2. marts 2010, 22:30

Med den berøringsangst såvel regeringen som dens støtteparti og størstedelen af oppositionen viser over for at tage fat om grundlæggende problemer i dansk økonomi – faldende produktion, evigt voksende offentlige udgifter og mangel på nødvendige reformer – kan vi se frem til mange års ulidelig diskussion om i virkeligheden diminutive skatteændringer. Kun de Radikale og Liberal Alliance viser en smule mod til at stikke sylen ind, hvor det kan komme til at gøre ondt. Og det er, selv om man må respektere synspunkterne, lidt en gratis omgang. Ingen af de to småpartier har synderlig indflydelse på de politiske beslutninger, og de vil efter al sandsynlighed heller ikke få det, selv om regeringsflertallet skulle blive ændret.
Lidt op eller lidt ned med skatteprocenten. Det er i virkeligheden bare småtrippen på stedet. Vi skal være glade for de skattelettelser, VK-regeringen har gennemført, og som er på vej. Først og fremmest fordi det er god, borgerlig politik at give folk rådighed over deres egne penge. Skattelettelserne er finansierede, og der er ikke tale om en »rødvinsskat« for de rige, som S og SF vrængende kalder den. Udtrykket fortæller jo i sig selv en del om, hvad de to partier mener om folk, der arbejder og tjener penge. Og det ligger åbenbart helt uden for de to potentielle regeringspartneres fatteevne, at jo mere man arbejder, og jo mere man tjener, desto større glæde vil man også helt automatisk få af en skattesænkning.

Siden seneste valgkamp og cirka en gang om ugen siden da har Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, udtalt sit evige mantra om skat kontra velfærd. Det er en falsk modsætning og en underlig måde at sætte tingene op på. Udfordringen er: fortsat vækst eller ingen velfærd. Helle Thorning-Schmidt har behændigt undgået at svare på to essentielle spørgsmål: 1. Hvem forestiller hun sig skal finansiere velfærdssamfundet? 2. Hvor høj skal skatteprocenten være for, at hun kan opfylde alle danskernes velfærdsønsker? Danmark er i forvejen et af verdens hårdest beskattede lande – måske det hårdest beskattede – og alligevel kan venstrefløjen blive ved at opfinde nye velfærdskrav, som skatteyderne bør finansiere.

Hvis S og SF virkelig vil være et alternativ til den nuværende regering, burde partierne have modet til at åbne en diskussion om velfærdsstatens fremtid. Herunder hvilke grundlæggende forpligtelser samfundet skal påtage sig, og hvilke man med rimelighed kan overlade til borgerne selv – naturligvis mod større rådighed over egne penge – og en kritisk vurdering af, hvad borgerne egentlig får for de milliarder af kroner, der proppes i den offentlige sektor. I stedet foreslår S og SF at udskyde en lettelse af topskatten og køb af nye kampfly til forsvaret. Ja, man kan altid udskyde beslutninger, lukke øjnene og håbe, at alle problemer går over af sig selv. Det gør de sjældent. Men i stedet for problemknusning vælger politikerne mundhuggeri.