10. februar 2010, 23:30

Nyt milliardunderskud og nye besparelser. Sådan lyder seneste melding fra det engang så stolte luftfartsselskab SAS. Samme melding som vi efterhånden har vænnet os til regnskab efter regnskab. SAS har været meget ondt igennem. Tusinder af medarbejdere i de tre skandinaviske lande har ufrivilligt måttet forlade virksomheden, og gentagne sparerunder har skullet få de tilbageblevne til at arbejde mere og hurtigere – helst til en mindre løn. Samme proces har masser af andre virksomheder været igennem; mange endda med succes. Men for SAS gælder, at historien, traditionerne og en uigennemskuelig struktur med mange ledelseslag og en hoben fagforeninger har været hæmmende for de nødvendige omstillinger.

Nu råber SAS atter på penge, hvilket i praksis vil sige, at de tre statslige medejere, Danmark, Norge og Sverige, kan komme til at hoste op med flere skattekroner, for at selskabet kan overleve. Med det ikke helt lille men, at yderligere statspenge formentlig er på kant med EUs regler. Der er ingen grund til at kaste sig ud i endnu en EU-sag om statsstøtte og konkurrenceforvridning. Alene af den grund er de skandinaviske regeringer nødt til at begynde at trykke på bremsen. Men tiden er også inde til, både i SAS og i regeringerne, at overveje, om SAS har en fremtid og i givet fald hvilken.

Med den globale krise er spørgsmålet om statsejerskab af virksomheder blevet mere tvetydigt. Men rent kommercielt er det op til ledelsen i SAS, der jo skal fungere på markedsøkonomiske vilkår, at finde en fornuftig forretningsmodel. SAS er hårdt presset af discountselskaberne; men det er andre store flyselskaber også. Opgaven er at bringe omkostningerne så langt ned, at SAS kan matche priserne, og samtidig tilpasse virksomheden, så SAS stadig har en chance i en verden, hvor konkurrencen ikke bliver mindre. I den forbindelse må SAS også gøre op med sig selv, om der overhovedet fortsat er fornuft i at drive et fælles skandinavisk selskab. Samme overvejelse bør regeringerne i Danmark, Sverige og Norge, som tilsammen ejer halvdelen af SAS, gøre sig. Med den tilføjelse, at regeringerne også må beslutte sig for, om det i fremtiden skal være en statslig opgave at drive et flyselskab.

Umiddelbart er svaret på det spørgsmål et klart nej. Men intet er enkelt i europæisk luftfart. Historisk har der været kraftig statslig indblanding i de store europæiske flyselskaber; og ikke mindst er der national prestige i sagen. Men der er også infrastruktur og beskæftigelse på spil. SAS har betydning for bl.a. Københavns Lufthavne – der fortsat er delvis statsejet – som igen har betydning for tusindvis af afledte job i hovedstadsområdet og for hovedstadens udvikling. Men SAS vender aldrig tilbage til fordums storhed, og en fusion med et andet selskab er næppe inden for horisonten. Regeringen må som medejer overveje sit engagement, og SAS må selv afklare sin fremtidige rolle.