8 juleskikke for dummies

Hvorfor mæsker vi os i and og ikke okse eller kylling juleaften? Og hvornår fandt man på, at det var en smaddergod idé at mosle et grantræ ind i stuen? Vi har taget de historiske briller på og er dykket ned i 8 danske juleskikke.

1. Julemaden

Det skulle være det gode og det fede fra vinterslagtningen.

Sådan har filosofien omkring det, der skulle på det danske julebord, været i over 1.000 år. Derfor er det ren logik for tremmegrise, at flæskestegen er i så høj kurs juleaften rundt om i de små hjem. For svin er så praktisk indrettet, at de ikke er kuldskære, og derfor tilbage i gammel tid har kunnet gå ude hele efteråret og blive fede af det snask, de rodede op af jorden. I parentes bemærket udspringer vores trang til medister, blodpølse og sylte i julen også herfra – det var alt sammen biprodukter af den nyslagtede gris.

And og gås vraltede først ind på vores juleborde for et par hundrede år siden. Godt nok havde man blandt adelen og på herregårde mæsket sig i andebryst og gåselår juleaften, siden den berejste del af befolkningen havde taget traditionen med hjem fra Tyskland i 1400-tallet, men det var først godt 400 år senere, den idé bredte sig ud til menigmand. Og selv om man altid havde haft gæs ude på landet, dannede det aldrig rigtigt mode at sætte dyret på julebordet, man ville hellere sælge dem til byboere. Derfor blev anden den mest populære spise 24. december på landet.

2. Juletræet

Ingen ved helt præcist, hvornår nogen i Danmark fik idéen at slæbe et grantræ ind i stuen til jul, hvor det så kan stå i vejen indtil 1. januar og drysse sine nåle over det hele.

Den første beretning om dette – dengang forrykte – indfald er dateret 1808. I 1820erne skrev aviserne malende historier om folk, der stimlede sammen på stiger og på nakken af hinanden for at se ind ad vinduerne hos de borgere i København, der havde moslet et træ ind midt i stuen og hængt, hvad man betegnede som alverdens »fruentimmerstads« på det.

Traditionen bredte sig langsomt til provinsen, først i lærer- og præstehjem, hvor man havde kontakterne til København og havde hørt om denne skik, senere til alle, der havde råd og mulighed for at få fat i et træ. De, der ikke havde, tænkte kreativt og brugte f.eks. en snebærgren, som man pyntede til den store julemedalje med lys og kager, og så valsede man omkring det.

Traditionen kom fra Tyskland – hvem kender ikke visen »Oh Tannembaum«? – og opstod i sidste halvdel af 1700-tallet som et symbol på de gaver, der skulle deles ud forud for den højtidelige fejring af Jesus. Og da man absolut ikke brød sig om, at nogen skulle klædes ud som gave-uddeler – og slet ikke Jesus-barnet – fik man den lyse idé at lade et stedsegrønt træ være julens gavetræ.

3. Pynt

Når vi når til december, er der ikke det hjem med respekt for sig selv, der ikke hiver julepynt af alskens slags – fra hjemmelavede kravlenisser til designer-kugler – frem af gemmerne og stiller, hænger og placerer det på kreativ facon i boligen indtil nytår.

Især anbringes stearinlys ofte på ærespladserne, hvilket bl.a. skyldes, at det danske decembervejr nærmest indbyder til at gå amok i andre former for lyskilder. Men også historien har en finger med i den prioritering af juleudsmykningen i privaten.

For lys været fast inventar i julen helt tilbage fra middelalderen, hvor man i alle landets kirker tændte et hav af lys omkring juletid i respekt for Jesus, der blev kaldt Verdens Lys. Den idé gik der mode i, og pludselig var det så fint at have mange lys i sit hjem., at selv de fattige hoppede med på trenden og tiggede i julen om stearinlys. Og det i en sådan grad, at det offentlige i 1500-tallet gav dem penge til at købe lys for, så borgerne slap for det anstrengende tiggeri ved dørene.

I 1800-tallet kom papirklipperiet til – musetrapper, kræmmerhuse og flettede julehjerter – og senere kagemænd, kringler og chokoladefigurer, som børnene kunne gumle på, når dansen om juletræet var overstået. Og i 1947 fandt et lyst hoved så på at lancere det første udklipsark med kravlenisser, som lige fra starten var et hit hos børnene, der elskede idéen om at have nisser krybende og krablende over hele hytten.

