25. februar 2010, 22:30

Med tydelig adresse til det tunge borgmester­styre i København har regeringen på dags­listen over kommende opgaver medtaget en ændring af styreformen i de store kommuner, som udover København er Århus, Aalborg, Odense og Frederiksberg. Det ligner en vindersag. Statsministeren har på dette punkt fuld opbakning fra Københavns nye overborgmester Frank Jensen (S), og heller ikke dennes forgænger, Ritt Bjerregaard, kunne finde noget pænt at sige om det københavnske system, da hun fratrådte. Man kan så indvende, at hvis Borgerrepræsentationen i København havde haft et dybfølt ønske om at ændre styreform, er der ikke noget i den eksisterende lovgivning, der har hindret den i at foreslå Folketinget en ændring.

Men man kan have en mistanke om, at det efterhånden noget antikvariske styre har passet en del politikere i hovedstaden svært godt. Dels er der politisk prestige i en borgmesterpost – hvilket blev understreget ved efterårets kommunalvalg i en særdels uskøn forestilling – dels er borgmestersystemet så tilstrækkelig labyrintisk opbygget, at det skaber grobund for et evigt roterende spil mellem politiske interesser. Taberne er borgerne, som må finde sig i bureaukrati, pengespild og ansvarsforflygtigelse. Det er nok naivt at tro, at millionstore budgetoverskridelser som dem, der er set i Børne- og Ungeforvaltningen, ikke kunne have fundet sted under en anden styreform. Men det ville være mere entydigt, hvor man skulle rette kritikken hen.

Det virker en kende ynkeligt, når kulturborgmester Pia Allerslev (V) kræver en mindretalsbeskyttelse indføjet i en kommende styrelsesændring. Hvad skulle den gå ud på? At der altid skal stå en borgmesterstol parat, selv om vælgerne ikke har leveret tilstrækkeligt med stemmer til en kandidat? I så fald burde oppositionen jo være sikret fast plads i regeringen. Pia Allerslev lider måske i lighed med andre københavnske politikere af den vrangforestilling, at en borgmestertitel er et job og ikke en tillidspost. Vi medgiver, at i København og andre af landets store kommuner kan sagsmængden på de enkelte områder være så omfattende, at den ikke kan klares af en udvalgsformand. I hvilket omfang der er tale om fuldtidsbeskæftigelse med tilhørende aflønning og chauffør må være op til den enkelte kommune at beslutte. Pointen er, at offentligheden skal kunne gennemskue, hvem der har ansvaret for de poltiske beslutninger.

Seneste kommunalvalg med de nye og større kommuner bød på besynderlige konstitueringsaftaler. Specielt i København oplevede nogle vælgere, at det tilsyneladende ikke betød noget, hvor de havde sat deres kryds. Korridoraftaler sikrede alligevel givtige poster til en række politikere. Benhårde forhandlinger, vælgersvigt og underhåndsaftaler slipper vælgerne næppe for i fremtiden. Men i det mindste vil et flertalsstyre gøre det lettere for vælgerne at forholde sig til, hvad der sker på det lokale rådhus.