Khader: Vi havde aldrig set en nøgen dame. Det var et kulturchok

Han er født i Syrien, men har tilbragt det meste af sit liv i København. Nu bor han fast i Washington DC, har lagt politikken på hylden og er gået »back to basics«. MS har mødt Naser Khader til en snak om et liv i tre forskellige verdensdele.

Naser Khader - Senior Fellow ved Hudson Institute i Washington, mellemøstekspert, samfundsdebattør, tidligere medlem af Folketinget og meget andet.
Naser Khader - Senior Fellow ved Hudson Institute i Washington, mellemøstekspert, samfundsdebattør, tidligere medlem af Folketinget og meget andet.

BARZEH, SYRIEN

Bjerge og marker omringede den lille landsby, Barzeh, som den unge Naser Khader voksede op i. Byen lå 10-15 kilometer fra Damaskus, og der duftede, som når man træder ind i et drivhus fyldt med modne tomater og agurker. En ren og frisk luft. Husene var fremstillet af jord og halm, brune og med fladt tag. Der voksede vindrueplanter ovenpå – som en slags parasol, der gav skygge for solen. En moske, en skole og en markedsplads og mænd, der konkurrerede med hvide og brune duer efter mørkets frembrud. Der var ingen elektricitet, da Naser Khader blev født i 1963, og det første tv kom til landsbyen, da han var ti år gammel.

»Min bedstefar var olivenbonde. Han solgte tomater, agurker, vandmeloner, auberginer og squash. Når jeg i dag besøger Jylland, gør duften af jord og muld mig nostalgisk.«

Vi sidder i hans lejlighed på en hemmelig adresse i København. »Jeg har været PET-beskyttet on and off siden 1996,« konstaterer Naser Khader, mens han serverer vand med tynde agurkeskiver, og vi drikker arabisk kaffe af små porcelænskopper. Han veksler mellem at have korslagte arme og foldede hænder hvilende på bordet, men hans stemmeføring afslører, at det afdæmpede kropssprog på ingen måde er udtryk for manglende entusiasme.
Smage og dufte er noget af det, Naser Khader husker bedst ved Syrien. 

»Smagen af en tomat, der er solmoden, som du lige har plukket. Det smager anderledes end de frugter og grøntsager, du får her – ikke som de krumme agurker herhjemme, der smager af vand. Og fignerne. Jeg savner alt det, der har med planterne at gøre, at følge med lige fra man sår frøet, til det modner og så plukker man frugten, tørrer den og spiser den om vinteren,« fortæller han. 

Også den religiøse opdragelse fylder meget i Naser Khaders erindring. Da han var omkring fem år, startede han i koranskole. Man skulle møde op i moskeen flere gange om ugen og blev undervist i islam og de muslimske leveregler af en imam, og så skulle man lære Koranen udenad. Det kunne Naser Khader som 11-årig, men han forstod ikke, hvad de lærte, for Koranen er skrevet på et arabisk, man talte for 1.400 år siden. 

Omkring et år senere begyndte han i den rigtige, kønsopdelte skole. 40-50 elever og én lærer. Eleverne blev gradueret efter deres dygtighed. Jo dygtigere man var, desto længere fremme mod læreren sad man. Og Naser Khader sad langt fremme. Det var den sorte skole, og undervisningen var kontrolleret af staten. Kæft, trit og retning og udenadslære, og havde man ikke klippet negle eller rent tøj på, vankede der fysisk afstraffelse. 

»Alle har prøvet det – lærerne skulle nok finde en grund. Jeg kan ikke huske, hvad jeg havde gjort. Men de var dog så medmenneskelige, at de gav eleverne lov til at ømme sig efterfølgende. Men du måtte ikke sætte spørgsmålstegn ved tingene, du måtte ikke være kritisk, du måtte ikke sige et ord uden at række fingeren op først. Der var skoleuniformer, så man ikke kunne se forskel på, om man var rig eller fattig.«

Eleverne blev opdraget med, at Gud holder øje med dig, og at der er en engel, der følger dig, og derfor skal du gøre tingene efter de foreskrevne regler.

»Lever du efter reglerne, kommer du i Paradiset, og beskrivelsen af Paradiset er meget mere spændende end det her liv, der bliver betegnet som en kedelig mellemstation. Og lever du et ikke-muslimsk liv, så kommer du i helvede og bliver brændt, og beskrivelsen af helvede er meget dramatisk.«

Allerede da Naser Khader var seks år gammel, tog hans far til Tyskland for at arbejde. Senere kom han til Danmark til de nyåbnede Fiatfabrikker i Kødbyen i København. Da Naser Khaders mor ikke kunne læse eller skrive, sendte Naser Khaders far hver måned et kassettebånd ned til familien i Syrien, hvor han fortalte, hvad han lavede, og hvordan Danmark var.

