Itsi-Bitsi tog aldrig med til Nepal

Iben Nagel var hippie-legenden Eik Skaløes kæreste. Hun var Steppeulvene-sangerens muse. Hun var den lille pige fra landet. Hun var Itsi-Bitsi.

Eik Skaløe i start 1960erne. Iben Nagel Rasmussen i marts 2008 og i start 1960erne.
Eik Skaløe i start 1960erne. Iben Nagel Rasmussen i marts 2008 og i start 1960erne.

Hun sendte dem med posten. I en stor vatteret, brun kuvert.

»Afsender: Iben Nagel Rasmussen, Vinnerup«, stod der med en fed sort tusch på bagsiden.

»Uhh, jeg skal nok passe på dem, bliver helt svedig ved tanken om, at de kunne blive væk,« skrev jeg til hende på mail, da jeg havde opdaget, hvad kuverten egentlig bar med sig fra Jylland: To brune bøger med hidtil ikke offentliggjorte klenodier om en af dansk beathistories største ikoner, Eik Skaløe: Den ene var hans notesbog fra 1966-67, indeholdende bl.a. en håndskrevet skitsetekst til sangen »Itsi-Bitsi«. Den anden var en scrapbog med billeder af Eik og Iben fra dengang, de var kærester, og en række tegninger og digte fra ham til hende.

Jeg fik dem, fordi jeg var på udkig efter »Itsi-Bitsi« – dette forunderlige ord, der om noget i dansk rockhistorie satte tekst og billeder på en tid, som trak uafladelige spor i mennesker, systemer og ideologier.

Selv om sangen blev udødeliggjort af Steppeulvene i 1967, er udgangspunktet for denne fortælling 1968. Det var nemlig det år, hvor forsangeren og ophavsmanden til sangen og ordet, Eik Skaløe, blev fundet død ved en lille landsby i Indien. Danmarks chefhippie over dem alle, havde taget sit eget liv på sin vej ad »The Hippie Trail« i Østen, og med ham udåndede også »Itsi-Bitsi« som et menneske af kød og blod herhjemme, i Holstebro, og blev i stedet reduceret til et stærkt minde om en kærlighed, en ungdommelig drøm om frihed og dets forfald.

»Itsi-Bitsi« blev fra da af endegyldigt en anden.

Det er marts 2008, og gråvejret hænger dovent over Holstebro. På en mark et stykke fra provinsbyens nye skulpturpark i centrum, ligger Odin Teatret omgivet af parcelhuse, der synes at være blevet strøet ud over jorden med lemfældig hånd dengang i slut-1960erne, hvor middelklassen fik opfyldt en kollektiv drøm om at eje en matrikel med et firkantet typehus på herude i forstaden.

Nu ser flere af dem lidt slukørede ud med deres visne haver og uplejet murværk, som om de selv har erkendt, at deres storhedstid har passeret dem, og de nu er blevet ladt i stikken, sådan som bristede drømme har for vane at blive det.

Ingen af dem er imidlertid gamle nok til at huske, da Odin Teatret i 1966 rykkede ind i det hvide, nedlagte landsted, der blev stillet gratis til rådighed af en fremsynet kommune i dens målsætning om at blive kulturby.

Det var dog ikke alle i lokalsamfundet, der var enige i, at Odin Teatret rimede på »jysk kultur«. Mange kiggede frygtsomt til, da den italienske grundlægger, teaterforsker og instruktør Eugenio Barba flyttede ind med sine unge skandinaviske skuespillere, der løb kondiløb over markerne og trænede kroppe og stemmer på mærkværdige måder som en del af deres træning og udforskning af teatrets muligheder og udtryksformer. Frihedstænkende, langhårede og alternative var de, og flere på egnen opfattede dem som en slags mystisk sekt med guruen Barba som den altoverskyggende åndelige forfører.

Det var dengang. Siden er de fordomme forstummet. Skuespillerne laver stadig højlydt træning på markerne, men det er i dag et velfungerende statsstøttet egnsteater og et internationalt anerkendt teater-laboratorium med en turnéfrekvens over hele verden, der ikke overgås af andre herhjemme.

Iben Nagel Rasmussen husker da også stadig den skepsis, de blev mødt med, da de ankom. Hun var 21 år gammel og var netop blevet optaget i truppen. Hun tog sig dog ikke af omverdenens fordomme. For hende var der langt vigtigere ting på spil.

