5. juni 2010, 23:30

Det kan ikke være rart at være katolik i disse tider. Efter talrige sager om seksuelle overgreb på mindreårige, både herhjemme og i udlandet, kommer nu endnu et par betændte sager: dels DRs historie om et katolsk kloster, hvor en ældre søster, ifølge to tidligere nonner, tilbage i 1993 blev efterladt i kulden i en aflåst klosterhave og døde; dels historien om, hvordan en katolsk præst i 2005 blev idømt dagbøder, fordi politiet fandt børneporno på hans computer. Ifølge dagbladet Politiken fortsatte præsten trods dommen med at arbejde i kirken i fem år.

Sagerne er indlysende alvorlige. At den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, ikke har vist den store vilje til at gribe ind i den første af dem, forekommer stærkt kritisabelt. At kirken angiveligt ikke har kendt til den anden sag, kan undre. At det går så galt, som det går, igen og igen, synes ikke mindst at have med interne forhold i den katolske kirke at gøre. Med selve dens måde at virke på. Som et samfund i samfundet.
I klostersagen er forholdet det, at Czelaw Kozon som biskop ikke har nogen »umiddelbar jurisdiktion« over et kloster. Derfor har han, ifølge eksperter, ikke brudt kirkens eget regelsæt. Heller ikke selv om han samtidig måtte have brudt dansk lov ved at undlade at videregive oplysninger om overgreb til politiet.

Det er her, det egentlige problem ligger: i forholdet mellem en religiøs institution på den ene side og det sekulære samfund og dets regler på den anden side. Hvis religiøs praksis kommer til at stå højere end sekulær jura, er vi ude på et skråplan. Det må ubetinget og altid være det sekulære samfunds regler, der gælder. Uanset om den religiøse institution har rødder i dansk folkekirkelighed, i katolicisme, i islam eller i noget helt fjerde eller femte.

Som udenforstående forekommer det lige nu oplagt at kræve, at Czelaw Kozon fratræder sit embede, men dette er ikke udenforståendes opgave. Det sekulære samfund hverken kan eller skal bestemme, hvem en given trosretning sætter til det ene eller det andet. Det skal derimod, via politiet, undersøge, om nogen – i dette tilfælde den katolske kirke – har undladt at anmelde kriminelle handlinger. I givet fald skal der skrides ind. På det sekulære samfunds præmisser.

At mange af de ulykkelige sager er ramt af en forældelsesfrist, har fået justitsministeren til at bede Straffelovrådet om at overveje, om der er grundlag for at ændre reglerne. Det er et udmærket initiativ, for en ændring af fundamentale retsprincipper på grund af nok så alvorlige enkeltsager, det være sig i et religiøst miljø eller andre steder, skal være velovervejede. Det vigtigste – nu som altid – er, at alle er lige for loven. Uanset hvad de ellers tror på.