Danmark er et lille land med en stor kyststrækning, hvor ingen har mere end halvanden times kørsel til den nærmeste strand. Alligevel er det gennem det sidste år lykkedes at bygge en stemning op, hvor knap en fjerdedel af landet fra Vestjylland, videre over Sønderjylland til Sydfyn og Lolland-Falster fremstilles som forarmede »udkantsområder«, som samfundet forsømmer på det grusomste.

Som reaktion på dette forsøger regeringen nu at dæmpe vreden i »Udkantsdanmark« med en ny vækstpakke, hvor adgangen til byggeri i landområder lempes og statskapital stilles til rådighed for vestdanske iværksættere og virksomheder, der ikke hidtil har kunnet finde privat finansiering.

Helt overordnet er der tale om et forfejlet fokus. »Udkantsdanmark« bør ikke være et stort tema, blot fordi en politisk bevægelse, der selv erkender at bestå af »landsbytosser«, har forbigående succes i det vestjyske efter en strid om placeringen af et sygehus.

Vandringen fra landet og småbyerne mod de større danske metropoler er en global tendens, som ikke lader sig standse af særlovgivning og konkurrenceforvridende erhvervstilskud. På sigt vil de større erhverv og den aktive del af befolkningen blive koncentreret i hovedstaden og langs det stærkt voksende østjyske bybånd. Det er ingen katastrofe. Tværtimod er opbygningen af avancerede vidensvirksomheder i disse områder en klar forudsætning for økonomisk vækst.

Regeringens pakke til »Udkantsdanmark« åbner mulighed for flere byggerier i kystområder med særlig tilladelse fra miljøministeren, ligesom planloven på landet gøres mindre restriktiv. Der kan være steder, hvor den nuværende planlov hæmmer udviklingen, og her er en afbureaukratisering på sin plads. Men omvendt skal man også sikre sig, at områderne med deres store naturværdier stadig er attraktive for turister og byboere, der vil flytte på landet. En pulje, hvor staten finansierer nedrivning af forladte bygninger, så affolkningen ikke efterlader de mindre bysamfund i en tilstand af forfald, kunne tilføje vækstpakken mere perspektiv.

Affolkningen af »Udkantsdanmark« kan i det lange løb kun stoppes ved, at befolkningen i de berørte kommuner selv tager fat, vender udviklingen og dropper offerrollen. Til det formål skal de have hjælp – ikke gennem særordninger – men ved at sikre, at de er ligestillet, når det gælder den vitale samfundsmæssige infrastruktur i form af veje, bredbånd og lige adgang til sundhedsbehandling og uddannelse. Det udvidede akutberedskab i Vestjylland og udvidelsen af motorvejsnettet fra Herning til Holstebro opfylder disse kriterier, men at bruge for mange politiske kræfter på det såkaldte udkantsproblem er unødvendigt og kan i værste fald blive spild af skatteydernes penge.