25. august 2008, 21:37

Den danske udlændingepolitik er, som vel de fleste af Berlingske Tidendes læsere har kunnet konstatere, ved at falde fra hinanden. I denne sommer har det vist sig, at EF-domstolen har tolket direktiver om arbejdskraftens frie bevægelse på en måde, så man fra et andet EU-land kan få ophold i Danmark selv om man opholder sig illegalt i unionen.

Dommen sendte integrationsminister Birthe Rønn Hornbech til direkte angreb på EF-domstolen, som blev beskyldt for politisk aktivisme, mens juridiske eksperter advarede om, at EUs regler sætter den danske 24 års regel og tilknytningskravet ud af kraft. Statsministerens reaktion var den modsatte. Der er kun tale om et hjørne af udlændingepolitikken, sagde han. Der var ikke behov for nogen nærmere undersøgelse af udlændingepolitikken. Venstres integrationsordfører, Karen Ellemann, var heller ikke bekymret for følgerne af, at der nu kom projektørlys på mulighederne for at bruge EU til stangspring over de danske barrierer mod uønsket indvandring.

Men nedbrydningen af barrierne fortsætter. Nu har partifællen Eyvind Vesselbo stillet spørgsmål ved opholdstilladelserne til unge, som i hundredevis søger til Dannmark for at studere. Kan det virkelig passe, at de 407 nepalesere, der er kommet til Danmark i 2007, alle er ægte studerende? Kan det være rigtigt, at mange hundrede studerende fra Tyrkiet og Pakistan alle er studerende af en kvalitet, som vil blive til gavn for det danske samfund? Eller er der snarere tale om en genvej til familiesammenføringer? Vesselbo forudser, at niveauet for familiesammenføringer i 2009 når op på det niveau, som Nyrup-regeringen efterlod i 2001, og som var en væsentlig årsag til hans nederlag.

Reaktionen fra hans eget partis integrationsordfører har været surhed. Ikke på grund af udlændingepolitikkens sammenbrud. Men surhed over Eyvind Vesselbos indblanding. Fodslæbende vil regeringen nu omsider undersøge, hvor store hullerne i udlændingepolitikken faktisk er, og om tilstrømningen af studerende dækker over en alternativ vej til at opfylde tilknytningskravet til Danmark.

Danmark har brug for en udlændingepolitik, som stiller stramme krav til både antallet af indvandrere og til hvem vi ønsker at modtage. Derfor har sommerens fremvisning af udlændingepolitikkens forfald rejst bekymrende spørgsmål. Hvorfor har Danmark støttet EU-direktiver, som nu danner grundlag for, at en ladeport er ved at åbne sig? Troede Udlændingeservice og Integrationsministeriet virkelig, at EU-problemet ville gå væk, hvis man bare fortalte så lidt som muligt, helst ingenting, om EU-reglerne til dem, der søgte ophold? Det er svært at se mulighederne for at genskabe tilliden til den »faste og fair« udlændingepolitik, som udover opbremsningen i indvandringen har været grundlaget for det faste og fair samarbejde mellem den borgerlige regering og Dansk Folkeparti. Men mest bekymrende er, at det ikke er regeringen, men medierne, der har trukket problemerne ud i lyset. Statsministerens bidrag har været forsøg på bagatellisering. Samme strudsemetode forsøgte hans forgænger i 2001. Den kan virkelig ikke anbefales.