23. februar 2010, 23:26

I går gjaldt det en gigantisk ministerrokade som første vigtige skridt til endelig at få etableret Lars Løkke Rasmussens lederskab som dansk statsminister. Rokaden må siges at være en succes. Vælgerne belønner ifølge en Gallup-analyse her i avisen Løkkes mod til at satse næsten hele butikken med en manøvre, der kun efterlod tre ministre uberørte, og som satte stærke og ganske ideologisk funderede kræfter ind i centrale ministerier. Både indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder, kulturminister Per Stig Møller, udviklingsminister Søren Pind og forsvarsminister Gitte Lillelund Bech er en ideologisk styrkelse af regeringen, og det samme, kan man håbe, gælder flere af de friske navne i en omkalfatring, der var større end forventet på forhånd.

Men i dag er der endnu mere på spil. Regeringen fremlægger et nyt politisk grundlag frem mod næste folketingsvalg – og dertil en genopretningsplan for landets kriseramte økonomi. Fokus vil givet hurtigt komme på kriseplanen, der ventes at indeholde besparelser frem til 2013 på omkring 24 milliarder kroner. Men det vil være forkert at underbelyse betydningen af de langsigtede spor for udviklingen i Danmark, som man må forvente fremgår af det nye regeringsgrundlag. På forhånd er der en forventning til, at programmet vil signalere regeringens vilje til at føre en aktiv reformpolitik, der skal øge arbejdsudbuddet. Det vil i givet fald være et godt og stærkt signal. Ganske vist har statsministeren siden nytår betonet, at jo mere effektivt den øjeblikkelige krise tackles, jo mere overskueligt bliver det at tage hånd om de mere strukturelle problemer, som er en udfordring, hvis Danmark skal nå de mål om stadig at være et af verdens rigeste og mest konkurrencedygtige lande, som statsministeren selv fremlagde i efteråret. Men det vil være betænkeligt, hvis regeringen og det ganske land nu går i akut krisetilstand. Dels skal man undgå at gennemføre kortsigtede kriseindgreb, der modarbejder bestræbelserne på at genskabe vækst og fremgang i Danmark. Dels, og lige så vigtigt, skal man fastholde fokus på de problemer, velfærdssamfundet står med på den lange bane, og som ikke bare forsvinder, den dag krisen er overstået.

På forhånd står det klart, at regeringen næppe i nærmeste fremtid spiller ud med en efterlønsreform, trods formuleringerne om en aktiv reformpolitik og det konservative pres vinteren over. Efterlønnen er dansk politiks farligste arena, og sigtet med det nye grundlag er jo også uomtvisteligt at sikre VK-regeringens mulighed for at fortsætte efter det kommende folketingsvalg. Men friholdes efterlønnen indtil videre, stiger kravene så til, at regeringen leverer andre og meget konkrete svar på, hvordan Danmark skal nå statsministerens 10 mål for Danmark i 2020. Det er med dette i baghovedet, at dagens udspil fra den fornyede Løkke-regering skal bedømmes. Jo mere konkret regeringsgrundlaget bliver, des bedre. Forhåbentlig rækker fornyelsen til andet og mere end udskiftninger på ministertaburetterne. Der er brug for det.