11. maj 2010, 23:01

Skal man lede efter det positive i S-SFs »En Fair Løsning«, er det initiativerne, der kan øge arbejdsudbuddet. Det gælder længere gennemsnitlig arbejdstid, og det gælder planerne om en hurtigere vej gennem uddannelses­systemet ved at indføre et tredje semester. Det er forslag, der kan bidrage til at finansiere velfærdssamfundet bedre på lang sigt.
Men det store offentlige underskud er det helt centrale problem, der udstiller de to partiers fundamentale svaghed og utroværdighed. For det første udviser S-SF ikke nogen lyst overhovedet til at røre det mindste ved udgifterne til velfærdsydelser. For det andet virker de positive initiativer omkring arbejdsudbuddet helt overvejende først om flere år, mens der på den lidt kortere bane slet ikke tages hånd om at sikre, at der bliver bedre balance mellem offentlige udgifter og indtægter. Bare at henvise til en indfasning af planens elementer, så finanserne kommer i balance med kravene i EUs konvergensprogram, er meget svagt. Svagheden udstiller oppositionspartiernes manglende troværdighed og forgæves bestræbelser på at opnå anerkendelse for økonomisk ansvarlighed.

Det kan være, at S-SF-udspillet har sat dagsordenen i medierne for en stund. Men det ændrer ikke ved, at regeringen og alle andre berettiget kan stille spørgsmålet: Hvordan skal der skabes bedre balance på de offentlige budgetter i 2011, 2012 og 2013? I sig selv kan det være i orden at fremrykke nogle offentlige investeringer, som planen lægger op til. Men uden at forholde sig til udgiftssiden bliver det meningsløst. Partierne er f.eks. åbne for justeringer af dagpengesystemet, så man eventuelt kan vælge højere dækning i en kortere dagpengeperiode. Det kan være fint. Men der er overhovedet ingen bud på, hvordan man kunne få et økonomisk mindre tyngende system, og det er meget karakteristisk for udspillet. At offentlige udgifter kun kan bevæge sig i én retning: opad.

På et tidpunkt må oppositionspartierne erkende, at visionær politik også omfatter evnen til at formulere reformer, der kan reducere udgifterne til veletablerede velfærdsgoder. Det samme gælder sådan set regeringen, der også er tavs, når det gælder reformer. Men mens regeringen trods alt vil stramme op på den offentlige økonomi, sender S-SF et signal om højere offentligt forbrug netop nu, hvor hele Europa må stramme op. Det er ganske enkelt uforståeligt.

Selve kernen i S/SF-planen, at øge den daglige arbejdstid med 12 minutter gennem trepartsdrøftelser, er som nævnt ved første øjekast inciterende, men bestemt heller ikke uden problemer. Ændringer den vej rundt og gennem overenskomster tager tid, og set i det lys er 12 daglige minutter forsvindende lidt. LOs formand Harald Børsting kom da også i gårsdagens omfattende mediedækning til at give udtryk for, at S-SF-udspillet ikke indeholdt den store ændring på dette punkt og i øvrigt først skal forhandles på plads – givet til højest mulige pris. Skulle det derfor batte noget, måtte ændringen således nok være noget større end 12 minutter. Det minuttal giver mest af alt associationer til en kaffepause.