Danske Lucy Love leverede sin grime-rap med elegance og overbevisning.
2. juli 2009, 19:38 – opdateret 2. juli 2009, 19:40
af 6 stjerner
Der findes få steder, som er mere trøstesløse end den britiske betonslum. Her falder regnen i nuancer af gråt, her bliver piger for tidligt gravide, og her løber kriminaliteten rastløst mellem boligblokkene.
Og ud af dette voksede grime-genren, hvor unge rapper hårdt og kantet på et ligeså hårdt og kantet beat.
Men selvom udtrykket er forankret i et broget britisk miljø, så behøver det ikke falde fra hinanden i hænderne på en pige, som er vokset op i det anderledes venlige og perspektivrige København.
På debuten »Superbillion« viste danske Lucy Love sig nemlig at være ligeså leveringsdygtig som sine britiske kolleger, og torsdag aften trådte den ferme rapper så ind på Cosmopol-scenen.
Her blev hun budt velkommen af et solbrunet, ølvenligt og musikhungrende publikum, som straks lod sig rive med af de stramme, hikstende og alligevel smidige lydspor og af de fire fabelagtige dansere.
Den indiskutable hovedperson var dog det klejne femininum i de løse, hvide gevandter, der rappede i et flow, som var lige så sikkert som på albummet. Ikke noget amatørisme her, men en fritstrømmende cockney-dialekt, som gav god mening i forhold til de urbane klangkonstruktioner.
Eneste anke mod det timelange sæt var imidlertid monotonien, som indimellem meldte sig i højtalerne og aflejrede sig i publikums engagement.
Men ikke ofte nok til at slå alt for dybe revner den samlede oplevelse. Glædeligvis.
