23. oktober 2008, 22:30

Den nyudnævnte konservative partileder Lene Espersen virkede næsten chokeret, da hun forleden på TV reagerede på nyheden om, at en af to fængslede tunesere, mistænkt for mordplaner på tegneren Kurt Westergaard, var sat på fri fod og nu opholder sig på »tålt ophold« i Danmark. Hendes tilsyneladende overraskelse tyder på, at ministeren enten lider af en svækket hukommelse eller også er en god skuespiller. For realiteten er, at Lene Espersen og andre i regeringen har kendt til problemet »tålt ophold« i årevis, men uden at finde løsninger på den utålelige situation, som nu atter er i fokus. Nemlig dette, at Danmark i respekt for internationale konventioner ikke kan gennemføre udvisninger til lande, der har tortur eller dødsstraf i den retspolitiske værktøjskasse.

Tuneseren blev efter opfordring fra Politiets Efterretningstjeneste, PET, og under stor opmærksomhed i februar administrativt udvist. Da PET ikke mener, at dens arbejdsmetoder i denne sag kan fremlægges for en domstol, blev udvisningen, som loven tillader det, afgjort med to ministres underskrifter. Den ene var daværende justitsminister Lene Espersen, den anden integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. Allerede dengang forudså eksperter, at de to tunesere kunne ende på tålt ophold i Danmark. Den ene tuneser har siden forladt landet frivilligt, men den anden er altså nu på tålt ophold, hvilket vil sige, at politiet holder øje med ham; han er uden CPR-nummer og kan ikke arbejde, men han kan færdes frit.

Birthe Rønn Hornbechs engagement i sager om tålt ophold går langt tilbage. I 2001, før den borgerlige regering kom til, kritiserede hun i skarpe vendinger den daværende SR-regering for at lade den senere udrejste irakiske hærchef færdes på tålt ophold. Han boede hos sin familie i Sorø, med et vist tilsyn fra politiet. »Han skal ud. Regeringen skal se at få ham plantet et eller andet sted«, sagde hun. For næsten præcis syv år siden.

Men siden er problemet indskrevet i den store politiske glemmebog. Lige indtil de to tunesere blev pågrebet, angiveligt i færd med at planlægge mord på Kurt Westergaard. Tuneseren er i øvrigt ikke den eneste med status som uønsket i Danmark. En snes andre opholder sig i landet på samme vilkår. Disse sager rummer mange og vigtige retspolitiske aspekter. Nogle af de udviste er dømt og udvist for alvorlige forbrydelser, mens andre som tuneseren blot er udvist alene på PETs mistanke, uden den retsbeskyttelse i form af domstolsprøvelse, som demokratiske samfund ellers kæmper for. Omvendt krænkes borgernes retsfølelse af utålelige tilfælde af tålt ophold. For det er beskæmmende, at der ikke alene går dømte personer rundt, som ikke kan udvises, men også personer, der som tuneseren er under alvorlige anklager om terrordrab. Regeringen har fortrængt problemet eller vendt det blinde øje til, indtil den i foråret omsider nedsatte en arbejdsgruppe til at undersøge sagen. Ikke overraskende er arbejdsgruppen langtfra færdig med sine studier. Regeringen har svigtet både borgernes retsfølelse og dem, der som tuneseren blot er udvist på en mistanke, og begge dele var til at forudse allerede i februar. Det eneste overraskende i sagen er faktisk den tidligere justitsministers overraskelse.