Ytringsfriheden er uantastelig, men »Fitna« sætter fejlagtigt lighedstegn mellem islam og terror
28. marts 2008, 22:30
Nu må den hollandske højrepopulist Geert Wilders da snart have opbrugt sine 15 minutters berømmelse. I virkeligheden er Geert Wilders’ kortfilm, »Fitna«, i sig selv en ret uinteressant størrelse, da dens sammenstilling af islam og terror er aldeles unuanceret. Men filmens betydning er vokset som følge af den kontekst, den er blevet til i. Der var bl.a. forslag om, at filmen skulle trækkes, inden den overhovedet var udsendt, om at den skulle forbydes, og om at internetudbydere ville udøve selvcensur, så den ikke blev tilgængelig på internettet.
Det virkeligt interessante er imidlertid, hvordan vi imødegår islamisk ekstremisme i Vesten og i den islamiske verden. Den hollandske statsminister, Balkenende, der ikke har haft en heldig hånd i håndteringen af filmen, udtalte umiddelbart efter dens offentliggørelse, at »flertallet af muslimerne tager afstand fra terrorisme og vold«. Heri har Balkenende ret. Undersøgelser har flere gange bekræftet, at der finder en værdikamp sted i den muslimske verden. Mellem på den ene side mennesker, der ønsker at leve i det moderne samfund og med de frihedsrettigheder, som knytter sig hertil. Og på den anden side dem, der ønsker at leve i en religiøs middelalder og som foragter de åbne samfund. Ret ofte kommer disse modsætninger til udtryk, bl.a. i form af terrorhandlinger, hvor terrorister i religionens navn ombringer andre med muslimsk tro.
Vi bør som samfund droppe al berøringsangst, når det gælder om, hvordan vi imødegår radikale ekstremister. Terrorismen er et uhyggeligt fænomen, som Vesten har kendt til i mange år. For 100 år siden var det anarkismen, der var samfundsfjenden, fra 1960ernes slutning og frem til afslutningen af Den Kolde Krig var det ekstremt venstreorienteret terror samt ekstreme palæstinensiske grupper, der truede samfundsfreden. Derpå fulgte 12 fredelige år, indtil terrorismen fik ny kraft med angrebet på New York og Pentagon den 11. september 2001, og den terrorisme har entydigt været udøvet i islams navn. Det forhold, at ekstremister anvender islam som deres ideologiske varemærke, betyder imidlertid ikke, at det skal tages for pålydende, og som sammenknyttes i »Fitna«
Det er afgørende, at Geert Wilders, lige såvel som alle andre, har ytringsfrihed. Hvordan denne frihed udøves, bestemmer den enkelte under ansvar for domstolene. Det betyder dog ikke, at vi andre skal tvinges til at forsvare indoldet i Wilders’ kortfilm. Det er der ingen grund til. Tværtimod er den primitiv, og det er dybt usmageligt, at han indrullerer Kurt Westergaard og dennes tegning i sammenhængen. Filmens underforståede budskab er letfatteligt, og den vil formentlig kun vinde opslutning hos ganske få. Lad os i stedet komme videre og fortsætte det vigtige arbejde med at understøtte frihedsrettigheder i den del af verden, hvor friheden har trange kår. Uden støtte fra de fri samfund forbliver de muslimske samfund ureformerede. I vores egen midte pågår også vigtige debatter om ytringsfriheden, og her er det afgørende, at vi ikke slækker på frihedsrettighederne. Her viser reaktionerne fra store dele af den muslimske verden, at der forestår et årelangt arbejde.
































