»Det er lige som 'sushi' - nu ved I, hvad 'Sakura' betyder«

Den japanske fejring af kirsebærtræernes blomstring er blevet global. Sociale medier har gjort deres til at udbrede traditionen.

Sidste forårs måske mest fotograferede kirsebærtræer i Danmark: På Bispebjerg Kirkegård i april. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Sidste forårs måske mest fotograferede kirsebærtræer i Danmark: På Bispebjerg Kirkegård i april. Foto: Sophia Juliane Lydolph

Engang var Sakura noget, sushi-restauranter hed i provinsen, og det der med at se kirsebærtræerne blomstre, noget japanerne vist nok gjorde.

Sådan er det ikke længere. Sakura er blevet et begreb, mange kender, og at se og fejre – og fotografere – de blomstrende kirsebærtræer, er ikke længere noget, man kun gør i Hiroshima eller Kyoto.

Det gør man såmænd også i Berlin, Washington og København, hvor der både er en festival for at fejre Sakura og så mange mennesker på alleen på Bispebjerg Kirkegård, hvor en af Københavns mest fotogene kirsebærbeplantninger findes, at man må komme før klokken syv om morgenen, hvis man vil opleve den alene i de få dage, hvor træerne blomstrer.

Verden uden for Japan har fået øjnene op for magien i de små blomsters korte skønhed.

»I Japan er man meget betaget af det, der er skrøbeligt og delikat. Det finder man smukt. Og kirsebærblomster er skrøbelige og blomstrer kun i 14 dage, så er det slut. I Japan ser man kirsebærtræernes blomster som et symbol på sjælens skønhed. Derfor værdsætter man dem særlig meget,« fortæller Kazuko Mayer, der er japansk født, men dansk gift. Hun har tidligere været formand for Nihon- jinkai, den japanske forening i Danmark og hun er programansvarlig for den danske Sakurafestival i København.

I år er det 9. år, festivalen afholdes, og for Kazuko Mayer er det tydeligt at mærke, at Sakura er blevet et kendt ord.

»Det er lige som sushi. Nu ved I, hvad det betyder. Da vi lavede festivalen for ni år siden, snakkede vi meget om, hvad vi skulle kalde den. Der var nogen, der mente, at Sakura, det ville ingen forstå, men jeg insisterede på, at det skulle hedde Sakura. Og nu kender danskerne det også.«

Hun er vant til at fejre, at kirsebærblomsterne springer ud i Japan, hvor man tager perioden så alvorligt, at både private og det meteorologiske institut udsender varsler for, hvornår kirsebærrene blomstrer i det mere end 3.000 kilometer lange land. Kirsebærtræerne springer først ud på de sydlige øer og blomsterfloret bevæger sig så nordpå.

Forenet fejring af kirsebærtræernes skønhed

Danskerne nyder de blomstrende kirsebærtræer på Bispebjerg Kirkegård. Foto: Sophia Juliane Lydolph.
Danskerne nyder de blomstrende kirsebærtræer på Bispebjerg Kirkegård. Foto: Sophia Juliane Lydolph.

I Japan er det blandt andet tradition, at familier og virksomheder fejrer de blomstrende kirsebærtræer ved at holde picnic under træerne. Når virksomhederne skal på udflugt, sender de gerne lærlingene i forvejen, så de kan holde særligt smukke steder til picnicen, hvor man spiser bento-bokse, de klassiske japanske madpakker, drikker øl og sake og skåler med hinanden og de forbipasserende.

»Jeg har været i Tokyo med en gruppe danskere, og vi blev indbudt til at spise med af flere grupper. Det er noget, alle gør og går op i,« siger Kazuko Mayer.

»Japan er et land, der går meget op i teknologi og de nyeste trends, men alligevel, nej, måske derfor fejrer man naturen. Hver gang der sker noget, fejrer vi det. Man har brug for at se på en kirsebærblomst og nyde dens skønhed, hvis man hele tiden ser på en computerskærm. I Japan begynder skoler, universiteter og gymnasier også 1. april, lige som det tit er der, man skifter job, så det er også en fejring af foråret og af en ny sæson.«

Sakurafestivalen foregår på Langelinie, hvor der står 200 kirsebærtræer, skænket som gave af Seiichi Takaki, bestyrelsesformand for Andersen Bakery, den japanske bagerkæde, der er dybt inspireret af Danmark og dansk bagerkunst (på måden, hvor man kan købe en spandauer og hyldeblomstsaft i deres butik i Hiroshima). Under de blomstrende træer fejrer både danskere og japanere foråret og kirsebærtræernes skønhed sammen i slutningen af april.

Og de vil formentlig fotografere den og lægge billederne af de blomstrende træer på de sociale medier. For sociale medier er en vigtig grund til, at Sakura på rekordtid er blevet en begivenhed, også i Danmark.

»Vi fejrer vores højtider på de sociale medier og viser det frem. Her kan man se påskeæg, snaps og påskefrokoster, og det styrker vores sammenhængskraft, fornemmelsen af, at vi alle sammen gør det samme i Danmark. Men de sociale medier giver os også mulighed for at få nye traditioner enormt hurtigt, fordi vi bliver eksponeret for dem med en helt anden hastighed end tidligere,« siger Christiane Vejlø, digital trendanalytiker i Elektronista Media.

»For ti år siden ville Sakura måske være noget, din nabo fortalte dig, at han havde set, og så tænkte du »det vil jeg også« og glemte det igen. Nu ser man det i sit feed på Instagram, og så bliver man konstant mindet om, at det skal man også gøre.«

Den gode, men korte mulighed for det perfekte billede

Et kirsebærtræ, som blomstrer.
Et kirsebærtræ, som blomstrer.

Hun mener, at Sakura nærmest er den perfekte tradition til at blive udbredt af sociale medier: kirsebærtræer er pæne, de er nærmest, siger hun, »den botaniske avokadomad« med reference til maden, som har gået sin sejrsgang på Instagram, fordi det er svært at få den lysegrønne mad til at se rigtig grim ud.

»Samtidig puster billeder af kirsebærtræerne til vores FOMO, fear of missing out, fordi man godt ved, at det er en kort periode, de blomstrer, det er NU, man skal af sted. Og frygten for at gå glip af noget, er også en del af det, der driver sociale medier.«

»Hvis man så samtidig er meget på sociale medier, opdager man, hvad der giver mange likes, og det gør kirsebærblomsterbilleder, fordi det nærmest er umuligt at tage et dårligt billede af et blomstrende kirsebærtræ, selv om man forsøger. Lysten til likes får også mange til at tage af sted, og når mange gør det, bliver effekten selvforstærkende og endnu flere vil være med. Derfor er det blevet så populært det sidste par år.«

Tjek selv et socialt medie nær dig i de kommende uger.

Eller tag ud og kig på en kirsebærblomst, bare et øjeblik, før den forsvinder.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.