4. juni 2008, 19:30

Med den 46-årige senator Barack Obamas sejr over rivalen senator Hillary Clinton kan Demokraterne nu koncentrere sig om den virkelige hovedmodstander i form af det Republikanske parti.

Enhver, der har oplevet taleren Barack Obama, har fornemmet, at her er en helt særlig politisk figur, skønt et aldeles ubeskrevet blad. Men sandt at sige har Barack Obama ikke imponeret, når det gælder de politiske standpunkter i hele processen med de mange primærvalg. Og det er på handlingerne, ikke talerne, en politiker skal bedømmes. Nu får Obama rig lejlighed til at koncentrere sig om den politiske platform, de handlinger han vil stå i spidsen for, hvis han vinder. Omverdenen kan i den forbindelse kun håbe på, at han rykker tættere på den politiske midte. Hvor præsident Bill Clinton fornyede det Demokratiske parti ved at placere det solidt på midten, er der klare tegn på, at Barack Obama er mere gammeldags. Det gælder hans tøven ved frihandel, hans uklare udenrigspolitik og en mere traditionel fordelingspolitik. Men Obama kan vise sig at overraske positivt, f.eks. hvis han rykker partiets platform til højre, derhen hvor amerikanerne er.

Hele primærvalgkampen mellem Clinton og Obama viser, at USA belønner flid og engagement; her handler det om talent og den enkeltes bidrag, uanset køn og hudfarve. Dette dementerer på forbilledlig vis falske forestillinger om USA som snæversynet og viser, hvor stærk og overlegent de frie samfund er. Hillary Clinton har tillige været Barack Obama en formidabel modstander. Ingen kan beskylde Hillary Clinton for at være blød, når det gælder udenrigspolitik, og med hendes ubestridelige intellekt og kompetence ville hun have udgjort en meget stærk kandidat til præsidentvalget. Den kommende tid vil vise, hvordan hun formår at spille det kort, at det Demokratiske parti kun vanskeligt kan undvære hendes betydelige politiske talent. Hvis hun skulle gå hen og blive vicepræsidentkandidat, vil hun kunne tilføre en råstyrke og erfaring, som den unge senator Obama kan få glæde af.

Republikanerne har for længst indstillet sig på, at partiet i mange amerikaneres øjne har tabt førstefødselsretten til præsidentembedet i en rum tid fremover. Præsident George W. Bushs personlige popularitet er mildt sagt ikke, hvad den har været. Derfor er senator John McCain også et virkelig godt valg for Republikanerne. Han er ikke en klassisk republikansk politiker, han er ikke en forlængelse af Bush, tværtimod har han i en række sager rakt hånden ud til et bredere samarbejde. Det gælder f.eks. forholdet til USAs allierede, støtten til en klar indsats mod klimaforandringer, et forsvar for frihandel samt en fortsættelse af kampen mod terrorisme. Som sagerne står i øjeblikket, må man sige, at 71-årige John McCain er den stærkeste kandidat af de to. Fokus vil i sagens natur være på, om han vælger en vicepræsidentkandidat, der vil være en kapabel afløser, hvis han skulle gå hen og blive valgt og kun får højst en enkelt periode i Det Hvide Hus. Hvis Obama omvendt og mod forventning flytter Demokraterne et godt stykke mod højre, kan billedet ændre sig. Der er i sandhed lagt op til en historisk valgkamp.