B Mennesker

At klæde sig ud er chancen for at være den, man gerne vil være

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Maise Njor:

Moar, du ved godt, at jeg kun er tolv år, ikke?« sagde min datter, mens jeg var ved at justere hendes mande-nøgendragt, inden gæsterne kom.

Set i bakspejlet var det måske dumt, at jeg havde insisteret på, at jeg og mine tre døtre skulle klædes ud som halv- eller helnøgne versioner af fire af de mænd, der skulle med til festen.

Og set i bakspejlet er det måske ikke så sjovt, når man er en pige på tolv, at skulle være Ib, også selv om jeg havde brugt ret mange penge på det røde skæg og parykken. Plus, de færreste nøgendragter har kønsdele, så dem må man selv lave af farmor-nylonstrømper og vat.

Problemet er, at jeg synes, det er så sjovt at klæde sig ud, at jeg glemmer, at andre ikke nødvendigvis har det på samme måde. Eller – problemet er, at det vil jeg egentlig skide på.

Og glæden når de træder ind ad døren som ishockeyspiller, haremsdame eller samtlige dommere i X Factor er meget større end mine tanker omkring, hvordan folk får tid i en travl hverdag til også lige at finde på en sjov udklædning.

For jeg klæder mig ud nærmest hver dag. Nogle dage er jeg min børnehaveleder, Stoffer, i Marimekko-kjole, andre dage er jeg forsanger i et countryband eller biolog i uld. Skizofrenien er først tydelig, når jeg om aftenen tager tøjet af, mens jeg tænker: »Seriøst? Var det virkelig sådan, du gerne ville fremstå i dag? Og er grunden til, at du ikke blev taget alvorligt på mødet i dag, at du lignede en, der havde tænkt dig at jodle dine forslag?«

Ja, men der er bare ikke noget at gøre ved det. For jeg elskede min barndoms fastelavnsfester, og jeg var ligeglad med at blive kattekonge, hvis bare jeg måtte være spøgelse, prinsesse eller klovn.

At klæde sig ud er chancen for at være den, man gerne vil være – den dag. Det gælder om at give sine drømme vinger. Eller tentakler eller Chaplin-sko eller andefødder.

Og huske at lege – også i hverdagen. Jakkesæt og slips er også en udklædning, men det må bare være kedeligt at klæde sig ud som den samme hver dag.

Desuden: Hvilken mand ser det ikke som en stor hyldest, at der står en tolv-årig pige og er klædt ud som en selv? Især, når hun er ved at falde over sin diller …

Hassan Preisler:

Jeg ligger med influenza. Det er godt den kom, for mine hævede kirtler fik mig til at google »lymfekirtelkræft«, hvilket så igen fik mig til at gå til lægen. Med hastige skridt stred jeg mig frem, som gik jeg kapgang mod knuderne under mine arme. I venteværelset skrev jeg noter til mit testamente på min iPhone.

»Jeg tror, jeg er ved at dø,« sagde jeg til den unge reservelæge. Hun så på mig med forundring. Så trykkede hun mig lidt hist og her, inden hun tog en blodprøve med et lille stik i min pegefinger og sendte mig hjem med beskeden om, at jeg overlever i denne omgang.

Jeg laver te med skiver af ingefær og honning. En besked tikker ind: »Du har fem minutter om dagen til at have ondt af dig selv. Resten af tiden må du altså til at være ’gangster’,« skriver min kæreste til mig. Jeg finder en film på Netflix: Batman vs. Superman.

»Forskellen på Batman og Superman er, at Batman er en almindelig mand, der maskerer sig som superhelt, mens Superman er en superhelt, der maskerer sig som en almindelig mand,« hørte jeg engang en mand sige på TV. Det er det sidste, jeg tænker, inden jeg falder ned i feberfantasien: Jeg rejser mig fra sofaen. Foran spejlet trækker jeg i trikoten. Alting ændrer sig med ét. Mit forhold til mine forældre er pludselig min drivakse, ikke mit åg. Mine nærhedsforbehold over for kvinder er ikke længere pinagtige, bare ædle. Min hidsige vrede er ikke mere infantil, kun mandig. Og jeg bevæger mig gennem storbyens gader med rank ryg. Brystkassen er bred, lårene solide. Tempoet er adstadigt. Mit stålsatte blik viger ikke for noget. Jeg kender retfærdigheden, som var den min egen opfindelse. Uduelige chefer, hysteriske medcyklister, emsige kulturjournalister, gadens barske bandemedlemmer, inkompetente kolleger, Irmas gnavne kassedamer – alle får de svar på tiltale. Jeg trækker dem ind i den mørke gyde og taler dundrende til dem med min rustne stemme, så de skælvende undskylder og for evigt fortryder, at de kom på tværs af mig.

Mobilens vækkeur spiller en let melodi, der får mig til at slå øjnene op. Mørket har lagt sig over Nørrebro bag rullegardinerne. Jeg ser på uret. Jeg har en deadline på klummen. »At maskere sig« er emnet. Jeg skriver den første sætning: »Jeg ligger med influenza.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.