Divaerne

Der kommer en større frihed med alderen, mener de. Frihed til at turde tro på sine sanser. Frihed til at være barnlig. Og frihed til selv at definere, hvornår man er en succes.

Ingen forstår spørgsmålet. Det virkede ellers så ligetil: »Hvordan er det at se sig selv i en film, som er lavet for mange år siden?« Underforstået: Er der noget sørgmodigt over at se sit ansigt, som det var engang? Underforstået: Når man er 40+, kan man savne sit unge ansigt. Men ingen forstår spørgsmålet. For det beror på den antagelse, at de er som os andre. Men de her fire kvinder er skuespillerinder, så ansigtet er en del af værktøjet. Det, og kroppen, stilles som det mest naturlige til rådighed for den rolle, man tager på sig. Så forfængelighed er fuldstændig ude af den ligning.

En halv time før kom de ind ad døren som sig selv, uden sminke, med bare ansigter. Fire rene, karakterfulde ansigter, som man straks genkender fra film og teater. De skal have taget foto til første udgave af dette magasin, og derfor møder de op i Galleri Bo Bjerggaard i Kødbyen i København en kold januardag, hvor temperaturen er nærmest ens ude og inde.

Vi har på forhånd aftalt blandt andet at tale om forfængelighed. Men det viser sig, at den sidder et helt andet sted, end man kunne forvente. Jo, den dukker lidt op, da vi diskuterer, hvad vi skal gøre, fordi Sofie Gråbøl har meldt sig syg, og Paprika Steen udbryder: »Kan vi hurtigt skaffe en anden, som er ældre og tykkere end mig?!« Men ellers er forfængelighed tilsyneladende en anden størrelse for de her kvinder, end den nok er for de fleste af os andre. For eksempel dukker den op, når man taler om succes.

Paprika: Jeg kan godt blive forført, hvis modtagelsen er overvældende, og jeg selv egentlig ikke synes, det fungerer eller er direkte rædselsfuldt. Der løber min forfængelighed ind imellem af med mig. Men hvis publikum kan lide det, skal jeg måske bare holde min mund.

Ellen: Men det er ekstremt vigtigt, at man definerer for sig selv, hvad der er succes. På den måde er vi skrøbelige, for vi bliver anmeldt. Man kan blive mega‐boostet på sin forfængelighed af at få en masse stjerner i aviserne, og så glemmer man et øjeblik, hvad man selv synes. Og jeg har da prøvet at være med i noget, som var en succes, men som jeg selv var ulykkelig over.

Sonja: Jeg prøver at have mine egne kriterier for, hvad jeg vil med en rolle, og hvornår jeg har haft succes med at spille den. Og hvis jeg ikke lykkes, og folk, jeg troede, jeg delte smag med, kommer og siger, at jeg var god, så bliver jeg forvirret.

Ellen: Men vi skal hele tiden spørge os selv: »Hvem laver vi det for?« Og det er jo for publikum og ikke for os selv.

»Vi forandrer os som mennesker, også i vores udseende«

Skuespillerinderne. Sonja Richter, Ellen Hillingsø, Paprika Steen, og Trine Dyrholm.
Skuespillerinderne. Sonja Richter, Ellen Hillingsø, Paprika Steen, og Trine Dyrholm.

Trine Dyrholm kommer ind i sminkerummet, netop hjemvendt fra Mexico med en smuk glød. Det burde være så godt, men det er det ikke, for hun skal starte optagelser på »Arvingerne« om et øjeblik, og så må hun jo ikke være meget mere solbrun end de andre medvirkende. Hun bedyrer, at hun brugte faktor 50, men solen har altså strejfet hende alligevel. Selv ikke når man er på ferie, kan man åbenbart få lov til at have sit ansigt for sig selv, når man er skuespiller … »Men du er pæn,« udbryder Paprika. »Jeg siger også altid til Ellen, at hun er pæn.«

Ellen: Og så føler jeg mig skyldig.

Paprika: Ja, for det, du hører mig sige, er, at det nok er den måde, du er kommet frem på …

Ellen: Vi forandrer os som mennesker, også i vores udseende. Men credo er, at hvis man som skuespiller vil ramme bredt, så er der kun én ting at gøre, og det er at være dybt personlig. Det er der, folk kan genkende noget i sig selv. At være skuespiller er at være menneske i extended version.

Sonja: Alle følelser må være til stede, når man er skuespiller, men man må sørge for, at de ikke når usunde proportioner.

Ellen: At gå helt ned i kommaerne i manuskriptet, det er en konstruktiv form for forfængelighed – at man skal være helt sikker på, hvordan man siger det her. Men det er også forfængeligt at tænke: »Gud, hvor er jeg dum og dårlig«. Det er en skør form for forfængelighed at være selvudslettende.