»På det tidspunkt var det enten Odin Teatret eller ingenting. Hvis jeg ikke havde fundet min redning i det, var jeg gået til i stofferne. Ligesom Eik gjorde til sidst,« siger skuespillerinden Iben Nagel Rasmussen spinkel og rank fra en stol i et af Odin Teatrets øvesale.

Selv om hun er blevet 63 år, genkender jeg hende fra billederne i den brune scrapbog, hun havde sendt mig. Hun ligner i sine ældede træk stadig den »Itsi-Bitsi« af kød og blod, som Eik Skaløe var kæreste med op gennem 1960erne, og som han skrev linjerne »Itsi-Bitsi ta’ med mig til Nepal« til.

»Itsi-Bitsi er mig. Det var et kælenavn, Eik gav mig, og det betyder lillebitte. Han gik ikke rundt og kaldte mig det, men det var et navn, han brugte om mig. Det ord vil altid være en del af mig, fordi de repræsenterer en tid og et kapitel i mit liv, der har haft en betydning for alt, hvad jeg senere har foretaget mig,« siger hun og fortsætter eftertænksomt.

»Det er en tid, jeg bærer i mig som en flamme i det arbejde, jeg laver her som skuespiller. Jeg føler, at jeg nu gør det, Eik og jeg drømte om. I 1960erne havde vi en åndelig søgen, vi troede på friheden og sammenholdet, vi drømte om at rejse ud i verden og åbent møde og lære af andre kulturer. Vi tog på rejser, tomlede gennem Europa og Nordafrika. Men jeg tror, det var nemmere for Eik at realisere drømmen, fordi han som forfatter, digter og sanger havde et værktøj med sig, mens jeg ikke havde noget. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville, jeg havde ikke mit eget sprog og fulgte det meste af tiden bare med. Det sprog har jeg i dag, og derfor føler jeg, at jeg nu realiserer vores drømme.«

De var – og er således stadig – hinandens muser. Op gennem 1960erne var hun hans, som han skrev adskillige breve, digte og sange til. Udover »Itsi-Bitsi« er sangen »Til Nashet« også skrevet direkte til Iben, da Nashet også var et kælenavn, Eik brugte om hende.

Og siden hans død har han været hendes. På de indre linjer, men også konkret i hendes arbejde, bl.a da hun i 1991 skrev stykket »Itsi-Bitsi« om deres liv sammen, tiden, stofferne og drømmene.

De mødte hinanden første gang i 1961 under en aktion for Kampagnen Mod Atomvåben. Eik var 18 år, var lige flyttet fra sine forældre i Københavns nordvest-kvarter og havde fået sin egen lille lejlighed. Han havde færdiggjort et studenterkursus med hiv og sving, fordi han hellere ville bruge sin tid og tanker på at skrive og være politisk aktiv.

Iben var 16 år og var netop kommet til København. Som datter af forfatteren Halfdan Rasmussen og forfatterinden Ester Nagel, kom hun fra en harmonisk, beskyttet og intellektuel barndom på landet i Saunte og havde fået ansættelse som hushjælp hos Klaus Rifbjerg og hans kone i storbyen.

Selv om hun og Eik aldrig bevægede sig over i den maoistiske og marxistiske venstrefløj, der havde sin spæde begyndelse dengang, tog de i starten det politiske arbejde meget alvorligt.

Eik sad på en kommode i Kampagnen Mod Atomkrafts kælderlokaler, da Iben så ham for første gang. De havde begge været ude at hænge plakater op om natten, og var begge blevet snuppet af politiet og havde fra andre hørt om hinandens frækheder. Eik havde bl.a. væltet bøtten med klister ud over fødderne på betjentene på vej mod politistationen. Han havde en blå anorak på og var oversmurt med lim – »en splejs med rødt hår«, der skræppede lidt op.

De fik hurtigt en nærmest åndelig kontakt med hinanden og indledte et forhold, der var stærkt funderet i en tro på tidens muligheder for forandring. De troede begge fast på, at det kunne nytte at kæmpe mod atomvåben og systemer, de følte sig som del af en verdensomspændende fortrop, der sagde væk med våbnene og ind med fællesskabet og varmen.