»Det var en stor begivenhed en gang om måneden – at få det kassettebånd. Hele familien sad og lyttede. Engang imellem legede han DJ, så var der et par sange med.« 

Men en dag lød båndet anderledes. Faren havde været hos det, der dengang hed Fremmedpolitiet, og søgt om, at Naser Khader og familien kunne komme til Danmark.

»Der var ikke nogen af os, der ville med. Vi syntes alle, det var en forfærdelig beslutning. Min mor ville hellere have, at han skulle komme tilbage til Syrien.« 



Hans forældre blev skilt, da hans mor ikke ville flytte til Danmark. I mellemtiden havde hans far fundet en ny dansk kæreste og fået to børn med hende. Men en dag kom Naser Khaders far til Syrien og fik overtalt hans mor til at komme med til Danmark. Det endte med, at Naser Khader og hans mor tog til ambassaden i Damaskus og udfyldte de nødvendige papirer. Så skulle de til Danmark. Eller Tyskland, som Naser Khader fortalte de andre børn, for ingen vidste, hvad Danmark var.

KØBENHAVN, DANMARK

28. august 1974 kom Naser Khader, hans mor og hans fire søskende til Danmark.  En dato, der er nem at huske.

»Vi havde ikke vores fødselsattester med, og i de arabiske pas står der kun årstal, ikke dag og måned. I Danmark skal man jo have et CPR-nummer, så vi fik alle indrejsedatoen som de første fire cifre. Og det har jeg stadigvæk. Selvom jeg er født 1. juli, så har jeg et personnummer, der starter med 2808.«

De skulle bo på Vesterbro. Istedgade nr. 7. 
»Forestil dig, vi havde aldrig set en nøgen dame. Det var et kulturchok.«

Gaden, hvor hver flise havde sin egen kvinde. Byen, som ikke havde legepladser eller grønne områder. Og en lejlighed på 3. sal med en noget uvant udsigt. 

»Gadeludere stod overalt, og vi vidste ikke, hvad de lavede. Mine forældre sagde ikke noget. Det var underligt, at de stod der og snakkede med fremmede mænd. Men de var søde mod os. De gav os sodavand og is. Jeg var storebroren, så jeg skulle forklare mine søskende, hvad der foregik. Jeg kan stadig huske, da vi kiggede ud af vinduet. Der kom en fremmed mand og stod og snakkede med en af kvinderne, som stod nede ved fortovet. Han gik videre, og så kom den næste, snakkede og gik videre, og jeg tror, at jeg forklarede mine søskende, at hun spurgte efter sin mand, som hun ikke kunne finde. Og så kom der en mand, som hun gik med  – »nå, nu kommer hendes mand«, sagde jeg.«  

Men det var ikke kun de »underlige« damer, der undrede unge Naser Khader. Narkomaner sad i deres opgang og stak sig selv i armen.

»De flyttede sig bare, når vi skulle forbi og op på 3. sal. Der var kanyler og det hele. Når jeg tænker over det, så var det et kriminelt kvarter med lommetyve og narkomaner – vi troede, at sådan var Danmark, at det bare var en del af kulturen. Til gengæld kan jeg simpelthen ikke huske en eneste ubehagelig oplevelse.« 
 
Naser Khader blev ved med at praktisere sin religion, efter at familien kom til Danmark. Det var først, da han begyndte i gymnasiet og lærte alle religionskritikerne at kende, at han begyndte at blive forbeholden over for islam. Voltaire, Ludwig Feuerbach, Nietzsche, Georg Brandes. 
 
»Det var et chok for mig at læse deres kritik. Så blev jeg nysgerrig og begyndte selv at fordybe mig i det. Jeg tilbragte meget tid på biblioteket på Vesterbro. Det var nærmest mit andet hjem.«
 
Især efter, at Khomeini overtog magten i Iran i 1979, og man begyndte at se islamistiske grupper udøve terror, skiftede Naser Khader for alvor kurs. 

