Leder:

Svensk valg

Den borgerlige fløj ser ud tilat kunne fortsætte.

De borgerlige partier under ledelse af statsminister Fredrik Reinfeldt ser ifølge meningsmålingerne ud til at kunne fortsætte. Det vil være godt for Sverige ikke mindst fordi, at den borgerlige regering står bag den enestående gode økonomiske situation, landet befinder sig i på trods af finanskrisen. Reinfeldt har sammen med sin finansminister Anders Borg ført en økonomisk politik, der har sikret vækst og fremgang i den værste krise siden 1930erne. Det er samtidig den borgerlige fløj, der har den klareste vision for Sveriges økonomiske fremtid med både en plan for sænkning af skatterne og en storstilet jobskabelsesplan. Modparten, socialdemokraterne under ledelses af Mona Sahlin, ser ud til at være så svækket, at hendes fløj ikke vinder valget. Og godt for det. Sahlin har ført en dårlig valgkamp uden de store visioner. Hendes gennemslagskraft har ikke været stor, og hun har virket småfornærmet under hele valgkampen og har dermed stødt en del vælgere fra sig.


Men det er også nødvendigt, at den borgerlige fløj får et absolut flertal for at sikre den fortsatte stabilitet i landet. Hvis Sverigedemokraterna – som meningsmålingerne antyder – kommer ind i Riksdagen med mange mandater, kan partiet gå hen og bliver tungen på vægtskålen. Eftersom begge fløje klart har meldt ud, at ingen af dem vil samarbejde med Sverigedemokraterna, kan det gå ud over stabiliteten og mulighederne for, at Reinfeldt får gennemført en række reformer, som han har bebudet. Nogen hjælp fra socialdemokraterne skal han ikke regne med, og han kan derfor tvinges ud i det samarbejde, som de svenske politikere vender sig så stærkt imod. Politik er trods alt det muliges kunst.


Hvis Sverigedemokraterna kommer ind i Riksdagen, vil det være et vendepunkt for Sveriges debatkultur. Der har alt for længe været lagt et politisk låg på et af Sveriges mest påtrængende problemer – integrationen af indvandrerne. For udenlandske iagttagere har det vakt undren, at der er så meget politisk korrekthed i Sverige, at en debat om indvandring ikke er »god tone«. Dermed lammes en væsentlig diskussion om, hvordan man skaber den bedst mulige integration. Denne debat trænger Sverige gevaldigt til, hvilket man kan se, når man besøger de store indvandrerghettoer i Malmø, Göteborg og satellitbyerne uden for Stockholm. Integration er ukendte begreber, og der er ved at opstå reelle parallelsamfund.


Det har vakt opsigt, at svensk TV ikke ville vise en valgvideo fra Sverigedemokraterna. Censuren af videoen er blevet mødt enten af larmende tavshed eller en støtte til TV-stationens beslutning. Når statsministeren ovenikøbet viser forståelse over for den vold, som Sverigedemokraternas kandidater er blevet udsat for under valgkampen, så hører alting op. Reinfeldt bliver en god statsminister også efter valget. Men den svenske debatkultur trænger til et gevaldigt serviceeftersyn. Og hvis ikke Reinfeldt tager lederskab for dette, så vil Sverigedemokraterna tvinge ham til det.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.