16. marts 2010, 22:30

At gøre den enkelte til medansvarlig for egen skæbne har altid været god borgerlig politik, og det bliver nu til en del af udlændingepolitikken efter regeringens aftale med Dansk Folkeparti. Når aftalen bliver til lov, vil udlændinge, der aktivt bidrager til egen integration gennem sprogkundskaber og beskæftigelsesgrad, via et pointsystem kunne opnå permanent opholdstilladelse allerede efter fire år i modsætning til de nuværende syv.

At gøre det personlige ansvar bærende for den enkeltes integration må på alle måder hilses velkommen. En enkelt skønhedsfejl har dog sneget sig ind i en ellers løfterig aftale: I fremtiden skal staten nemlig også kunne uddele point for aktivt medborgerskab, en gummiformulering som dækker over, at staten skal agere smagsdommer i forhold til, hvilket organisatorisk arbejde der kan være adgangsgivende til det danske samfund.

De Radikale og Enhedslisten har forudsigeligt udlagt hele aftaleteksten som endnu et angreb på en anstændig udlændingepolitik. Her må man blot henvise til, at den holdning har danskerne ved flere valg afvist. Vi ønsker ikke at være stoppested for indvandrere, der kun ønsker vores goder, men ikke vil bidrage positivt til fællesskabet.

Aftalen er samtidig første skridt fremad for de Konservatives demokratiske integrationsudspil fra sidste sommer, som indtil videre har været sendt i skammekrogen af et uigennemtænkt burka-forbud, men som nu endelig ser ud til at få luft under vingerne. Med regeringens eget motto ’en fast og fair udlændingepolitik’ betoner denne aftale i høj grad en fair tilgang, som også statsministeren i flere omgange har gjort til sin linje i værdikampen, sidst i sin nytårstale hvor Lars Løkke retorisk omfavnede alle udlændinge, der ønsker at bidrage positivt til landets uvikling.

Diverse justeringer og småstramninger til side er aftalen et udtryk for et fornuftigt gearskifte i den samlede udlændingepolitik, hvor værdikampen nu mere tydeligt underordnes en bredere velfærdsdagsorden, hvor beskæftigelse er det primære redskab til en øget integration, og som alt andet lige må have kostet mest ved forhandlingsbordet for det parlamentariske grundlag end for regeringspartierne. Om DFs top har opbakning i hele gruppen til den nye linje, hvor partiet nu bliver medlovgiver til en mere inkluderende integrationspolitik, er et åbent spørgsmål, især når man medtænker fætrene Krarup og Langballe, der tilbage i 2002 forhandlede udlændingeloven i hus ved netop at stå ubøjeligt fast på stramninger i forhold til permanente opholdstilladelser. Måske er det derfor, alle parter har så travlt med at sælge aftalen som en strammer-aftale alene, selvom der i virkeligheden er tale om lidt spredte piskeslag og en meget stor gulerod: hurtigere adgang til permanent ophold i Danmark.

Tilbage står, at lovgivningen nu i højere grad kommer til at afspejle en global virkelighed, hvor Danmark på den ene side fortsat skal kunne kontrollere, at ikke hvem som helst får ophold, og på den anden side skal sikre kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, der skal være med til at sikre vores velstand. Denne sidste opgave kan en udlændingeaftale ikke løfte alene, men dette er et skridt i den rigtige retning.