For godt et par år siden sad en Taleban-kriger i et møderum et sted i Afghanistan, hvor han talte med den stedlige guvernør, en amerikansk kaptajn og en tolk. De diskuterede, hvorfor Taleban-krigeren nogle år tidligere havde tilsluttet sig oprørernes rækker, og de talte om betingelserne for, at han og adskillige af hans medkæmpere nu ville skifte til den lovligt valgte afghanske regerings side.

Referatet af den meget oplysende samtale kan læses blandt de omkring 92.000 rapporter, som netsiden WikiLeaks offentliggjorde for en uge siden. De tegner et billede af en krig, der ikke flytter sig meget ud af stedet. Fraværet af de store afsløringer er vel det mest iøjnefaldende lige nu.

Men rapporterne har desværre afsløret mere end de fortsatte kampe med tilhørende lemlæstelser og drab på soldater, fjender og civile. Nogle af rapporterne afslører også navn og hjemsted på personer, der samarbejder eller overvejer at samarbejde med den afghanske regering og koalitionsstyrkerne. Lederen af WikiLeaks har ellers forsikret om, at man har fjernet netop den type oplysning, som kan sætte afghanske liv på spil. Yderligere påstår man at tilbageholde endnu flere rapporter, indtil man har fjernet de oplysninger, som kan sætte Taleban i hælene på afghanere, der hjælper koalitionen.

Historien om Taleban-krigeren, der ønskede at skifte side, viser, at WikiLeaks og de tre aviser og magasiner, der deltog i offentliggørelsen af dokumenterne, har gjort et dårligt arbejde. Dokumentet nævner omhyggeligt mandens navn, vi får at vide, hvor mødet fandt sted, og hvem hans Taleban-chefer er. Det er oplysninger, som tilsammen gør det let for Taleban at identificere overløberen og hans familie. Der befinder sig nu et antal afghanere i livsfare, fordi den i øvrigt idealistiske journalist, der står bag WikiLeaks, ikke gjorde, hvad han havde lovet: at fjerne følsomme oplysninger.

Ethvert demokrati, og især de krigsførende, skal kunne tåle at få sine gerninger set efter i sømmene. Initiativer som WikiLeaks bidrager helt sikkert til at mindske risikoen for, at regeringer lader deres soldater overtræde krigens love. Alene risikoen for, at oplysninger slipper ud til offentligheden, betyder givetvis, at militære chefer er mere forsigtige, hvis en militær operation indebærer risiko for drab på civile. Og de lækkede papirer kan i al deres gigantiske omfang give offentligheden et realistisk billede af, hvad der foregår.

Men når en organisation som WikiLeaks og de deltagende medier lækker følsomme oplysninger, påtager de sig et kæmpe ansvar. De bliver pludselig selv udsat for granskning og kritik. Paradoksalt nok må vi nu kræve afsløret, hvad der er foregået bag WikiLeaks lukkede døre, inden dokumenterne med de følsomme navne blev kastet på internettet.