10. oktober 2009, 23:00

Med Berlingske Tidendes artikelserie om Tåstrupgård har offentligheden fået et kig bag kulisserne i bandemiljøernes normalt lukkede verden. Et indblik der afslører en mere rå og brutal verden end det billede den politiske debat alt for ofte har taget sit udgangspunkt i.

14-årige drenge med skudsikre veste og automatvåben, organiseret narkokriminalitet, dusører for drab, og forbindelser til tunge pengemænd i den kriminelle underverden er i dag hverdagen blandt rivaliserende bander. Konfliktens parter kan ikke længere tilpasses den offentlige debats alt for ofte fortrykte skabeloner. Her er ikke tale om utilpassede unge der blot mangler endnu en forstående offentlig omsorgsperson før de kommer på ret køl. Det er heller ikke historien om en kulturkonflikt mellem »djærve« hvide motorcykeldrenge og »stolte« muslimske indvandrerbander - en forklaringsmodel som henover sommeren hærgede debatten.

Bandernes forgreninger til underverdenen viser tværtimod med al tydelighed, at vi har at gøre med mafialignende tilstande af organiseret kriminalitet, hvor fordelingen af indbyrdes markedsandele i det kriminelle miljø betyder mere end menneskeliv. Det er denne viden alle niveauer i retssamfundet fremover må tage med i betragtning, når de skal imødegå bandernes hærgen.

Politisk har der ellers siden Ungdomskommissionen fremsatte en række forebyggende indsatser været begyndende politisk grøde. Oppositionen har benyttet justitsminister Brian Mikkelsens (K) fremstrakte hånd over for en række mere »bløde« præventive tiltag, til at erklære regeringens hidtidige faste retspolitik for forfejlet. Symbolet på denne politiske uenighed er blevet diskussionen om sænkelsen af den kriminelle lavalder til 14 år. Oppositionen med Socialdemokraterne i spidsen modsætter sig, og øjner tilsyneladende en værdipolitisk sejr - der dog er svær at få øje på. Det siger sig selv - og underbygges af en række eksperter - at en sænkelse ikke alene vil gøre alvorlige indhug i rekrutteringen, som i sidste ende er livsnerven for banderne. Men set i et samlet udspil fra regeringen, der både indeholder »bløde« sociale- og kriminalpræventive indsatser, og en fast og konsekvent retspolitik, er det en god idé, at forholde sig fordomsfrit til bl.a. sænkelsen af den kriminelle lavalder, som et blandt mange midler der kan være med til at dæmme op for banderne.

Modstandere af sænkelsen argumenterer, at man med det tidlige møde med retssystemet risikerer at forhærde den unge, og dermed være med til at bane vejen for en videre kriminel løbebane. Til det er der tre gode indvendinger. For det første kan vejen gennem det sociale system ofte være ligeså stigmatiserende, og retssikkerheden sikres nu engang bedre i et retssystem end på et tidsubestemt ophold på en institution - sanktioneret af de sociale myndigheder. For det andet lægges der op til at indføre »ungedommere« der i sanktionsvalg skal tage hensyn til den dømtes udviklingstrin, og i vid udstrækning skal søge alternativer til frihedsstraf. For det tredje - og nok så afgørende - så viser historierne fra den hårde kerne i Tåstrupgård, at de meget unge, der i tæt bebyggede boligområder ikke tøver med at skyde vildt omkring sig med automatvåben, allerede er så forhærdede, at retssamfundet ganske enkelt bliver nødt til at reagere.