20. juni 2010, 23:01

Sagen er barok i sig selv: En enlig mor blev af et jobcenter godkendt til aktivering på et bordel i det københavnske nordvestkvarter. Historien kom frem i går og affødte straks fortjent forargelse fra stort set alle parter - dog ikke kvindens kommune, der har en økonomisk interesse i at sikre aktivering for så mange ledige som muligt, fordi det medfører en større godtgørelse fra staten. Der er for så vidt ikke noget i vejen med, at kommunerne på denne måde tilskyndes til at aktivere ledige, selv om sagen illustrerer, hvordan kassetænkning mellem offentlige instanser kan ende i det absurde. Men mest viser eksemplet, hvor svært det danske samfund har det med at tackle dets måske dybeste problem overhovedet – nemlig at 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder ikke er en del af arbejdsmarkedet.

For blot et par uger siden udsendte Danske Bank en prognose, der forudså, at ledigheden nu havde toppet. Og i de senere måneder er den stejlt stigende ledighedskurve da også knækket. Det er en glædelig udvikling, som imidlertid ikke må fjerne fokus fra det gigantiske samfundsproblem, som den kolossale gruppe af ikke-arbejdende danskere udgør. Selv i de økonomisk fede år, hvor arbejdsløsheden styrtdykkede, lykkedes det ikke at få gjort noget fundamentalt ved den uting, at alt for mange modtager passive offentlige overførselsindkomster i stedet for at bidrage til samfundets vækst og velfærd via et arbejde. Men når såvel arbejdsmarkedskommissionen som velfærdskommissionen og parader af indsigtsfulde eksperter har råbt på reformer i årevis, så er det naturligvis ikke tilfældigt. Det er et resultat af det indlysende, at det for et samfund med stadig flere ældre bliver stort set umuligt at opretholde en blot nogenlunde genkendelig kernevelfærd for borgerne, hvis samfundet samtidig skal finansiere livets opretholdelse for en så stor gruppe borgere i den arbejdsdygtige alder.

Når Folketinget samles efter sommerferien, og regeringen sætter vækst og fremtidens velfærd på dagsordenen, må og skal dette ubærlige samfundsproblem derfor tackles. S-SF har forsøgt at bilde danskerne ind, at det kan ske ved at udstede en trylleformular om 12 minutters ekstra indsats om dagen for de, der allerede er i arbejde. Der er ikke noget i vejen med at arbejde mere – særligt ikke, hvis man modsat S-SF har en konkret plan for, hvordan det kan ske. Men hovedproblemet er, at der over årtier er skabt en situation, hvor vi som samfund har tålt, at færre og færre skatteydere skal betale for flere og flere passivt modtagende danskere på overførselsindkomster. Med dagpengereformen som en del af VKOs genopretningsplan er første skridt taget til at gøre op med dette uvæsen, der eroderer velfærdssamfundets bærende konstruktioner. Næste skridt må være at kikke på både førtidspensionsområdet og efterlønnen. Målet må være hurtigt og markant at nedbringe antallet af arbejdsdygtige danskere uden for arbejdsmarkedet. Så slipper man også for at aktivere folk på bordeller.