Paprika: Det positive er, at man kan trække projekter et bedre sted hen, fordi man har erfaring, og ikke længere er så forfængelig med, hvordan det ser ud, når man er med i noget, man måske inderst inde synes ikke er helt spot on.

Trine: Når jeg nu skal have taget billede som mig selv, kan jeg godt være forfængelig. Hvorimod når jeg arbejder som skuespiller, så tænker jeg ikke på belysningen eller på at trække maven ind. Jeg køber altid ind uden makeup og er sindssygt ligeglad med det, men her bliver jeg konfronteret med min forfængelighed på en anden måde, for som privatperson vil jeg faktisk gerne se godt ud på det her billede lige om lidt.

Ellen: Det kan være svært at sidde som privatperson og se på noget, man har lavet og tænke: »ER du en transvestit?!« Men når man er i rollen, så går man all in.

»Hvorfor blev du skuespiller? Det var dog en barnlig beslutning«

Skuespillerinderne. Sonja Richter, Ellen Hillingsø, Paprika Steen, og Trine Dyrholm.
Skuespillerinderne. Sonja Richter, Ellen Hillingsø, Paprika Steen, og Trine Dyrholm.

Mellem disse fire kvinder ligger der ret mange roller, vi alle sammen kan huske. De er toppen af dansk skuespilkunst lige nu og vel også på toppen af deres karriere. Men hvorfor gør de det? Udsætter sig selv for al den usikkerhed og andres bedømmelse igen og igen?

Sonja: Pludselig stod jeg på scenen midt i en replik i »Richard III« og tænkte: »Hvorfor blev du skuespiller? Det var dog en barnlig beslutning.« Men så måtte jeg jo bare spille videre.

Ellen: Det har, siden jeg var barn, drevet mig, at jeg ville fortælle historier sammen med andre, helt fra legestue-alderen. Jeg ville skabe illusioner. Jeg har et kæmpe eskapistisk gen.

Trine: Jeg lavede børneradio på Fyn, fra jeg var 12 til 15 år, og kunne godt lide at fortælle historier, så på et tidspunkt forestillede jeg mig, at jeg skulle være journalist. Man kan sige, at jeg er havnet i noget beslægtet – nogle gange havner man de samme steder, men vejen derhen er anderledes.

Paprika: Det er et mærkeligt fag, vi er i, og vi er jo en form for daglejere. Arbejdsgiverne skal kunne lide vores look, vores stemme og den slags, og derfor føler jeg ikke, at jeg er min alder eller mit køn – jeg er bare Paprika. Ligesom Zlatan! Og jeg synes ikke, at det handler om at prøve at blive ved med at se ung ud, men om at følge med tiden i sit sprog og i sine interesser. Hvis teater er godt, er det fantastisk at være skuespiller. Jeg kunne have spillet »Hvem er bange for Virginia Woolf?« i et år. Men hvis det ikke fungerer, er det hårdere end noget andet, både fysisk og mentalt.

Sonja: En del af drivkraften er at give folk en fornemmelse af, at de ikke er alene med de følelser, de har. Jeg finder det tit selv i bøger. Da jeg var yngre, var jeg meget idealistisk og meget sikker på, hvad jeg ville, men så møder man verden, og der skal hugges hæle og klippes tæer, og man er nødt til at omgås mennesker, som – nu siger jeg det bare – man helst ville slå ihjel. At blive ældre handler om at indse, at verden er, som den er.

»Man bliver mere pragmatisk med alderen. Mindre sentimental«

Skuespillerinderne. Paprika Steen, og Trine Dyrholm.
Skuespillerinderne. Paprika Steen, og Trine Dyrholm.

De fire skuespillerinder er ikke længere de unge håbefulde – de har været med så længe, at alle kender dem. Og har det, man kalder »en vis alder«, men det er lige præcis det, der giver håb forude. For med alderen kommer en frihed, er de alle enige om.

Trine: Det spændende ved kunst er, at man beskæftiger sig med de dybere lag i sjælen og fortæller en historie, så folk kan genkende sig selv. For mit vedkommende er der nogle ting, jeg er blevet bedre til at hive frem, fordi jeg er blevet ældre og har et større nuancespil.

Ellen: Jeg kan godt flippe ud over, at livet bliver langt mere nuanceret og rigere med alderen. Ting kan se ud på så mange måder, og de store følelser kan have mange flere udtryk, fordi man efterhånden har oplevet dem selv eller set hos andre, at f.eks. sorg kan have mange ansigter. Der er en stor rigdom i det.

