20. marts 2010, 23:01

Man må lade finansminister Claus Hjort Frederiksen, at han er en modig mand. At servere et punktopstillet sparekatalog for de forsamlede kommunale borgmestre til KL-topmødet i Aalborg er næsten at bede om at få politiske tæsk, og sådan gik det da også. Nogle ganske enkelte borgmestre – f.eks. Venstre-folkene Lars Krarup i Herning og Thomas Banke i Fredericia – har været befriende undtagelser fra flommen af kommunale brokkerier over udsigten til at skulle spare et milliardbeløb, der reelt blot udgør en brøkdel af det merforbrug i det offentlige, som har været realiteten i alt for mange år. Men den generelle kommunale tilgang til Hjorts sparekatalog har været at fremmane et billede af vederstyggelige velfærdsforringelser for børnene og for de gamle.
Dette billede er naturligvis blevet bakket op af oppositionen på Christiansborg. Socialdemokraterne og SF har i denne uge tonet rent flag med et mod, der næsten matcher det finansministerielle. Nu vil S og SF skrotte skattestoppet, idet der – som S-formanden Helle Thorning-Schmidt udtrykte det forleden – er brug for flere indtægter til de offentlige kasser. Det er da også politisk ærlighed, som på et eller andet plan må aftvinge respekt. For nok viser meningsmålingerne, at et flertal af danskerne er parate til at gå oppositionens vej og opgive det skattestop, der har været en kerne i den borgerlige regerings politik siden magtskiftet i 2001, men lur om den måling holder, når den enkelte vælger opdager, hvor hendes eller hans personlige skatteskrue dermed står til at blive strammet. Men med S-SF-meldingen er banen i det mindste kridtet op til en valgkamp de næste 12-18 måneder, hvor danskerne kan se en forskel på rød og blå blok.

Det store problem for det danske samfund er blot, at de seneste dages meldinger samtidig er med til at understrege den ulykkelige politiske handlingslammelse i dansk politik. For regeringen ved udmærket, at man ikke udelukkende kan spare sig vej frem, når man skal løse de grundlæggende udfordringer, den danske velfærdsøkonomi står med. Og Socialdemokraterne og SF ved også, at man heller ikke kan beskatte sig til at løse disse udfordringer. Alligevel er omdrejningspunktet for debatten netop nu dette: Besparelser over for beskatning. Indsnævres valget til at stå mellem disse muligheder, er det let: Besparelser er en del af kuren, skattestigninger er ikke. Men skal vi også i fremtiden få råd til at tage os godt af børnene og de gamle, må der mere grundlæggende forandringer til for at skabe vækst og sikre, at flere arbejder og færre lever på overførselsindkomster. Og her er både regeringen og oppositionen fælles om at lurepasse i åbenlys frygt for, hvordan vælgerne vil reagere. Det er dansk politiks store udfordring, og den går ikke væk – heller ikke når kræfterne bruges på at skændes om nogle mindre milliardbeløb i de svulmende kommunebudgetter.