13. november 2008, 21:27

Den nyvalgte amerikanske præsident, Barack Obama, får som en af de første opgaver som præsident at forholde sig til Rusland, som i næsten alle sammenhænge er på vej væk fra demokratiske tilstande og samarbejde med Vesten. Obama arver ikke alene diskussionen om våbenskjoldet, der skal opstilles i de tidligere østbloklande. Han arver også et forhold til Rusland, som er præget af usikkerhed og mangel på fokus fra Bush-regeringens side. Den snart afgående amerikanske præsident, George W. Bush, har haft travlt med alt muligt andet end lige Rusland. Og med de forandringer, der p.t. sker i Moskva, ved Obamas rådgivere, at det haster med en ny politisk kurs over for Moskva.

Missilskjoldet er kun en del af problemet. Obama har faktisk endnu ikke afgjort, om det fortsat er en god idé at opstille raketter i Polen og radaranlæg i Tjekkiet med det formål at kunne forhindre et angreb fra f.eks. Iran. Rusland har modsat sig det på trods af, at raketterne ikke er vendt mod Rusland. Og midt under Obamas sejrsfest i Chicago varslede den russiske præsident, Dimitrij Medvedev, at Rusland vil opstille mellemdistanceraketter i Kaliningrad, hvis amerikanerne gør alvor af at etablere et missilskjold i deres interessesfære. Et mærkeligt udfald mod en præsidentkandidat, som gentagne gange har understreget, at det ikke er sikkert, at USA under Obama vil gennemføre missilskjoldet. Det skal først vise sig dueligt, før den nye præsident vil smide milliarder af dollar ud til det.

Men Medvedevs klare trusler er endnu et resultat af russisk magtfuldkommenhed. Medvedev vil, ligesom sin forgænger, premierminister Vladimir Putin, kun tale med lande som Venezuela og Iran. Europa og USA er fjenden. Set gennem Moskvas særlige briller.

Hvis man er i tvivl om, hvor Rusland er på vej hen, så kan man i dag i avisen læse historien om, hvordan Medvedev og Putin i fællesskab er ved at skabe et »evighedspræsidentskab«. Plottet, som de har gang i, er at udvide præsidentperioden med to gange seks år, således at Medvedev kan sidde frem til 2018, eller at Putin kan stille op igen og sidde frem til 2024. Et makkerskab der skaber et nærmest tsaragtigt system.

Den kurs, Rusland forfølger, er mindre og mindre demokratisk. Det parlamentariske system er sat ud af kraft. Der er i forvejen næsten et etpartisystem. Putins parti, Forenet Rusland, har to tredjedele af pladserne i parlamentet, og det giver enerådig magt. Det kan på den baggrund undre, at EU-landene står så langt fra hinanden, når det gælder om at lægge pres på Rusland for at bevæge sig i en mere demokratisk retning. Flere af EUs lande synes mere optaget af de faste gasleverancer fra Rusland end i, hvad Moskva egentlig foretager sig. Det kan give Obama problemer, Han får brug for europæernes støtte. Men det kræver et enigt Europa. Og det findes ikke i forhold til Rusland.