5. marts 2010, 22:30

I går brød SKATs computere ned. Det skete rutinemæssigt, og næsten på klokkeslæt, ganske som i tidligere år. Årsagen var den samme som tidligere. Borgerne kunne netop i går få besked, om de har betalt for meget eller for lidt i skat sidste år, hvilket ikke er uden interesse i nationen med verdens højeste skattetryk. Derfor kontaktede borgerne via internettet SKAT for at få besked, hvorpå systemet altså brød ned, sådan som man vidste, at det ville. Borgerne må væbne sig med tålmodighed, lød systemets svar på systemets nedbrud.

Tilfældet SKAT er langtfra det værste udslag af systemets hovmod over for de borgere, det skal betjene. Forleden viste den nyudnævnte justitsminister Lars Barfoed, hvordan en minister efter godt otte år i magtens centrum har glemt, hvem ministre skal tjene. I hvert fald justitsministeren i den siddende regering, der bærer ordet »borgerlig« i sin varedeklaration, ligner i stedet en systempolitiker. Justitsministeren har ansvaret for tinglysningen i Danmark, som er blevet omlagt til elektronisk behandling. Men da omlægningen trods politikernes løfter er blevet forsinket, er en del borgere påført ekstra omkostninger. Man skulle tro, at en regering, der er på borgernes parti, ville tilsikre, at de berørte borgere får erstatning. Det gør justitsministeren imidlertid ikke. Han har sendt spørgsmålet til overvejelse hos Kammeradvokaten, men advarer mod at erstatte borgernes tab i denne sag, fordi det kunne føre til lignende krav andre steder i den offentlige forvaltning. For at føje spot til skade fastholder ministeren, at borgerne stadig skal betale den særskat, som kaldes tinglysningsafgift, selv om borgerne ikke har fået den ydelse, de burde have, men i stedet har fået en ekstraudgift.

Sådan tænker en systempolitiker, der hellere vil fastholde en urimelighed end risikere, at borgerne stiller med krav om at rette op på andre urimeligheder.
Den siddende regering har, mens den havde sin energi og sit formål intakt, gjort op med system- og vanetænkning. For to år siden satte regeringen foden ned over for kommunernes misbrug af retten til at ekspropriere privat ejendom, og man har taget skridt til at beskytte borgerne bedre mod et påtvunget naboskab til vindmøller. Går man tilbage til regeringens start, husker man, hvordan regeringen satte hele systemer af meningsdikterende råd og nævn, de såkaldte »smagsdommere«, på porten.

Tinglysningsaffæren betyder selvfølgelig ikke, at en S-SF-­regering ville være at foretrække. Men tinglysningshistorien viser, at en regeringsrokade ikke i sig selv revitaliserer en regering. Når en sjofel behandling af borgerne får lov at passere, sætter den en standard, som opmuntrer til mere systemtænkning. Det er en affære, som meget overbevisende fortæller vælgerne, at der ikke er forskel på denne og på andre systemregeringer.