Paprika: Da jeg var nyuddannet, skulle min karakter altid have ret. Den skulle »gå op«. Men jo ældre jeg bliver, jo mere interessant synes jeg, det er at spille nogen, der IKKE går op. Når man er yngre, forestiller man sig, at en karakter – og måske også de mennesker, man kender i det virkelige liv – gennemgår en katarsis. Som ældre ved man, at katarsis kun rigtig sker i fiktion. Og ens karakterer skal afspejle den virkelige verden, ikke et romantisk billede af den.

Sonja: Spilleteknisk hopper jeg mere ud i tingene, end da jeg var yngre. Det mod havde jeg ikke før, og det er fantastisk. Tidligere ville jeg undersøge alt ved en rolle og tænke: »Men hvorfor er hun sådan?« I dag kan jeg godt finde på at sige, at det ved jeg simpelt hen ikke, men jeg kender folk, der er sådan. Basta.

Trine: Jeg har et dogme, som jeg godt kan finde på at sige højt, især før en svær scene. Så siger jeg lige inden: »Ja, jeg ved ikke, hvad der sker!« Jeg kan godt lide at fritstille det, trigge mit eget system. Jeg har brug for huller og sprækker, hvor noget opstår.

Sonja: Det hele handler om det her »nu«. Hvordan lukker jeg det her »nu« op?

Ellen: When it works, it works. Det handler meget om intuition.

Trine: Jeg har altid været god til at følge min mavefornemmelse, men selvfølgelig tør man mere med alderen. Og nogle af de følelser, jeg har skullet spille, har tidligere ligget i de lidt luftigere lag. Jeg er mere grounded nu.

Paprika: Da man var yngre, kunne man blokere fuldstændig, hvis man havde besluttet sig for, at ens karakter var rødhåret og havde en grøn kjole på, og så fik man at vide, at man skulle være lyshåret i blå kjole. Det har jeg lagt fra mig.

Trine: Jeg kan godt mærke, at nu er jeg over 40, og at jeg har været her i lang tid. Vi er jo pludselig dem, der skal være med til at skabe de gode projekter, og det bliver sjovere og sjovere med alderen. Vi får voksenjob, hvor vi bliver spurgt, om vi vil være med til at sætte dagsordenen. Nu er det ikke længere kun vigtigt, at man selv får spillet godt, men også, at de yngre spørger om råd, eller beder en om at læse deres manus.

Paprika: Jeg var inde og høre Judi Dench (engelsk skuespillerinde, red.) i Cinemateket, og hun blev spurgt, hvordan hun valgte sine roller. Hun svarede, at hun sjældent åbnede manuskriptet på forhånd, men spurgte: »Who’s in it«. Sådan har jeg det også. Man bliver mere pragmatisk med alderen. Mindre sentimental.

»Det er ret fantastisk at få lov til at være så barnlig«

Skuespillerinderne. Sonja Richter og Ellen Hillingsø. Fotograferet til B søndag.
Skuespillerinderne. Sonja Richter og Ellen Hillingsø. Fotograferet til B søndag.

Der er et rend ind og ud af døren. En skal have sat hår, en anden skal ud og prøve en kjole, og midt i det hele står de to makeup-artister og smører på med rolig hånd. Det er alt sammen bare en normal dag på arbejdet, tilsyneladende.

Trine: Nogle gange tænker jeg, at vi er i et meget barnligt fag. Det er ret uvoksent at være skuespiller. Hvis du står på optagelse på en kold mark, så kommer der en, der sørger for at give dig en varm frakke på. Og op til en premiere på teatret går alle rundt og er frustrerede og helt inde i sig selv, og man kan af og til tænke: »Luk nu røven!« Men det er ikke underligt, at det er sådan, for det kan være meget sårbart at stille sig så meget til rådighed.

Sonja: Jeg kan godt finde ud af mit liv uden for arbejdet, men når jeg er på arbejde, er det vigtigt, at der er nogle voksne, som ikke flyder ud, og som har sørget for frokost. Det er ret fantastisk at få lov til at være så barnlig. Jeg har allermest fri, når jeg er på arbejde, for jeg skal kun vide, hvornår jeg møder, og hvornår jeg skal gå hjem, og resten af det praktiske er ikke mit ansvar. Men nogle dage kan jeg godt føle, at folk kommer meget tæt på, hvis f.eks. en lydmand uden varsel går hen og stikker en hånd op under blusen og siger: »Jeg skal bare lige have fat i den her mikrofon« ...

Trine: Jeg er så vant til, at nogen sminker mig eller retter på mit tøj, mens jeg taler, og jeg er fuldstændig til rådighed. Men nogle gange bliver jeg helt bange for mig selv, for jeg har nærmest ikke opdaget det.

