27. februar 2010, 23:01

Når det endelig skal være, har regeringen dog valgt det mindst vidtrækkende af mange tænkelige onder, når den som led i den økonomiske genopretningsplan vil øge afgifterne på tobak og spiritus. Smøger og sprut har gennem skiftende regeringer været et kært og traditionelt afgiftsobjekt for mangen skatteminister, når bunden af statskassen begyndte at blive synlig. Efter at regeringen tidligere har sænket spiritusafgifterne for at imødegå en dengang voksende grænsehandel, er holdningen åbenbart ændret til den kendte tankegang: Sprut og smøger skal holde for. Forslaget vækker ikke begejstring hos støttepartiet Dansk Folkeparti, men her sætter man næppe hælene i for alvor. En ekstra check til den ældre del af DFs vælgerkorps plejer at kunne mildne sindene.

At regeringen skal finde penge på statsregnskabet er ikke til diskussion. Bekymringen er, at Løkke Rasmussen-regeringen begynder at hælde for meget til det gammelkendte middel, der består i at dreje på afgiftshåndtaget, frem for at tage fat på et tiltrængt eftersyn af de offentlige udgifter. For slet ikke at tale om de reformer, som økonomer i hobetal påpeger som nødvendige for at håndtere velfærdsstatens udfordringer. Hvad værre er, så repræsenterer dette greb i afgiftskassen et begyndende farvel til skattestoppet. I ni år har danskerne kunnet leve, uden at skatter og afgifter steg for hver ny finanslov. Økonomisk og skatteteknisk er skattestoppet ikke nogen mirakelkur, men det er håndgribeligt og forståeligt. Og det har formentlig sin del af æren for, at lønudviklingen gennem de seneste overenskomster ikke er eksploderet, selv om vi fortsat er lønførende i forhold til mange af de lande, vi konkurrerer med. Danskerne har faktisk oplevet at få flere penge mellem hænderne.

Den fornemmelse er så yderligere blevet forstærket af et par skattelettelser, som – i modsætning til, hvad venstrefløjen påstår – ikke er ufinansierede, men på længere sigt øger skatteindtægterne. Alt i alt en politik, der, om end langsomt, underbygger en borgerlig holdning om, at folk har ret til at råde over deres egne penge. Det må også være en borgerlig holdning, at folk har ret til at leve, som de vil, så længe de ikke er til skade for andre. Med det udgangspunkt ligner forslaget om øgede afgifter på tobak og alkohol lidt af et knæfald for Forebyggelseskommissionen – eller Forbudskommissionen, som den sarkastisk kaldes. Flere afgifter er lige i kommissionens ånd. Der er selvfølgelig fornuft i at fremme folkesundheden og begrænse især unges brug af spiritus og tobak. Erfaringen viser dog, at afgiftsforhøjelser har forholdsvis kortvarig effekt. Oplysning er et bedre, men langsommeligt våben. Og når det gælder folkesundhed, kan man undre sig over, at regeringen ikke kigger på sukkerafgifter, eftersom fedme og specielt overvægt hos børn udgør et voldsomt voksende problem, der vil belaste sundhedsudgifterne i fremtiden. Man kan således ikke bebrejde regeringen, at den kigger på både indtægtsmuligheder og sundhedsfremme. Men man må advare regeringen om at give køb på de borgerlige grundholdninger.