10. april 2010, 22:30

Der synes ingen ende på sager om misbrug af børn i den katolske kirke, som nu også kaster direkte skygger ind over det katolske kirkesamfund i Danmark. Berlingske Tidende har således kunnet afdække forhold, der rejser mistanke mod en stadig fungerende katolsk præst på Sjælland. De nye mistanker svækker samtidig troværdigheden hos biskop Czeslaw Kozon, der lagde ud med at afvise at indlede en undersøgelse med henvisning til, at misbrugssagerne hørte fortiden til.

At den katolske kirke nu - om end meget forsinket - byder de verdslige myndigheder indenfor og lover en uvildig undersøgelse, må trods alt hilses velkomment, og at man samtidig vil give adgang til et arkiv med bl.a. personalesager vidner om, at der et eller andet sted i kirkens top er en vilje til at adressere problemerne og tage skridt i retning af større åbenhed, som synes mere presserende end nogensinde.

Men forløbet har på ingen måde været kønt. Det er stærkt kritisabelt, at man har forsøgt at gemme kirkens problemer ned i hemmeligholdte arkiver og nærmest pr. rygmarvsrefleks først skal forbi tribunallignende instanser helt nede i Vatikanstaten, før man tør agere på anklager af ganske alvorlig karakter. Det udstiller med al tydelighed, at den katolske kirke har lukket sig om sig selv i en parallelsamfundslignende justits, der vel bedst kan sammenlignes med, hvad der foregår i visse dele af islam. Et system der oven i købet synes at have direkte forbindelse til den siddende pave Benedikt XVI, der ved flere lejligheder i tidligere embeder har været involveret i dels at holde hånden over pædofile præster på trods af massive henvendelser og beviser, dels har medvirket til at føre offentligheden og ofrene bag lyset i årtier ved at forsøge at hemmeligholde kirkens problemer, som nu vælter ud af skabene.

I den forbindelse er det værd at bemærke, at der ikke bør gives nogen særlig syndsforladelse for det forhold, at mange af de sager, vi hører om, ligger mange år tilbage. Tværtimod, kirken har ved at prioritere image over næstekærlighed været direkte meddelagtig i, at sexforbryderne har kunnet fortsætte deres ugerninger. Som der står skrevet: »Den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold« - her synes den nuværende katolske magtstruktur ikke længere at være inkluderet. Søjlens fundament vakler og udgør i sin magtfuldkommenhed problemet. Man er åbenbart villig til at gå endog meget langt for at opretholde en skinhellig glans af urørlighed i det dennesidige.

Det er med andre ord tid til et opgør med den katolske kirkes selvforståelse. Kirken med paven i spidsen skal derfor i ligeværdig dialog med det omgivende samfund for at åbne den romersk-katolske kirkes lukkede magtstrukturer, så den retsorden, som det frie samfund hylder, også kommer til at gælde for katolske præster, hvis man overhovedet skal gøre sig forhåbninger om at fremstå som andet end hyklere af Guds nåde.