»Vi var så mange, og vi åndede og åndede på bræen for at få den til at kælve og den kælvede – med blomsterbørn, med folkemusik, med beatmusik, med nye måder at klæde sig på, med nye ord«, som Iben Nagel beskriver det i bogen »Eik Skaløe. Breve til en veninde«, der bl.a. indeholder en samling breve, som Eik skrev til hende i årene 1962-64.

De flyttede i mini-kollektiv, og Eik skrev og skrev. Breve, digte, indlæg til aviserne. De lyttede til Joan Baez, Pete Seeger, Bob Dylan og begyndte at læse Albert Camus og André Gide. Sammen lavede de det politiske blad, Alternativ, der havde til huse i et anneks i Ibens mormors hus ved Virum, hvor også Eik lejede sig ind.

Kærligheden fyldte meget i brevene de første år, men langsomt sneg der sig andre behov ind. Ikke mindst Eiks længsel efter at rejse ud i verden.

»Eik var meget mere moden end jeg, og det lød jo fantastisk med rejserne. Jeg var bare en lille pige fra landet, der blev fuldstændig blæst omkuld af at komme til København. Eik var den fandenivoldske, ham der havde visionerne, ham, der fik idéerne til rejserne og ham, der introducerede stofferne for mig. Allerede dengang fornemmede jeg, at der var noget specielt ved ham. Han kunne skrive. Det lyste ud af alt lige fra de i starten ganske små, beskedne vers i digte og i de breve, han skrev til mig. Det at skrive breve var en stor del af vores forhold. Selv når vi boede sammen, skrev vi breve til hinanden. Det var nemmere end at tale, fordi vi så ikke kom op at skændes.«

I sommeren 1963 tog Iben sammen med sin bror, Tom, på arbejdslejr i Sydtyskland, mens Eik drog på sin første rejse, som han havde sværmet om længe. Turen gik til Paris, hvorfra han skrev om beatniklivet som gademusikant, der sov sammen med andre frie unge under broerne i Paris. Da de nogle måneder senere mødtes i København igen, var han tydeligt forandret. Han havde guitaren over skuldrene, var frækkere og hans røde hår var langt. I hænderne havde han nogle piller, der kunne købes uden recept i Frankrig. Det var amfetamin.

»Jeg husker tydeligt følelsen af at tage de piller for første gang. Jeg blev dårlig af at ryge hash, men når jeg tog sådan en pille, kunne jeg tale i 12 timer i træk om de store ting i livet og den tid, vi levede i. Vi troede jo virkelig på, at stofferne var bevidsthedsudvidende og en del af en stor mental revolution, der kunne åbne for sanser og bevidsthed. Jeg havde det skønt, var vågen på en ny måde. Ingen havde fortalt os, at det var farligt.«

Deres forhold blev mere og mere uroligt og forvirrende. De boede sammen, skred fra hinanden, flyttede sammen igen. De holdt dog aldrig op med at kommunikere med hinanden, at være hinandens åndsfæller. Brevene var broen.

»Det var mest mig, der søgte væk fra ham. Jeg fandt nye mænd, og jeg tror, det allermest handlede om, at jeg ikke havde noget ståsted i mit liv. Jeg var vokset op som Halfdan Rasmussens datter, og selv om folk sagde til mig, at jeg skrev så godt, ville jeg aldrig begive mig ud i det, fordi jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne nå Halfdan til sokkeholderne. Eik havde også sit skriveri, og jeg stod i skyggen af dem. Jeg havde ikke mit eget sprog, og jeg følte mig meget forvirret. Selv om Eik hadede enhver form for faste systemer, så ville han gerne mig. Når jeg tænker på det i dag, kan det være svært at leve med, og jeg tror også, at Eik tog på ekstra lange rejser, da det gik op for ham, at det ikke blev familie i Danmark sammen med mig. Samtidig havde han nogle visioner, jeg ikke havde, og når vi var ude at rejse sammen, længtes jeg hjem til min familie. Det eksisterede i langt mindre grad for ham.«

