19. februar 2010, 22:30

Ældre læsere kan sikkert levende huske en tid, da skoleelever stod på rad og række i skolegården ved dagens begyndelse, vandrede i god ro og orden til klasselokalerne, rejste sig for læreren, når han eller hun kom ind i klasselokalet – til tiden, naturligvis – og tav stille i timerne, hvis de ikke direkte blev spurgt. Nej, vi ønsker os ikke tilbage til en skole med kasernementalitet, og erindringens nådige slør dækker muligvis for, at alt ikke foregik helt så disciplineret, da farfar var ung. Men Morgenavisen Jyllands-Postens afdækning af, at de studerende på læreruddannelserne i massiv grad pjækker fra undervisningen, er sigende for, hvorfor folkeskolen lider under et grundlæggende problem med disciplinen. Et problem der ikke bare handler om uro i klasseværelserne, men om mangelfuld undervisning, der igen bevirker, at en stor gruppe unge aldrig kommer i gang med en ungdomsuddannelse.

Hvorfor de lærerstuderende ikke finder det nødvendigt at deltage i undervisningen, kan man søge flere forklaringer på: Måske er de unge bare så kloge, at de ikke har brug for at møde op for at få fortalt noget, de godt ved i forvejen. Måske har de så travlt med studiejobbene i Netto og 7-Eleven, at der ikke lige er tid til også at være aktive på uddannelsesstedet. Måske er undervisningen på læreruddannelserne så elendig, at de studerende får mere ud af at sidde hjemme i den forældrekøbte ejerlejlighed og selv læse op på stoffet.

Spøg til side. Rektorerne for læreruddannelserne og Undervisningsministeriet må finde årsagerne til dette omfangsrige pjækkeri, der optræder på de sidste år af læreruddannelsen – det første år er der mødepligt. Der er tale om et kolossalt ressourcespild, når undervisningslokaler står tomme, undervisere møder op til for få studerende, og de studerende, som møder op, ikke får tilstrækkeligt udbytte af deres uddannelse. Den enkelte lærerstuderende må stille sig spørgsmålet: Hvis jeg ikke gider møde op til undervisningen i det studium, jeg frivilligt har valgt, og som skal skaffe mig brød på bordet, hvordan vil jeg så i fremtiden motivere mine elever i folkeskolen til at møde op og være aktive i timerne? Samme spørgsmål kan man stille sig i Danmarks Lærerforening i stedet for pr. refleks at trække revolveren, hver gang der lyder kritik af eller fremkommer forslag til forandringer af folkeskolen.

En lærer er ikke automatisk den autoritet i lokalsamfundet og skolen, som han eller hun var engang. Det er en udvikling, lærerne i høj grad selv har skubbet til ved at proletarisere deres profession og fralægge sig det lederskab, som det kræver at skulle stå over for 20-30 elever i en klasse. Forældrene har også et kæmpe ansvar, fordi de ikke opdrager deres børn og ikke viser skolen den nødvendige respekt. Vi kan glæde os over at leve i et samfund, hvor titel og stand ikke i sig selv indgyder frygt hos andre. Men selvrespekten og ansvaret kan man ikke løbe fra.