23. februar 2010, 10:02

Ægte lederskab er ikke noget, man har, det er noget, man tager.

Den gamle læresætning er statsminister Lars Løkke Rasmussen nu tilsyneladende ved at gøre til sin egen efter ti lidt for lange måneder på posten som Anders Fogh Rasmussens efterfølger.

Dagens markante ministerrokade, hvor 14-15 ministerier får ny chef og en god håndfuld erfarne politikere har måtte acceptere en fyreseddel på ministerplan, er første del af en to-trinsraket, som skal sørge for at etablere et langt stærkere grundlag for regeringen Løkke frem mod det folketingsvalg, der finder sted om senest halvandet år.

Hvis man kikker på selve rokadens mylder af navnenyt på højt politisk plan, så falder rækken af tabere umiddelbart mest i øjnene.

At Venstres næstformand – angiveligt frivilligt – forlader ministertilværelsen for at blive gruppeformand er opsigtsvækkende. At den konservative Jakob Axel Nielsen må forlade regeringen er knap så uventet, men ikke desto mindre markant. Og ikke mindst er Søren Gades farvel til ikke blot forsvarsministerposten, men det politiske liv i det hele taget et voldsomt tab for både partiet Venstre og for VK-regeringen som sådan – til trods for striben af ulykkelige sager hen over de seneste måneder.

Fyringerne af Ulla Tørnæs, Carina Christensen, Helge Sander og til dels Eva Kjer Hansen er derimod stort set efter den køreplan, der har været beskrevet i medierne igennem lang tid.

Til gengæld er den fornyelse, der kommer udefra, nok mindre iøjnefaldende end mange havde ventet – ikke mindst i en kolossal ministerrokade som denne.

Et stærkt eksternt kort som den konservative Benedikte Kier (ny socialminister) og en joker som partifællen Charlotte Sahl-Madsen (ny videnskabsminister) suppleres af en række rekrutteringer fra folketingsgrupperne: Tina Nedergaard (ny undervisningsminister), Henrik Høegh (ny fødevareminister), Hans Chr. Schmidt (ny transportminister) og dertil Danmarks første kvindelige forsvarsminister Gitte Lillelund Bech samt den interessante konstellation med Venstres enfant terrible, Søren Pind, i spidsen for Udviklingsministeriet.

Med partiformanden Lene Espersen som ny udenrigsminister betyder det, at rokaden sætter et helt nyt trekløver i spidsen for landets udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Det er i sig selv en sjælden foreteelse på et tidspunkt, hvor regeringen fortsætter, men det er næppe den fornyelse, der baner vejen for genvalg af VK-regeringen ved et kommende valg, hvor den afgørende dagsorden må forventes at være velfærd og krisestyring – snarere end f.eks. den fortsatte krig i Afghanistan. Men udnævnelsen af Lene Espersen markerer, at de interne rokeringer ikke er de mindst bemærkelsesværdige ved denne fornyelse.

Den konservative partiformand sætter meget på spil ved at tage det udfordrende og rejsefyldte job som udenrigsminister, en beslutning der afstedkommer en række store konservative ryk med Brian Mikkelsen som ny erhvervs- og økonomiminister, Per Stig Møller som kulturminister og Lars Barfoed som justitsminister. Læg dertil Venstre-rokeringerne, der sætter Bertel Haarder i spidsen for et superministerium som Indenrigs- og Sundhedsministeriet, giver Karen Ellemann en mild degradering til posten som miljøminister og til gengæld sender Troels Lund Poulsen over i Skatteministeriet, og billedet af rokaden som en avanceret stoleleg begynder at tegne sig.

Er det så nok?

Man må i hvert fald rose statsministeren for at have løst problemerne med en række svage ministre, der var kørt fast, nogle efter mere end otte års tjeneste.

Et samlet indtryk af en lidt yngre og mere kvindeligt domineret regering må man nikke anerkendende til. Men om fornyelserne og rokeringerne er tilstrækkelige til på fremadrettet vis at etablere den stærke krise- og velfærdsdagsorden, som er nødvendig i de næste par år, hvor regeringen både skal gennemføre en økonomisk hestekur og samtidig overbevise befolkningen om, at den er nødvendig og rigtig, er det lidt for tidligt at bedømme.

For nok er det rigtige – og friskere - hold vigtigt. Men det nye regeringsgrundlag, som ventes at blive præsenteret i morgen, er endnu mere afgørende. Her skal regeringen på baggrund af den såkaldte konvergensrapport både forholde sig til de økonomiske vanskeligheder, nationen står i på kortere sigt som følge af finanskrisen, og samtidig lægge sporene ud til den enorme politiske opgave, det er at sikre finansieringen af det danske velfærdssamfund på længere sigt. Regeringsrokaden var givet nødvendig, men den er højest det halve af arbejdet, som skal sikre, at Lars Løkke Rasmussen for alvor får taget lederskabet af landet – snarere end blot at have det. Om hele denne kolossale manøvre – ja, rent ud sagt: satsning - har en betydelig chance for lykkes, ved vi først for alvor, når det grundlag, det nye hold skal arbejde med, kendes i detaljer.