I løbet af 1964 tog de på flere rejser sammen. Til Paris og rundt i Frankrig, hvor de hutlede sig igennem ved, at Eik og nogle andre, de havde mødt, spillede og sang på gaderne, mens pigerne samlede penge ind i en hat. Videre til Spanien, hvor de sov på bjergskråninger, marker eller ved havet. Mens de lå der, tænkte de på Bob Dylans »Down the streets the dogs are barking and the day is getting dark« og følte sig som to meget små mennesker i en uendelig stor verden. De satte kursen mod Nordafrika, mens Ibens mor, Ester, sad derhjemme i Saunte og kiggede på et verdenskort og konstaterede nervøst i et brev til dem: »Kan man blaffe i Libyen? I bekræftende fald håber jeg kun, at I ikke må blive sat af et sted midt i ørkenen. For så er I på den.«

Men de var upåvirkelige. Beruset af en frihedsfølelse rejste de gennem Nordafrika – han iført en tropehjelm, hun med en stråhat og en guitar, sovepose og militærponcho som eneste bagage.

Turen var stoffri, men da de kom tilbage til Athen, begyndte alting at smuldre. De gled fra hinanden. Iben opdagede, at hun var gravid, og følte sig trøstesløs. Eik havde fået nye venner og spillede på barer for at få penge til aborten. Iben så Guds ansigt »uden kærlighed, som et vrangbillede for sig selv«.

I den lille koloni af rejsende, som de boede med i Athen, røg drengene hash, mens pigerne spiste amfetaminpiller. Men en dag blev det alvor. Drengene låste døren til et værelse – og der blev stille. Flere timer senere gik det op for Iben, at Eik havde taget sit første skud morfin.

Desillusioneret blaffede Iben alene hjem til Saunte, mens Eik tog til England, hvor han blev kørt ned af en dobbeltdækkerbus og fik amputeret to en halv tå på et hospital i Cambridge. Selv om de havde fjernet sig fra hinanden, tog Iben alligevel over og besøgte ham. De fulgtes ad hjem igen for at holde jul sammen i Danmark, og fandt atter sammen.

De flyttede ind i en kold kælderlejlighed i Hjortekær, hvor de forsøgte at indrette et hjem sammen. Da hendes forældre kom for at besøge dem, konstaterede hendes mor, at der mødte hende to »små forkomne skikkelser i et iskoldt værelse uden andet lys end to af stearin«.

Deres store drømme brast dog for alvor om vinteren, da de gennem nye bekendtskaber blev introduceret for hårde stoffer. Iben mærkede stærkere end nogensinde før, at hun søgte efter noget, mens Eik var præget af, at han var ved at miste hende igen.

Iben fik sit første skud morfin i Hjortekær, og husker det som en orgasmepræget oplevelse med »usigeligt velbehag«, der fik hende til at slappe af og smile.

De tog igen af sted på en rejse – til Spanien og Nordafrika. Hvor den første rejse dertil havde været stoffri, var den næste fyldt til randen med dem, og skridtet videre til LSD var nærmest uundgåelig. Længe oplevede Iben LSD som en betydningsfuld, kosmisk oplevelse, der overskyggede det faktum, at hun, Eik og vennerne omkring hende var ved at tabe sig selv til stofferne.

Der fulgte nu en tid tilbage i Danmark, hvor Eik og hun levede i lånte lejligheder for nedrullede gardiner, hvor de fixede, når de ikke var ude at lave apotekerbræk for at få penge til stofferne. De blev alle taget af politiet – også Iben. Hendes forældre fik det at vide gennem en artikel i Ekstra Bladet, der bragte en historie om, at en 20-årig kvinde, der var datter af en kendt forfatter, var blevet snuppet for at være impliceret i et apotekerbræk.

Da Iben kom ud igen efter en varetægtsfængsling, flyttede hun og Eik tilbage til mormorens hus i Virum.

Men snart efter blev hun snuppet igen, modtog en betinget dom, og fik valget mellem at starte på en uddannelse eller få et arbejde. Hun valgte at tage et ophold på Holbæk Kunsthøjskole, hvor Eik havde været nogle år tidligere. Han kom og besøgte hende der, men rejste så til Israel. Hun stak også selv af derfra, men nåede dog at stifte bekendtskab med Odin Teatret, der »overbeviste hende om, at der fandtes et sprog, jeg gerne ville lære, et sprog, der adskilte sig fra Eiks og som måske kunne blive mit«.