4. Risengrød, risalamande og mandelgave

Før der overhovedet var noget, der hed fejring af julen i Danmark, har grød været en kendt – og mere eller nok især mindre elsket – gæst på middagsbordet. Til daglig lavet af vand, til højtider på sødmælk. Risengryn kom først til i 1800-tallet og var i mange år forundt de rige, for risengryn blev betragtet som et moderne luksusgode, kun det bedre borgerskab i byerne undte sig selv til jul. Da det så omkring 1900 var blevet hvermandseje, opfandt man en ny trend, nemlig risalamanden.

At den, der først kløjs i den afskallede mandel i risalamanden (og tidligere i risengrøden), skal have en gave, er en skik, der formentlig er en udløber af en lignende tradition i Frankrig.

Her har man i over 500 år haft en tradition på Hellig Tre Kongers Aften, der gik ud på, at den, der blev den udvalgte ejermand af det stykke såkaldte kongekage (som man spiser den dag), hvori der var indbagt en bønne, blev konge for en aften. Det betød, at man havde særlige privilegier og for eksempel kunne komme med et ønske, der ville gå i opfyldelse. Eller ganske ustraffet måtte kysse den – eller de – i selskabet, man ønskede. Den tradition er – desværre eller heldigvis, afhængig af øjnene, der ser og det selskab, man er i juleaften – som bekendt i dag blevet erstattet af retten til at få en gave af mere eller mindre tvivlsom nytte.

5. Julefrokost

De famøse julefrokoster, der i dag er en klippefast bestanddel af julen, er en tradition, der opstod i det ganske danske land under Besættelsen i 1940erne. Her begyndte personalet på både offentlige og private virksomheder at arrangere julefrokoster, der bestod af fælles spisning med det ædle formål at skabe et godt arbejdsklima. Indimellem mødtes man bare og skålede i et glas sherry for at ønske god jul, men oftest indeholdt sidste arbejdsdag inden helligdagene også en bid god dansk smørrebrød.

Efter 1945 blev konceptet udvidet til i al uskyldighed også at indeholde dans i firmaets kantine (printerrum med døre, der kunne låses og hvad dertil kan høre, fandtes som bekendt ikke), og siden har den tradition blot udviklet sig mere og mere år for år.

6. Julekalender

Den sjældent billige tradition, der går ud på, at børn – og voksne – hver dag fra 1. til 24. december skal indkassere en form for gave, er ikke overraskende opfundet af en række driftige forretningsfolk. Først i form af flade kalendere, hvor man kunne åbne en låge og få lov at se på en nisse eller et grantræ, siden – umiddelbart før Anden Verdenskrig – begyndte man at fremstille julekalendere i folde-ud formen, som man selv skulle samle til et nissetog, en nisse-flyvemaskine, eller – og som var meget populært efter russernes første sputnik i 1957 – en nisseraket. Efter krigen fik nye forretningsmænd så nye idéer, der handlede om 24 reelle – og ikke bare et bøvet nissemotiv bag en låge – gaver til børnene. Helt så opfindsom var man ikke 50 år tidligere, hvor den daglige aktivitet for familiens yngste bestod af hver dag op til jul at hive en tændstik ud af en kartoffel, fremstillet med ben, næse, øjne og altså 24 tændstikker.

7. Småkager

Ingen jul uden pebernødder. Denne lille runde form for småkage har haft sin faste plads på julehylden i hundredvis af år. Komfuret rykkede ind i de danske køkkener i starten af 1800-tallet, men pebernødden kunne laves uden komfurer, og har derfor fundet vej til kagedåserne længe før man for eksempel opfandt klejnen.

Pebernødden blev lavet af rugmel tilsat honning og stærke krydderier, og da rug ikke var noget, man havde råd til at kaste i kagegrams, var det kun i julen, man brugte af det forråd, man møjsommeligt havde skaffet sig til hele den lange vinter.

8. Gløgg og æbleskiver

Hvorfor opvarmet brændevin, tilsat mandler og rosiner, også kendt som gløgg, har formået at fæstne sig som en juletradition i Danmark, står en smule hen i det uvisse. Men at det er en skik, vi har importeret fra Sverige i starten af 1900-tallet, er til gengæld lige så sikkert, som at vi ikke i samme grad har taget den svenske Lucia med ind i vores stuer, men holder hende til skoler og plejehjem.

De æbleskiver, der oftest følger med som sidevogn til glasset med gløgg, har vi ikke været udenlands for at opfinde, for allerede da Christian VI sad på tronen, blev der uddelt æbleskiver til folket, når man havde noget at fejre. Dengang dog ikke, som man kender dem i dag, men i bogstaveligste forstand som skiver af æbler, der blev dyppet i dej og kogt i smør.

Kilde: »Bogen om Julen«, af nu afdøde, tidligere arkivar på Dansk Folkemindesamling, og mag.art. i Nordisk Folkemindevidenskab, Iørn Piø.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.