»Jeg tror, det var i midt 1980erne, at jeg blev ateist. Mine forældre begyndte at kunne mærke det, min omgangskreds kunne mærke det, jeg stoppede med at gå i moske og begyndte at stille kritiske spørgsmål. Når min far havde religiøse venner på besøg, kunne jeg stille kritiske spørgsmål til dem. Jeg kan huske i 1991, Saddam Hussein havde invaderet Kuwait. På et tidspunkt brændte han deres oliekilder, og det begyndte at regne sort regn. Der sad min fars venner og sagde, at nu begynder Gud at straffe Vesten og amerikanerne. Så sagde jeg »sikke noget vrøvl, det er oliekilderne, og når det så regner, er det klart, at regnen bliver sort«. Det sagde jeg til en af min fars venner, som er meget selvhøjtidelig. Og man lærer jo, at man ikke må modsige folk, der er ældre end én selv, så han følte, at han havde tabt ansigt. Så sagde han til min far, »hvis det havde været min søn, der havde sagt sådan noget, så havde jeg skudt ham«.« 

Naser Khaders far blev i slutningen af  1950erne dødsdømt af kong Hussein i Palæstina, hvilket var årsagen til, at han i sin tid flygtede fra Palæstina til Syrien. Han var med i en gruppe af frie officerer, en militærenhed, og de blev alle dødsdømt for at have forsøgt at vælte kong Hussein. 

»Den 2. maj 1998 skulle kong Hussein til Danmark, og jeg sad i Københavns borgerrepræsentation som kommunalpolitiker, og så fik jeg en indbydelse til at møde kong Hussein. Jeg kunne tage en ledsager med. Jeg tænkte, »jeg tager min far med«.«

Hans far blev syg en uge inden og lå indlagt på Rigshospitalet. Kong Hussein havde benådet Naser Khaders far og gruppen nogle år forinden, og lysten til at se kongen var stor. 

»Så blev han sgu frisk dagen før. 1 maj. Han fik lov til at blive udskrevet 2. maj om morgenen. Så jeg kørte ind til Rigshospitalet og kørte ham hjem. Han gik i bad, tog pænt tøj på, og så tog vi til rådhuset. Jeg fik overborgmesteren til at præsentere min far for kongen, og min far snakkede længe med ham. De snakkede om forsøget fra 1959, og som kong Hussein sagde til min far, »nå, du er en af de banditter«.«

Om aftenen kørte de hjem og spiste farens yndlingsfrugt, vandmelon, og Naser Khader tog senere på aftenen hjem til sig selv. Tidligt næste morgen ringede hans mor. 

»Jeg tror, din far er død.«.

»Det, at min far døde lige efter, at han havde mødt kong Hussein, og efter at han havde haft sådan en stor oplevelse, gjorde dybt indtryk på mig – jeg tænkte, at der alligevel må være mere mellem himmel og jord. Der gik det op for mig i den periode, at demokrati er den bedste styreform, men demokrati har sine begrænsninger og kan ikke besvare livets store åndelige spørgsmål. Mennesket har simpelthen behov for noget at tro på.«

I dag er Naser Khader selverklæret kulturkristen muslim. Han er troende, men ikke religiøs. Islam er en del af hans kulturelle bagage, ergo er han kulturmuslim. Samtidig definerer han sig selv som dansker og dermed også som kulturkristen.  

»Det er ikke fordi, jeg konverterer eller har valgt to religioner, men er du dansker, om du vil det eller ej, så er du også præget af kristendom.« 

Men han er stadig fanatisk demokrat, som han selv kalder det. På venstre håndled har han »ytringsfrihed« tatoveret, på højre arm »demokrati« og »frihed« plus et citat fra den amerikanske forfatning – her i hans egen version. »All women and men are created equal and free«. Oprindeligt indeholder citatet ikke kvinder og frihed, men det gør det hos Naser Khader. 

Efter at han kom til Danmark, tænkte han ofte tilbage på en bestemt episode få måneder inden, han rejste fra Syrien i 1974. En episode der efterfølgende var med til at styrke hans demokratiske overbevisning. 

»Vi spillede fodbold ude foran skolen, som lå tæt på markedspladsen. Der kom nogle militærbiler kørende med høj fart. De bremsede ved markedspladsen, og en af soldaterne sparkede et lig ud af bilen. Det var landsbylederen, der var blevet tortureret ihjel. Vi børn så det. Jeg huskede landsbylederen som en stor og kraftig mand, men nu lignede han et skelet. Den episode har gjort dybt indtryk på mig.«  

Styret ville statuere et eksempel. Naser Khader har lagt ører til lignende historier siden. Mens han læste til cand.polit. på universitetet, var han tolk for blandt andre Saddam Husseins og Assads torturofre.  

