3. august 2008, 20:45

Sidste uges oplysning om, at russiske militærfly har genoptaget anflyvningerne mod dansk luftrum i et omfang, som har sendt det danske afvisningsberedskab på vingerne med betydeligt kortere intervaller end tidligere har bragt mindelser om Den Kolde Krig. Det, der leder tankerne tyve år tilbage i tiden er ikke udsigten til russisk magtanvendelse, for den trussel er stadig meget langt væk. Men det er det russiske behov for at stive sig af med at fremvise militære muskler, der minder om en fortid, de fleste vel havde troet og håbet var et overstået kapitel.

Den daværende preussiske kansler, Otto von Bismarck, der på sine naboers bekostning skabte et forenet og militariseret Tyskland tilskrives en udtalelse om, at »stater har ikke venner, den har interesser«. Heri ligger meget præcist definitionen af magtpolitik, når den er løsrevet fra demokratiske værdier. Ruslands optræden overfor omverdenen og dets naboer minder om Bismarcks magtpolitik. Med sine store energireserver og råstoffer, med sin befolkning og udstrækning har Rusland potentialet til at genindtage en væsentlig rolle på linje med de andre nationer i stærk vækst, Kina og Indien. Men hvor man kunne have håbet, at kommunismens og diktaturets fald ville ændre russernes adfærd overfor omverden, må man konstatere, at det meste er ved det gamle.

Det er ikke mange måneder siden man så russerne anvende fortidig chikanepolitik overfor britiske kulturrepræsentationer, da Rusland var utilfreds med Storbritanniens insisteren på at få den mistænkte for mordet på Aleksander Litvinenko udleveret. Rusland forsøger at blokere for Kosovos selvstændighed, selv om den helt overvældende del af befolkningen ønsker sig fri af Serbien. Russerne støtter morderiske regimer, når det tjener dets umiddelbare interesser. Det bruger naboernes afhængighed af russisk energi til at sætte sin vilje igennem. Rusland opfører sig med andre ord som man kan vente det af det diktatur. Ikke som man ville forvente, at en demokratisk stat ville opføre sig.

Russernes genoptagne flyvninger, herunder langedistance flyvninger med bombefly, sættes af nogle forskere i forbindelse med russernes utilfredshed med det amerikanske missilskjold og dets europæiske filial med baser i Tjekkiet og Polen. Russerne truer jævnligt de to tidligere østlande med repressalier, hvis de ender med at sige ja til de amerikanske baser. En polsk udenrigsminister bemærkede, efter endnu en trussel om et nukleart russisk svar på missilskjoldet, at han gerne ville anmode om, at russerne indskrænker sig til kun at true Polen med atomkrig en gang hver tredje måned. Men det er bekymrende, at en stor og atombevæbnet nation som Rusland mener sig berettiget til at bestemme, om suveræne nationer og medlemmer af NATO og EU skal opstille dele af et missilforsvar, der åbenlyst ikke er rettet mod Rusland.

Den nye russiske imperialisme er et faktum. Reaktionen på den må som hidtil falde i to dele. For det første en stilfærdig, men fast afvisning af det fortidige russiske forsøg på at dominere sine omgivelser med magtpolitik. For det andet et fortsat tilbud om samarbejde gennem NATO, EU og andre organer. Men en egentlig samarbejdspartner bliver Rusland nok ikke i nogen nær fremtid.