Skolen skal kunne rumme alle, og forældrene må acceptere, at ikke alle problemer kræver en psykolog-undersøgelse.
8. december 2009, 11:19
Når hvert fjerde barn i løbet af sin skoletid sendes til psykolog, må man uvilkårligt spørge, om det er børnene, der er noget galt med, eller det er skolen, der helt fejlvurderer eleverne.
Svaret er nærmere, at vi har udviklet et behandlersamfund, hvor vi er tilbøjelige til at ville diagnosticere ethvert lille problem og producere hyldemeter af rapporter i stedet for at skride til aktiv handling. Det er en sørgelig kendsgerning, at alt for mange børn lider af psykiske eller psykologiske problemer. I det omfang skolen er i stand til at identificere dem og agere på problemerne, har de mange psykologundersøgelser deres berettigelse. Men hvis sagen er – og det kan man frygte i mange tilfælde er virkeligheden – at undersøgelserne blot afspejler skolernes magtesløshed over for disciplinære problemer og forældres kamp for at få fuld opmærksomhed til netop deres barn, er psykologbrugen et vildspor.
Specialundervisning og særforanstaltninger skal ikke være en form for nødværge til enten at slippe af med utilpassede elever eller give elever eneundervisning, hvis der ikke er særlig begrundelse for det. Meningen med folkeskolen er, at den skal kunne rumme alle børn med de individuelle forskelle, de repræsenterer. Og så må forældrene acceptere, at de har et ansvar for børnenes opførsel og positive tilgang til skolen – og at ikke ethvert lille problem behøver en diagnose.
