12. november 2007, 19:59

Valget har budt på mange kursændringer, kovendinger og tilnærmelser, men bundlinjen er, at der fortsat består betydelige forskelle mellem regering og opposition. Helt til det sidste tyder flere meningsmålinger på dødt løb mellem de to sider, og at Ny Alliance (NA) får en nøglerolle. NAs betydelige ambivalens viser sig i, at partiet synes om Foghs person og Thornings politik, så hvad får vælgerne egentlig? Hele situationen medfører en klar og overhængende fare for, at Danmark bliver kastet ud i politisk ustabilitet. Hvis vælgerne ønsker fortsat stabilitet, vil det eneste sikre være at sætte kryds ved et af regeringspartierne, V eller K.

I de sidste seks år har der været en enestående stabilitet i Danmark. Tiden er blevet brugt til en række reformer i det danske samfund og med det resultat, at økonomien er bomstærk, skatten i ro og antallet af arbejdsløse er historisk lavt. Enhver bør spørge sig selv, om ikke Danmark er i en bedre stand, end da VK tog over for seks år siden. Prisen for stabiliteten har dog været, at der også er områder, hvor der ikke for alvor er blevet taget fat. Det drejer sig om hele tilpasningen af vort velfærdssystem til de skærpede krav, globaliseringen stiller. Her har der været betydelig ulyst ved at tage fat, og den politiske debat mangler ilt, fanget som den er i bestandige overbud; debatten mangler den dimension, at vi kun har noget at fordele af, hvis vi forkæler erhvervslivet, satser på eliten og på at belønne dem, der gør en ekstra indsats. Uanset hvilken konstellation en ny borgerlig regering kommer til at bygge på, bør en ny valgperiode i stedet bruges til at starte en reformbølge på de områder, hvor der er sket knap så meget. Allerhelst vil vi tro på, at VK formår at få Dansk Folkeparti og NA til at arbejde sammen, hvis det er det, der skal til for at samle det nødvendige flertal på 90 mandater. NAs svingende meldinger giver dog fortsat grund til bekymring, for hvor meget vil partiet kræve af politiske indrømmelser, der trækker Danmark til venstre som betaling for at støtte Fogh? Den usikkerhed formår Naser Khader ikke troværdigt at fjerne. Derfor vil det være klogt at styrke VK i en sådan situation, så der er det stærkest mulige borgerligt-liberale arbejdsgrundlag.

Valgkampen har afsløret en samling, når det gælder oppositionen til venstre. Tydeligvis ønsker S, Radikale, SF og Enhedslisten ikke at tilbringe endnu en periode på oppositionsbænkene. I forhold til sidste folketingsvalg har oppositionen formået at kaste ultimative krav over bord. Til gengæld kan ingen være i tvivl om, at de partier, som vil bære Thorning-Schmidt ind i Statsministeriet, vil rulle tiden tilbage til før 2001 inden for bl.a. udlændinge-, rets-, skatte- og uddannelsespolitik. Det kan friske bemærkninger ikke ændre på; det er en tilståelsessag som bl.a. S og R viste, da de indbød alle asylansøgere til at arbejde, med risiko for at Danmark atter bliver udlændingemagnet.

Folketingsvalget er en festdag for folkestyret. Her får vi mulighed for at tilkendegive, hvordan Danmark skal ledes i den næste valgperiode. Siden Grundlovens vedtagelse er det gået op og ned med valgdeltagelsen, men der har altid været mere end 80 procent, der stemte. Sidste gang lå valgdeltagelsen på 84,5 procent, mens valget i 2001 havde deltagelse af hele 87,1 procent af vælgerne. Den betydelige usikkerhed om resultatet viser, at hver en stemme tæller. Valgdeltagelsen bør derfor kunne komme endnu højere op ved dette gyservalg.