8. november 2009, 23:00

Danmarks internationale konkurrenceevne er hårdt ramt af den økonomiske udvikling igennem de senere år. Af samme grund er Danmark gledet brat ned ad velstandsstigen, uden at mange har bemærket det. Hvor vi for fem år siden lå på en femte plads blandt verdens rigeste lande, er vi nu nr. 12, og pilen peger nedad. I det lys er det glædeligt, at regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og de Radikale mod ugens slutning trak i arbejdstøjet og blev enige om fordelingen af syv mia. kr. til forskning og udvikling i den såkaldte globaliseringspulje. Pengene går især til opgradering af vore universiteter, herunder til nye laboratoriefaciliteter, og til strategisk grøn forskning. I forløbet er der også blevet enighed om at afsætte yderligere midler til fremme af innovation i små højteknologiske vækstvirksomheder. Desuden får virksomhederne en stor præmie for at ansætte lærlinge. I forvejen er der alt for mange unge, der ikke får en kompetencegivende uddannelse. Præmien kan sikre, at vi ikke under lavkonjunkturen taber en hel generation af unge som følge af mangel på praktikpladser.

Desværre er globaliseringsforliget ikke tilstrækkeligt til at rette op på situationen. Samme dag, som partierne bag globaliseringsaftalen kunne bryste sig af for en gangs skyld at have brugt penge på at fremme dansk konkurrencekraft, påviste den internationale økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, ubarmhjertigt, hvor langt bagud vi er kommet i Danmark. I de senere år har vores produktivitetsudvikling - altså det gennemsnitsdanskeren producerer pr. time - været direkte negativ. En del af forklaringen er, at mange svage på arbejdsmarkedet er kommet i job under højkonjunkturen, men OECD kobler nu den alarmerende udvikling direkte til vores uddannelsessystem. Alt for få i en årgang får en uddannelse og de, der er på en videregående en af slagsen, bliver for sent færdige. Når de endelig kommer i job, er de ikke dygtige og omstillingsparate nok sammenlignet med unge i de lande, vi skal konkurrere med. Og kun ganske få har lyst og vilje til at blive selvstændige og skabe nye private arbejdspladser.

Den kur, OECD anviser er skrap. At tage en højere uddannelse skal koste penge, så de studerende vælger rigtigt første gang, ikke spilder tiden og får smidt de søvnige skægaber i lærerkorpset, der drømmer om efterløn, på porten. Desuden skal arbejdsløshedsunderstøttelsen til unge under 30 år reduceres, så de ikke fristes til at forlade uddannelsesinstitutionerne i utide. Det bliver svært at få politisk flertal for at gå videre ad den vej. Men det er værd at bemærke, at de samme anbefalinger nu også kommer fra folk i universitetsverdenen. Den statsfinansierede model holder ikke, hvis vi skal have internationalt konkurrencedygtige læringsmiljøer. Brugerbetaling, der ikke er socialt skæv, og indtægtsafhængig tilbagebetaling af SU-ydelser kan være nogle af de redskaber, der må tages i anvendelse. De forsømte uddannelsesinstitutioner kan desværre ikke i længden regne med, at politikere er lige så fremsynede, som de var i sidste uge.