28. oktober 2009, 23:00 – opdateret 28. oktober 2009, 23:01

Afsløringen af terrorplaner rettet mod et eller flere specifikke mål i Danmark er med god grund dén sag, der fylder såvel medier som den offentlige debat i disse dage. Det er trods alt første gang, vi har hørt om ganske langt fremskredne planer om at slå mennesker i Danmark ihjel, angiveligt med Muhammed-tegningerne som årsag. Sagen har åbnet øjnene for det forhold, at Danmark nu er så højt oppe blandt vestlige terrormål, at nogen åbenbart har forsøgt at gøre alvor af en latent trussel. Det er nyt; det er bekymrende, og det er alvor.

Men nok så væsentligt er den kendsgerning, at planen er blevet afsløret. Endda i meget god tid. Efter de foreliggende oplysninger var et angreb jo ikke nært forestående. Samarbejdet mellem det amerikanske FBI og danske PET har tilsyneladende fungeret efter bogen, og PETs chef har ikke efterlyst flere redskaber i form af skærpet terrorlovgivning end dem, han allerede har. Alt i alt ser det ud til, at det er blevet vanskeligt at bedrive terror i Europa. Der er ikke set et vellykket angreb siden angrebet i London i 2005.

På denne baggrund kunne man vente, at politikerne holdt hovedet koldt og nøjedes med at glæde sig over, at efterretningstjenesten og samarbejdet med andre tjenester virker. Men ikke i Danmark, hvor Dansk Folkeparti omgående har rejst spørgsmål om endnu mere overvågning. Regeringen har svaret forsigtigt henholdende. Flere redskaber til PET forudsætter, at PET beder om det, lyder det også fra Socialdemokraterne. Vist så. Men det rigtige svar burde være et meget tydeligt nej til at misbruge situationen til yderligere hovedløs overvågning af borgerne.

På samme måde kan befolkningen med god ret bede deres medier om at overveje, om dækningen af terrorsagen balanceres rigtigt. Danskerne er langt mindre bekymrede, end man skulle tro efter mediedækningens omfang. Tre af fire danskere mener ifølge en undersøgelse fra Trygfonden forleden, at medierne overdriver bekymringerne på næsten alle områder. Frygten for fremtidige rentestigninger er ifølge undersøgelsen større end frygten for terror. Risikoen ved at krydse Nørrevoldgade er i virkelighedens verden større end risikoen for at blive ramt af terror på Nørreport, og det ved folk altså godt. Historien om attentatplanerne mod mål i Danmark skal fortælles og forklares, men med roen i behold.

De afslørede terrorplaner med forbindelsen til Pakistan viser først og fremmest nødvendigheden af at bekæmpe terrorrederne i de pakistanske stammeområder langs grænsen til Afghanistan. Den pakistanske hær på den ene side og NATOs koalition på den afghanske side må og skal vinde demokratiernes kamp mod den religiøse terrors bagmænd og oprindelse. Hvordan kan Danmark medvirke til at stabilisere demokrati og lov og ret i Pakistan og Afghanistan? Det er hvad politikerne især burde koncentrere sig om.