»Der var en, der fortalte, at de fik lov til at tørste, tørste, tørste og så fik de lov til at drikke, drikke, drikke, og da de havde drukket, bagbandt de ham og bandt en snor om hans penis, så han ikke kunne tisse i flere dage. En dag var der kød i maden, og efter de havde spist, kom fangevogteren og sagde til ham, jeg tolkede for, »er du klar over, hvad du lige har spist? Du har lige spist lidt af din brors lår«. Jeg måtte gå ud og kaste op. Og en sad bagbundet på en stol, mens en vandhane dryppede langsomt ned på hans hoved hele natten. Til sidst føltes dråben som en hammer.«  



Det er blandt andet derfor, at Naser Khader er blevet kompromisløs overfor diktatorerne i de arabiske lande. Og man skulle tro, at det var derfor, han blev en del af den politiske verden. Men det var sådan set aldrig meningen. Naser Khader meldte sig ind i det Radikale Venstre af nysgerrighed. Han var den første med indvandrerbaggrund i partiet, og det gik rigtig godt, indtil Muhammed-krisen blev en realitet. Han følte ikke længere, at han hørte hjemme i partiet, og han gik fra at være radikal til værdi-konservativ. 

Det var også her, han stiftede sit eget parti, Ny Alliance. Et parti, han er stolt af at have været en del af, for hvor mange har lige stiftet deres eget parti? Fire siden 1973. Men dårlig planlægning og uenigheder blandt stifterne ødelagde partiet. Han gik fra at blive kåret i Berlingske som den bedste kommunikator til at blive udråbt som en, der talte sort.  

»Sådan er det, når du får slag fra alle sider, så bliver du dårligere. Er du god, og bliver rost, så bliver du endnu bedre. Og det var det, der skete.« 

Han valgte at blive på den politiske scene – nu i det Konservative Folkeparti.  

»Jeg tror ikke, jeg ville klare det så godt som mellemøstanalytiker, hvis jeg ikke havde haft de to år som udenrigsordfører for et regeringsparti, der havde udenrigsministerposten.« 

I 2011 sluttede Naser Khaders politiske gang i Folketinget, da han ikke blev genvalgt. Selvom det sluttede brat, og der har været nedture, er der ikke meget, han fortryder.  

»Jeg føler mig meget stærkere efter nedturen. Jeg er i balance, har overskud og rummelighed, og jeg hviler i mig selv mere end nogensinde. Det er blandt andet derfor, jeg tilgiver mine tidligere fjender – en efter en. Det eneste, jeg måske fortryder, er, at jeg ikke i stedet kaldte Qvortrup for »sådan en, jeg normalt ikke spiser«. Men det var der ikke overskud til på det tidspunkt,« griner Naser Khader.  

WASHINGTON DC, USA 

USAs forbundsstat med mottoet »retfærdighed til alle«. Der er ingen højhuse. På den måde virker byen lidt europæisk. Man må simpelthen ikke bygge høje huse, i modsætning til New York, som Naser Khader ikke bryder sig særlig meget om. Han er faldet godt til, har gode naboer og kolleger. 

Naser Khader er i dag Senior Fellow – senioranalytiker – i tænketanken Hudson Institute, hvor han sidder i Mellemøstafdelingen. Han holder øje med arabiske medier og hvad, der bliver sagt og skrevet, leverer baggrundsoplysninger til analyser, er ude og holde taler, underviser og har med de store mænd fra Kongressen at gøre. 
 
»Under valgkampen var jeg inde og levere en analyse til Romneys folk om Syrien. Og så kommer jeg hjem, og hovedhistorien i Danmark er, at kvinder fra 2100 (Østerbro, red.) ikke fik lov til at amme i en café. Helt ærligt, mand. Gå ud og demonstrer for børnene, der bliver slagtet hver dag i Syrien i stedet. Så var der 700 barnevogne foran rådhuset. Det kan jeg ikke tage alvorligt. Jeg siger ikke, at man ikke skal tage sig af de små ting, men det dominerer nogle gange lidt for meget. Vi er lidt for navlebeskuende.« 

Siden 1996 har han været under PETs beskyttelse med jævne mellemrum – på afstand og meget tæt på, og da Muhammed-krisen udbrød var det 24 timer i døgnet. Årsagen var dødstrusler, som han stadig får nogle af, primært fra islamister. 

»Jeg er ikke bange. Man skal altid passe på og være forsigtig, og det er jeg. Jeg undgår de steder, hvor der er risiko. Jeg tror, det er ti år siden, jeg er gået igennem Strøget i København.«  

I dag går Naser Khader kun i byen i Washington – i Danmark er det ikke længere sikkert for ham.  

