2. oktober 2009, 23:00

IOC-medlemmernes valg af Rio de Janeiro som olympisk værtsby var breaking news på mindst to fronter: Dels kommer OL for første gang til Sydamerika og til et Brasilien, der af al kraft vil forsøge at bruge sejren til at løfte landet yderligere fra fattigdom til en ny rolle som regional supermagt. Dels var hele forløbet i går en svidende kindhest til den amerikanske præsident Barack Obama, der intet fik ud af sin tur til København – ud over naturligvis møderne med dronning Margrethe og statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Overvejelserne omkring Rios kandidatur har også handlet om en idealistisk holdning til legene som en løftestang for et samfund som det brasilianske. Til det er der at sige, at den effekt kun til dels kan dokumenteres historisk. De Olympiske Lege genererer næsten pr. definition vækst og optimisme i og omkring en værtsby, i hvert fald for en periode. Derimod er det nok tvivlsomt, om legene nødvendigvis kan skabe mere grundlæggende samfundsændringer dér, hvor de holdes. Eksempelvis var det på forhånd håbet, at OL i Beijing i 2008 ville blive en katalysator for mærkbare forbedringer af menneskerettighederne i det kommunistiske land. I stedet blev legene ifølge organisationen Human Rights Watch afsæt for flere humanitære krænkelser, herunder deportationer, arrestationer, chikane og censur. Nu er Brasilien ikke et diktatur som det kinesiske, så bekymringerne omkring Rio går på andre problemer. Herunder den enorme kriminalitet og en vanskelig infrastruktur. Men som en markering af, at den olympiske bevægelse er global og ikke et anliggende mellem Nordamerika, Europa og Asien, er valget i orden, også i og med at OL nu kommer til et land, der vitterlig er en sportsnation i den absolutte superklasse.

Når alle betragtningerne for og imod valget af Rio de Janeiro som OL-værtsby er overstået, står fravalget af Chicago imidlertid tilbage som fredagens absolutte overraskelse og som et markant nederlag for USAs præsident Barack Obama. Ikke alene blev Chicago siet fra – men byen var også den første af de fire kandidatbyer, der røg ud i mørket. Omstændighederne omkring hver enkelt IOC-medlems stillingtagen kendes naturligvis ikke, men USAs præsident er ikke hvem som helst, og det er svært at bortforklare, at det er en flovmand for Obama, at han ikke var i stand til at tiltrække begivenheden til De Forenede Stater. På den anden side vil nederlaget næppe være noget, der i afgørende grad afsporer Barack Obamas præsidentskab. Men det følger en række andre problemer på den internationale front for præsidenten, som eksempelvis valgte en åben kurs over for det iranske præstestyre og som tak fik et hemmeligt atomprogram og en prøveaffyring af langdistanceraketter. Obamas internationale meritter er endnu for få, og præsidentens globale karisma er i 2009 kun i begrænset form omsat i konkrete resultater. Man må håbe, at den tendens brydes, når Obama forhåbentlig vender tilbage til København til klimatopmødet i december, hvor der sandt for dyden er andet og mere end et værtskab på spil.