Hun tog dog først til England for at besøge en ny kæreste, der imidlertid blev udvist af landet på grund af en narkodom. Sammen rejste de til Athen, men deres veje skiltes og hun fortsatte til Israel – en rejse, der mest af alt »lignede et selvmord«, fordi hun var syg mentalt som fysisk af stofferne, som nu havde overtaget hendes liv. Hun ledte efter vener overalt på kroppen for at finde en at stikke i, der ikke var ødelagt.

Eik gjorde nogenlunde det samme i bl.a. Bagdad, hvor han også havde skrevet en roman om »omkringsigrejsende ungdommer, stoffer og sære oplevelser,« som Ibens mor beskrev det i et brev.

I Istanbul knækkede filmen for Iben. Hun var så syg og nedbrudt, at hun var ved at dø. Udmagret krøb hun langs husmurene, paranoid og angst for andre mennesker. Hun gik ved siden af sig selv, uden at hun vidste, hun gjorde det, som hun udtrykker det i teaterstykket »Itsi-Bitsi«.

»Min far ville først ikke sende penge, så jeg kunne komme hjem. Han var meget afvisende og havde svært ved at tage det. Han sagde til min mor, at jeg bare ville bruge pengene til stoffer. Han oplevede også under et af vores ophold derhjemme at finde heroin i sit hjem, som en af vores venner havde gemt der. Men min mor fik overtalt min far til at sende mig penge, så jeg kunne komme hjem. Jeg var ikke vred på min far, jeg kan godt forstå deres forskrækkelse. De forstod ikke den søgen, og derudover havde min far kendt Tove Ditlevsen, der var narkoman og havde set, hvor galt det kunne gå. Da jeg var kommet ud af det, talte vi aldrig om det igen. Det var slut, og der var så mange andre ting at tale om.«

I 1966, da Iben kom hjem, havde hun ikke meget kontakt med Eik, der havde været i fængsel og rejst rundt. Hendes egen kamp for overlevelse var gået i gang, og hun følte, at hun var nødt til at klippe alle bånd til miljøet, til stofferne. Hun søgte om optagelse på Odin Teatret, kom ind – og blev »reddet«.

»Jeg tog en kold tyrker på ren vilje. Flyttede til Holstebro, langt væk fra København og Eik, og gik i gang med arbejdet her, der foregik under streng disciplin. Det gjorde det muligt for mig at komme ud af misbruget. Jeg er ikke sikker på, at det var lykkedes, hvis jeg var blevet. Det var først år senere, at det gik op for mig, hvor ødelagt i hovedet, jeg var af stofferne. I lang tid efter var jeg bange for at være i København, jeg var bange for andre mennesker. Det var virkelig slemt. Jeg var nødt til at sige farvel til det hele, også Eik. Jeg valgte min vej. Han valgte sin. Samtidig følte jeg også en stor lettelse, fordi jeg her på Odin Teatret bare var Iben. Jeg blev skuespillerinde. Jeg var ikke Halfdan Rasmussens datter eller Eiks kæreste. De skyggede ikke længere, og det er i dag kun rigt for mig at have haft dem i mit liv. Den kærlighed, jeg fik fra dem, har kun været en gave.«

»Itsi-Bitsi« var langsomt ved at blive en anden.

Hun flyttede sammen med en mand fra teatret, og selv om hun stadig havde kontakt til Eik, var hun mest optaget af sit eget liv.

»En dag skrev han, at han ville komme på besøg. Og selv om jeg egentlig ikke havde lyst til at se ham eller nogen anden fra miljøet, sagde jeg alligevel ja. Vi var så tætte som to mennesker kunne være, og selvfølgelig skulle han se, hvad jeg lavede. Min daværende mand accepterede det, han vidste godt, hvilket forhold Eik og jeg havde. Eik kom flere gange i efteråret 1966, og jeg kan huske, at han syntes, at det hele var meget stift, og at skuespillerne var kuet af Barba. For ham var det bare endnu en autoritet. Han sagde til mig, at hvis det ikke gik, så lavede vi sgu bare vores eget teater. Sådan var han,« siger hun og griner:

