8. oktober 2008, 22:30

Der er sket en betydelig opblødning de sidste par uger i spørgsmålet om Taleban. Det er nu blandt de vestlige lande alment accepteret, at den afghanske regering forhandler med Taleban om en løsning på konflikten i Afghanistan. Det er primært de europæiske lande, der accepterer disse forhandlinger godt støttet af den øverstbefalende for de britiske styrker i Afghanistan, der for få dage siden skar situationen ud i pap: Vi får ikke fred i Afghanistan, uden at der findes en løsning med Taleban. Og nu lyder der så også forstående toner fra USA.

Det vil være illusorisk at tro, at vi kan skabe fred uden en aftale med disse omstridte grupperinger. Vi kan så håbe, at det Taleban, der forhandles med, er den del, der kan sætte sig ud over middelalderlige tankegange og dybtfølt had til alt vestligt, demokratisk og menneskerettigheder. Det mangler vi at se. Vi er først i den spæde start af en forhandlingsfase, hvis man overhovedet kan tale om en sådan. Så der er naturlig skepsis over for udfaldet. Men grundtesen om, at Afghanistan behøver en national udsoning, som inkluderer alle grupper, også Taleban, som det pashtunske flertal hylder, er rigtig.

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) udtrykker det ved at sige, at forhandlingerne med Taleban er i orden, hvis en række krav indfries. Blandt disse krav er selvfølgelig, at Taleban forlader terrorsamarbejdet med al-Qaeda og terror i det hele taget, at de respekterer den afghanske forfatning, at de bekender sig til demokrati, og at de respekterer menneskerettighederne og kvindernes ligestilling med manden på samtlige områder. Hvis vi skal tro på en forhandlingsløsning på krigen i Afghanistan, så skal vi også se et Taleban, der i bund og grund er væsentlig anderledes end det gamle regime, der hærgede Afghanistan.

Men foreløbig har vi ikke set andre tegn på det end de rygter, der er kommet ud fra et møde i Mekka i Saudi-Arabien på, at der foregår nogle forhandlinger. Og vi skal stille os særdeles skeptiske over for, om Taleban pludselig er blevet store demokrater og tilhængere af demokrati og frihed.

Men når det er sagt, så er der også noget, der hedder realpolitik. Og Taleban spiller en rolle dér, fordi vi givetvis ikke får nogen former for fred uden Talebans medvirken. Udenrigsministeren siger det meget præcist ved at understrege, at det ikke er Afghanistan, der skal talebaniseres, men Taleban, der skal civiliseres. Det må siges at være et mindstekrav, hvis ikke vores indsats og vores soldaters liv skal være spildte. Og det må ikke ske.

Vi hører, at Taleban ønsker at bryde med al-Qaeda, men vi ved i realiteten ikke, hvad Taleban lægger i det. Foreløbig har vi ikke set noget tilløb til, at Taleban i de nordlige provinser i Pakistan har brudt med terrororganisationen. Vi har ikke set, at Taleban har udleveret en eneste al-Qaeda mistænkt til retsforfølgelse. Måske ville vi tro på Talebans ægte hensigter, hvis de udleverer Osama bin Laden til myndighederne, således at han kan stilles til regnskab ved en domstol. Indtil da må vi kæmpe videre i Afghanistan.