Leder:

Stolthed og fordom

Regeringens kulturkanon blåstemplede retten til være stolt af det bedste i dansk kultur. Det er dens store og varige fortjeneste.

Det var en mærkedag, da den daværende konservative kulturminister Brian Mikkelsen i dag for præcis fem år siden præsenterede regeringens kultur­kanon.

Her var en liste med i alt 108 kunstværker, der – ifølge de dertil nedsatte uafhængige sagkyndige udvalg – repræsenterede det essentielle i den danske kulturarv. Her var en liste, som alle, der havde lyst, kunne læse i og mene noget om, og hvis man ville vide mere om det enkelte værk, kunne man læse videre.

Kulturkanonen var på den måde også et stykke kulturformidling. Lanceringen var en mærkedag, men ikke fordi alt det, der kom med, var indlysende rigtigt valgt. Danmarks mest elskede maler, den store P.S. Krøyer, var ikke at finde blandt den kanoniserede billedkunst. Til gengæld fandt en tegneserie af den amerikanske Disney-tegner Carl Barks plads på listen over kanoniseret dansk børnekultur!

Sådan var der nogle absurditeter undervejs, så når lanceringen var en mærkedag, var det ikke på grund af indholdet, men fordi en borgerlig regering i det hele taget turde gøre det, som det i så mange årtier havde været god tone ikke at gøre: sige højt og tydeligt, at der er noget, der er bedre end noget andet. Sende et signal om, at selv om vi er et moderne samfund i en globaliseret verden, så er der en masse, der er vores fortjeneste som nation, og som vi har lov til at være stolte af. Uden at skulle risikere at blive beskyldt for at være hverken chauvinister eller nationalromantikere. I dag, fem år efter, er det ikke længere tabu at tænke i kulturkanon-baner.

Det er ikke kun kulturkanonens fortjeneste, men kulturkanonen er en central del af dén historie. Selv om den ikke eksplicit var tænkt som et led i en borgerlig værdikamp, så blev den det snart, for venstrefløjen var hurtigt ude og tale fordomsfuldt om smagsdommeri og disrespekt for andre kulturer, og det var noget vrøvl, men det var også noget kærkomment vrøvl.

Så var debatten nemlig i gang, og man blev nødt til at vælge side: Ville man, i kulturkanonens ånd, stå ved sin egen kulturarv, med behørig respekt for det, der er fremmed og anderledes? Eller var man tilhænger af den store, glade, kulturradikale multikulturalisme? Sådan nogle spørgsmål tvang kulturkanonen os til at svare på. Derfor var lanceringen en mærkedag.

Måske læses og bruges kulturkanonen, som det fremgår af dagens avis, ikke så meget mere. I hvert fald er dens virkninger svære at dokumentere. Mere konkret udbytte har vi fået af den forfatterskabskanon, som daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs lancerede i 2004, men det skyldes, at sidstnævnte stiller klare krav om bestemte læsninger i folkeskolen og gymnasiet.

Kulturkanonens ærinde var på én gang mindre konkret og mere ambitiøst. Den var et tilbud, ikke et krav, og i dag står den som symbolet på den nye tid, da vi igen turde være os selv bekendt, og da det igen blev i orden at skelne mellem godt og mindre godt. Der er grund til at ønske tillykke med jubilæet.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.