»Det var også her i Holstebro, han begyndte at skrive nogle af sangene til LP’en »Hip«. Jeg kan huske, at vi på et tidspunkt sammen rejste til København, hvor Eik spillede sangene til »Hip« for min far. Halfdan havde flere gange i løbet af årene læst hans ting, men det var første gang, at Halfdan var begejstret og sagde, at nu var den der virkelig. Da Eik tog herfra sidste gang, tror jeg, han forstod, at jeg nu havde valgt. Han gav ikke udtryk for det direkte i de breve, han senere sendte, men jeg ved, at han sagde til sine forældre, at han var glad, fordi han kunne se, at jeg nu havde det godt. Måske vidste han, at han ikke ville kunne holde op med stofferne, og at jeg, hvis jeg blev hos ham, ville gå under sammen med ham.«

Det er uvist, om »Itsi-Bitsi« var en af de sange, som Eik Skaløe skrev under sine besøg i Holstebro. Men han havde spurgt hende, om hun ville tage med ham til Nepal, sådan som det lyder i sangen. Men hun tog aldrig med ham dertil.

I stedet drog han selv af sted i slutningen af 1967 efter udgivelsen af »Hip« og en række turbulente Steppeulvene-koncerter rundt i Danmark, hvor gruppens medlemmer bl.a. blev arresteret for mistanke om besiddelse af hash. Han ville ikke være musiker, udtalte han i interviews. Han ville være digter og forfatter.

Iben så ham aldrig spille i Steppeulvene og hørte kun lidt om ham fra andre. Det sidste brev, hun modtog fra ham, var en fødselsdagshilsen dateret »maj 1968« fra Katmandu, Nepal. De første linjer lød:

Hey little girl who once was mine

who’s now got man and home

i wish you such a birthday fine

may buddha bless you – om

i think about you often

but you are far gone

Fem måneder senere, i oktober 1968, blev hans skelet fundet af beboere i byen Ferozepore på grænsen mellen Indien og Pakistan. De sørgede for, at hans lig blev bragt til myndighederne. På sig havde han bl.a. en dagbog, hvori der kun var skrevet på to af siderne: Den ene indeholdt et farvel til hans forældre og søster. Det andet et til alle andre dateret 15.10.68: »For the officials: As I guess you know – this suicide is decided and carried out by myself. Noone is to blame except the cruel person inside me. Forgive me. Eik Skaløe.«

»Jeg fik det først at vide nytårsaften, som jeg fejrede hos mine forældre i Saunte. Og jeg bebrejdede mig selv. Det tror jeg, at man gør i sådan en situation. Jeg havde ikke hans adresse under hans sidste rejse, og havde ikke gjort noget særligt for at skaffe den, så jeg vidste ikke, hvor langt ude han var. Jeg tror dog ikke, at jeg kunne have gjort andet, end jeg gjorde. Jeg havde så travlt med at finde mine egne ben. Da jeg fik det at vide, kan jeg huske, at jeg gik en lang tur med min mand ved havet, og at jeg følte en kæmpe tomhed. Jeg havde mistet det menneske, som jeg bevidst eller ubevidst havde haft en indre samtale med i årevis. En sagde til mig, at måske døde Eik på det tidspunkt, i sit fulde flor, fordi verden har brug for myter.«

Hun holder en pause. Tænker måske på, at hendes tanker har kredset om, at han må have haft smerter, da han tog »giften«, der satte en stopper for hans kun 25-årige liv.

Hun fortsætter: »Der er dog ikke noget, jeg gerne ville have sagt til ham. Jeg fik sagt det hele. Samtidig føler jeg, at jeg i dag som skuespiller stadig siger noget til ham, og jeg får også sagt det, han ikke fik sagt. Jeg tænker også nogle gange på, om vi havde mødtes igen. Jeg tror godt, at vi kunne have haft et frugtbart møde, hvis jeg havde kunnet møde ham, som den, jeg blev. Mit fundament blev sundt, jeg fik min egen identitet. Men man ved det jo aldrig. Det er også svært at forestille sig ham i dag. Jeg husker ham jo som ung og rødhåret, jeg hører ham stadig sige: »Når du gør mig glad, tænker jeg ofte, at nu kunne jeg dø« efter et Bertol Brecht digt. Jeg ser ham ikke som den ældre mand, han ville være,« siger hun og strækker sin ene fod frem.

På den sidder en stjerne, som Eik tatoverede med en nål og en tusch på hende i midten af 1960erne. Et uudsletteligt minde om dengang, hun var »Itsi-Bitsi«.

»Stjernen symboliserer »min gamle familie« fra dengang. Det er, hvad jeg har tilbage af den.« n

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.