for at få det optaget på video i et forfængeligt håb om, at mine børn engang kan se tilbage på deres opvækst med en rigtig Handyman Dad. Tro på det...

Det handler vel i bund og grund om den gode gamle talemåde: Hvor der er vilje, er der vej. Mine hænder er skruet rigtigt på, men kun hvis det er noget, jeg gider. Heldigvis gider jeg det meste i et køkken. Faktisk elsker jeg næsten det hele, og det handler klummen her ofte om. Men i dag skal det være anderledes. I dag skal den handle om det, jeg ikke kan lide i et køkken.

Jeg kan ikke lide et bundt dild, der har stået i vand så længe, at stilkene er begyndt at gå i opløsning. Det rådne vand i bunden af glasset er så fælt, at man kan lugte det selv efter, at glasset har været en skoldhed tur i opvaskemaskinen.

Jeg kan godt lide at koge fiskefond på et torskehoved, men jeg kan sgu ikke lide at jage en kniv ind i øjenhulerne på fisken og høre det der »plump,« når man har rodet godt rundt med kniven, og gluggerne endelig falder ud og rammer vasken. Men jeg kan åbenbart lide det mere end at koge fond på øjne.

Jeg elsker at købe et stort bundt mynte og kan blive hel høj af tanken om den lækre »whisky marocain,« jeg skal hjem og drikke – grøn te, der trækker med masser af mynte og drikkes med rigelige mængder rørsukker. Men damn, hvor har jeg smidt meget mynte ud, fordi jeg glemmer alle mine smukke intentioner i hverdagens rituelle, nærmest zombieagtige brygning af kaffe og sort te. Og smide mad ud – dét kan jeg ikke lide.

Jeg kan heller ikke lide at have købt for meget ind. På den ene side elsker jeg at bruge lørdag formiddag på at shoppe en god kylling, lidt vagtler når nu man er i Inco, sildefileter vendt i rugmel og stegt i smør til frokosten, rødspætter og et net med hjertemuslinger, bare fordi jeg ikke kan lade være. På den anden side kan jeg ikke lide, når man begynder at stresse over al den mad, der skal spises, mens råvarerne stadig er friske.

Så kan jeg meget bedre lide at have et næsten tomt køleskab og skabe et hæderligt måltid ud af et fed hvidløg, en stump parmesan, lidt semi-dried tomater og et bundt spaghetti. Men når man så er løbet tør for hvidløg, og naboen ikke er hjemme – dét kan jeg ikke lide.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.