»Det er nemmere at være grænseløs i fiktionens verden«

Skuespillerinderne. Sonja Richter, Ellen Hillingsø, Paprika Steen, og Trine Dyrholm.
Skuespillerinderne. Sonja Richter, Ellen Hillingsø, Paprika Steen, og Trine Dyrholm.

Det gør de andre tilsyneladende heller ikke, og hvor vi andre måske ville brokke os over en bestemt kjole, så træder de bare ind og ud af dem, og i pauserne sidder de i bh og sminkeforklæde, selv om folk vader ind og ud hele tiden. Man kan få den fornemmelse, at disse fire kvinder har lidt andre grænser end os andre. Men hvordan styrer man sine grænser privat, når man professionelt er skolet til nærmest ikke at have nogle?

Sonja: Jeg skulle på et tidspunkt spille Ofelia, og instruktøren ville have, at Laertes og kongen skulle balsamere hende, mens de talte. Jeg havde sådan set ikke noget imod at være nøgen, men folk kunne ikke høre efter, hvad der blev sagt, og så er det forkert i forhold til historien. Men man kan være bange for at blive beskyldt for at være en sippe, hvis man sætter grænser. Jeg bakser meget med det.

Ellen: Da jeg lavede »Charlot og Charlotte«, stod Ole Bornedal og råbte: »Er I klar til at give 100 procent, er I klar til at give det hele?« og Helle Dolleris og jeg stod og råbte: »JAAA!« Hvorefter Ove Sprogøe sagde helt træt: »Jeg har ikke bestilt andet i 60 år.« Det er et vilkår ved at være skuespiller. Man er nødt til at være meget flydende i sine grænser, men jeg tænker da over, om det gør, at man har sværere ved at sætte dem, når man er sig selv som privatperson.

Sonja: Jeg har talt meget med min terapeut om det, fordi jeg er så grænseløs. Det er en god ting som skuespiller, men farligt som menneske, fordi man kan komme til at smadre sig selv eller ødelægge andre.

Paprika: Hvis en scene ikke føles rigtig, kan det være en slags overgreb på dig selv. Jeg er sikker på, at vi alle sammen ville være nøgne, hvis en rolle krævede det, men der kan være andre ting, der kan føles grænseoverskridende, hvis du ikke forstår, hvorfor du skal gøre sådan.

Trine: Det er nemmere at være grænseløs i fiktionens verden. Og det er meget sjældent, at jeg blander fiktion og virkelighed. Men da jeg var helt ung, var jeg med i »Hosekræmmeren« og skulle spille en pige, der var blevet tosset af kærlighed. Jeg forestillede mig, at hun så verden uskarpt, og så gik jeg rundt og gjorde det derhjemme! Den fysiske del af mit arbejde kan jeg stadig godt nogle gange slæbe med hjem.

Ellen: Da jeg lavede »Sekten«, skulle jeg være med i en voldtægtsscene. Og vi fik bare ikke talt den rigtig igennem på forhånd, kameraet kørte, og så spillede vi den bare. Bagefter var både jeg og min medspiller helt smadrede, og det føltes som et overgreb på os begge to.

Paprika: Hvis du har grædt på film en hel dag, så er du træt. Men hvis ikke du kan lukke ned for dit arbejde, når du er dig selv, så ville det være for hårdt, og så skulle du nok tænke på at lave noget andet.

Ellen: Der kan opstå et rundhyl, som kan være helt hysterisk, fordi vi hele tiden skal være så åbne og lade alt ske, hvis det er vigtigt for rollen. Op til en premiere er vi jo i gang med noget, som aldrig er blevet skabt før. Og gang på gang kaster vi os ud i noget, som vi ikke aner, hvor ender. Vi er nødt til bare at møde op og stille os til rådighed og være åbne. Og jeg er helt sikker på, at ingen af os har læst mailen om den her fotografering ordentligt – vi møder op og regner med, at det går, og måske aner vi ikke, hvilken vej vi skal gå, når vi forlader den her bygning.

 

Om de fire divaer:

Trine Dyrholm. Foto: Søren Bidstrup.
Trine Dyrholm. Foto: Søren Bidstrup.
Paprika Steen. Foto: Søren Bidstrup.
Paprika Steen. Foto: Søren Bidstrup.
Ellen Hillingsø. Foto: Søren Bidstrup.
Ellen Hillingsø. Foto: Søren Bidstrup.
Sonja Richter. Foto: Søren Bidstrup.
Sonja Richter. Foto: Søren Bidstrup.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.