22. februar 2010, 23:01

Traditionen tro skulle nattetimerne tages til hjælp, før forhandlerne fra DI på arbejdsgiversiden og CO-industri fra lønmodtagerne kunne give hinanden håndslag på en ny overenskomst. De timer var nyttigt anvendt, for forliget udtrykker det formentlig bedst opnåelige og illustrerer i al fald, at man – i det mindste hos nogle af fagbevægelsens topfolk på det private arbejdsmarked – har realitetssansen i behold. Den gavebod, som de offentligt ansatte ved deres seneste overenskomstforhandlinger, fik lov at tage af, har ikke længere åbent. Ideelt set burde den nye overenskomst have været en nul-løsning, om ikke ligefrem en lønnedgang. Men omfanget af den økonomiske krise er endnu ikke trængt igennem i en grad, så befolkningen i almindelighed har indset, at håndtaget, hvad lønudvikling angår, skal stilles på Stop.

På positivsiden tæller, at risikoen for en storkonflikt er kraftigt reduceret. Det ville have været dræbende for de små lyspunkter, der trods alt tegner sig for økonomien, hvis samfundet skulle lammes en uge eller to. Med det uundgåelige resultat at regeringen måtte gribe ind. Og med fastsættelse af overenskomsterne, som nødvendigvis måtte blive barskere end det, der nu er opnået. Kritikken er ganske vist allerede fremme af forliget. Især fra HK/Privat, der gerne vil have fjernet den forkætrede 50 procents regel om organisering af HK-området. Den forhandling kommer HK nok til at gemme til bedre tider. Det indledende forlig på industriområdet plejer at være retningsgivende for det øvrige arbejdsmarked, og signalet fra forligsparterne er klart: der er ikke råd til store armbevægelser.

Til plusserne i forliget hører, at virksomhederne på industriområdet har fået en planlægningshorisont. De næste to år ved de, hvad de har at arbejde med på lønområdet. Det er ikke kun godt for virksomhederne, men også for landet. Selv om vi taler om vidensamfund og flere akademiske uddannelser, spiller industrivirksomhederne fortsat en stor og vigtig rolle i samfundsøkonomien. Det skal de blive ved med. Der vil fortsat være behov for produktion af varer, og der vil være brug for folk, der har lyst til at arbejde i industrisektoren. Set fra lønmodtagerside rummer forliget endda positive elementer i fokus på helbredsproblemer ved f.eks. natarbejde, fratrædelsesordning, regler for ligeløn og bedre ordninger for forældreorlov.

Sammenholdt med at der fra dette år også er gennemført ikke helt ubetydelige skattelettelser, har lønmodtagerne grund til at være tilfredse, selv om ønskesedlen var længere. Fra samfundsside ser det mindre lyst ud. Overenskomstforliget forbedrer på ingen måde landets konkurrenceevne, tværtimod. Produktiviteten i samfundet har været jævnt faldende i en årrække, og flere danskere er i dag på offentlig forsørgelse end på arbejde. Foruden at vi oplever en umætteligt voksende offentlig sektor. De problemer kan arbejdsmarkedets parter ikke løse. Men de har i alt fald ryddet nogle sten af stien for regeringen.