Der var engang, og det er ikke så længe siden, da danske folkeskolelæreres metodefrihed stadig var en hellig ko. Så hellig var den, at selv den daværende undervisningsminister, Ulla Tørnæs fra Venstre, lod kræet diktere undervisningspolitikken. At skolebørnene skulle vide noget – at det med andre ord ikke er nok bare at være god til at snakke og analysere – var borgerlige politikere som hun ganske vist helt med på. Men metodefriheden stod over alt andet, og Ulla Tørnæs var en af dem, der mente, at en obligatorisk liste over, hvilke forfatterskaber eleverne skulle vide noget om, inden de blev sluppet ud i voksenlivet, ville være et brud på metodefriheden.

Heldigvis vendte Ulla Tørnæs på en tallerken. I 2004 godkendte hun det dertil nedsatte kanonudvalgs liste over 15 danske forfatterskaber, som alle elever i løbet af deres skoletid skal stifte bekendtskab med. Dette var – i al stilfærdighed – en revolution. Det var et opgør med mange års pædagogisk praksis, hvor metode var alt og indhold meget lidt. Det var også et opgør med den tankegang, at det er urimeligt over for danske skolelærere at stille rimelige krav til, hvad de konkret skal undervise i.

Den gode nyhed, som man kan læse i Berlingske Tidende i dag, er, at lærerne har taget forfatterskabskanonen til sig. De kan se nytten i den. De forstår, at der ikke går noget af deres værdighed og integritet som lærere, blot fordi det skæres ud i pap, at der er noget, der er indlysende væsentligt.
Man kan så diskutere, om forfatterskabskanonen er skrap nok. »At stifte bekendtskab med« er et vidt begreb. Formelt set kan kravet om »at stifte bekendtskab« med f.eks. N.F.S. Grundtvig indfries, blot man synger én salme af digterpræsten i løbet af sin skoletid. En obligatorisk kanon, der stillede større og mere specifikke krav, ville med andre ord ikke gøre nogen skade. Hverken på lærerne eller eleverne. Men forfatterskabskanonen er stadig et yderst positivt udtryk for en ny måde at tænke skole på, og den gode idé har heldigvis ikke fået lov til at stå alene. Senere er en obligatorisk historiekanon kommet til. Derudover har vi både en vejledende kulturkanon og en vejledende demokratikanon.

Udfordringen nu består i at få alle – både elever, forældre og lærere – til fortsat at acceptere, at kanoner ikke er spændetrøjer. De er derimod vejvisere, der minder os om, at der findes kunst og litteratur og historiske begivenheder og demokratiske pejlemærker, der er obligatorisk viden, hvis vi vil vide, hvem vi selv er, og hvor vi er på vej hen. Det er ikke forkert at pege på, at noget er vigtigere end andet. Det er forkert at lade være. Det handler om dannelse, forstået som bibringelse af en grundlæggende viden, der giver den enkelte elev mulighed for at danne sig sin egen mening - og dermed for at danne sig selv. Her har forfatterskabskanonen og de andre kanoner været med til at vise vejen. De behøver ikke være de sidste.