11. februar 2010, 23:30

Egentlig var det et ganske smart træk, regeringen foretog i 2006, da man i en aftale med DF, Socialdemokraterne og de Radikale besluttede at overlade det til eksperterne i Sundhedsstyrelsen at fremsætte forslag om, hvordan specialerne skal placeres på landets sygehuse. Målet var og er at skabe et moderne og effektivt sygehusvæsen med superhospitaler, og i den sammenhæng er det naturligt at kigge på specialefordelingen, så patienterne altid er sikret den bedst mulige behandling. Samtidig fik regeringen pillet ideologien ud af debatten. Den er bl.a. Socialdemokraterne så ved at pille ind igen, fordi det nu viser sig, at Sundhedsstyrelsen kan finde på at mene, at nogle af privathospitalerne besidder tilstrækkelige kvalifikationer til at opnå elitestatus. Eksempelvis kan det private HjerteCenter Varde opnå specialestatus. Den anerkendelse må så følges op af, at privathospitalerne i højere grad pålægges forskningsmæssige og uddannelsesmæssige forpligtelser.

Man skulle egentlig glæde sig over, at de private sygehuse, som jo har været med til at nedbringe ventelisterne, får dette faglige skulderklap af Sundhedsstyrelsen. Men sådan spiller det socialdemokratiske klaver ikke. Partiets sundhedspolitiske ordfører Sophie Hæstorp Andersen udtaler, at hun er utryg ved, om der bliver stillet samme skrappe kvalitetskrav til de private hospitaler som til de offentlige. Hvis Sophie Hæstorp Andersen virkelig har grund til utryghed, har hun naturligvis en knippelgod sag. For så udfører Sundhedsstyrelsen ikke sit arbejde godt nok. Det er noget af en beskyldning fra en fremtrædende politiker. Men i første omgang vælger vi at tro, at den socialdemokratiske ordførers udtalelse mere baserer sig på politiske overvejelser end på viden.

For den enkelte patient er det ligegyldigt, om en behandling finder sted i privat eller i offentligt regi. Bare behandlingen er god. På trods af et stigende antal private sundhedsforsikringer lever privathospitalerne i høj grad af offentlige midler. Pointen er bare, at de private tilbud udgør et alternativ, som dels byder de offentlige på faglig konkurrence, dels giver regering og folketing mulighed for at finde noget, der tilnærmelsesvis ligner en markedspris på sygdoms­behandling. Med et stigende antal ældre og flere danskere på offentlig forsørgelse er det ikke ligegyldigt, hvad sundhedssektoren koster. For fuldstændighedens skyld er det værd at notere, at privathospitalerne foreløbig kun æder få procent af de offentlige sygehusudgifter
Den store sygehusplan medfører, at nogle specialer flyttes mellem hospitalerne. Det giver mening rent lægefagligt, men det medfører selvfølgelig ulemper i form af længere transporttid i landets yderområder. Nye undersøgelser viser dog, at befolkningen er parat til at tage de ulemper med, hvis man ellers kan være sikker på at komme i de rette lægelige hænder, hvis man bliver alvorligt syg.