Han har haft med Hudson Institute at gøre siden Muhammed-krisen, hvor de kontaktede ham første gang. I 2006 tilbød de ham et job, men han takkede nej, da der stadig var hjerteblod for politikken. Seks år senere fik han jobbet, men med to børn i Danmark på henholdsvis ni og 13 år, er Washington nogle gange lidt langt væk. 

»Det er svært, når man har børn. Det hjælper med Skype. Men det er en af grundene til, at jeg er hjemme to gange om måneden. Hvis jeg ikke havde børn, ville jeg ikke være her (i Danmark, red.) så ofte.«  



I dag har han tre telefoner, en til privat, en til erhverv og en til sit amerikanske arbejde. Ved siden af sit virke i tænketanken er han rejseleder hos Akademisk Rejsebureau. Han tager tilbage til Mellemøsten og har ture til Jerusalem, Vestbredden og Libanon. Jerusalem betegner Naser Khader som en »sindssyg by«. 

»Der er det, som hedder »Jerusalem-syndromet«, hvor nogle tror, de er Jesus. Det er en sygdom, som man kan blive behandlet for dernede. Sidste gang jeg var der til påske, mødte jeg Moses Hansen ved Damaskus Port. Jeg havde min datter med. Så sagde jeg til min datter, »Det er ham, der i Danmark render rundt med et kors«. Så gik vi derhen, og så spurgte jeg, »hvad laver du her, er du også ramt af Jerusalem-syndromet? Og hvor bliver dit kors af«? Vi kom til at snakke lidt. Han gik sammen med tre kvinder, der alle var gravide. En norsk, en svensk og en dansk. »Hvem er det«? »Det er mine koner«, sagde han. Det er bare én af oplevelserne fra Jerusalem, der er så mange oplevelser derfra,« griner Naser Khader og tilføjer: »Men jeg bliver også meget inspireret af byen.« 

Det er slut med politik – han er mæt. »Det er tilbage til basics,« som Naser Khader siger. Han er tilbage ved begreber som ytringsfrihed, frihed, udenrigspolitik, religion og historie. Og så har han også lige et speciale i teologi, som skal afleveres til sommer.  

»Det er ikke fordi, jeg skal bruge det til noget, jeg skal ikke være præst eller noget. Jeg er bare nysgerrig i forhold til religion, den danske kultur, og hvis du skal lære danskhed at kende, skal du også lære kristendommen at kende. Det, der er lidt frustrerende i Folketinget, er, at man i løbet af en dag skal have holdninger til ti forskellige emner, og i løbet af nogle dage, har du glemt, hvad du har lært. Der er ikke tid til at gå i dybden og reflektere over tingene. For meget af det er ikke aktion, men reaktion på, hvad andre gør.« 

Det blev for overfladisk – Naser Khader trængte til fordybelse, det, der ikke var tid og plads til i Folketinget. 
 


Udover at arbejde i Washington, være rejseleder og læse teologi, er han vært i P1 programmet »Arabiske Stemmer«, som vandt Kryger-prisen i 2013, og så er han aktuel i DR-dokumentarserien, »Akkari og Khader – frihed, lighed og islam«. Sammen med den tidligere islamist og iman Ahmed Akkari, som var med til at opildne til Muhammed-krisen i 2006, rejser han rundt i verden, hvor Akkari vil overbevise folk om, at han har forladt den fundamentalistiske side.    

»Til daglig beskæftiger jeg mig faktisk med et område, der har at gøre med Akkari og hans proces. Forskere, både i USA og Vesteuropa, er på næsten bar bund i forhold til, hvad det er, der gør, at nogle mennesker, som er født og opvokset i Danmark og Vesten, i løbet af kort tid bliver så fundamentalistiske og radikaliseret og ender med at tage til Syrien. Det er virkelig noget, jeg er nysgerrig over for. Jeg har flere eksempler på 16-17-årige, der i løbet af kort tid havner i Syrien. Og det er jo det, der skete med Akkari. Han blev hvervet som 16-årig af islamisterne. Så jeg er nysgerrig i forhold til hans proces, men også det at komme ud af det.« 

Det andet er, også i forlængelse af Naser Khaders eget projekt, demokratiudvikling og kampen mod religiøs fanatisme og islamisme, udfordre den og vise, at der er andre muligheder. 

»Men også at vise muslimerne – og danskerne, at fordi man engang har været fjender, fordi man engang har truet hinanden på livet, så kan man godt forsones. Man kan faktisk godt komme videre, og man kan godt samarbejde. Man behøver ikke hade hinanden for livet.«   
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.