6. februar 2009, 21:16

Det er en fast del af det politiske spilfægteri, at forud for store reformer så skal der lidt brød og skuespil til folket. Der skal helst et stykke råt kød på bordet i form af et upopulært forslag, som politikere og interesseorganisationer kan kaste sig over, og i fuld offentlighed og i samlet flok skamme ud. Så kan alle bagefter lade sig omfavne af baglandet og roses for at have udvist handlekraft og forhindret tiltag, der ville slå uoprettelige sprækker i velfærdssamfundets betonstøbte fundament.

En sådan luns er den del af Skattekommissionens udspil, der handler om at indføre et loft på fire års SU på de længere videregående uddannelser. Forslaget, der udgør beskedne 750 millioner af den samlede finansiering på 35 milliarder, bygger ellers på den sunde økonomiske kalkule, at de studerende, der formodes senere at indtage jobs med en høj indkomst, i det samlede skatteregnskab ikke vil tabe på en samlet reform, tværtimod.

Det halter imidlertid med den uddannelsesmæssige logik bag forslaget. Det er rigtigt, at det er af afgørende betydning, at hvis vi i fremtiden skal klare os i den globale konkurrence, skal vi også have en veluddannet og velkvalificeret arbejdsstyrke. I den sammenhæng er tiden, hvor de unge opholder sig i uddannelsessystemet, også en konkurrenceparameter, som skal tages endog meget alvorligt.

Men forslaget mangler ganske enkelt beregninger, der understøtter, at de studerende rent faktisk vil blive hurtigere færdige. Det er velkendt, at de fleste studerende påtager sig et job, der skal supplere uddannelsesstøtten. Men kan derfor sagtens forestille sig, at forslaget vil have den stik modsatte effekt. At man for at forhindre tidlig gældsætning med lange udsigter til en samlet skattegevinst udsætter afslutningen af studiet ved at påtage sig ekstra arbejde for at finansiere studietiden. En ond cirkel, der holder de studerende i studiejobs længere end ønskeligt. Desuden har man fra universiteternes side de senere år forsøgt at bygge bro til erhvervslivet via omfattende studierelevante praktikordninger. Disse ofte ulønnede ordninger er, hvis SUen indskrænkes, i fare for at blive fravalgt, og dermed mister man en nem og billig adgang til hurtigt at omsætte akademiske kvalifikationer til et samfundsøkonomisk udkomme.

En grundpille i et dynamisk moderne samfund er desuden, at den enkelte uanset baggrund har adgang til undervisning og dermed kan honoreres gennem flid og dygtighed. Den sociale mobilitet risikerer at lide et knæk, hvis unge uden økonomisk støtte hjemmefra skal foretage et studievalg, der påfører dem et lån. Et valg de som mønsterbrydere i forvejen er usikre over for, hvilket en rapport fra SFI bekræftede sidste år.

Men bare rolig, panikken kan aflyses blandt de tusindvis af studerende, der allerede har indsamlet protester på Facebook. Forslaget er – som logikken i sådanne udspil tilsiger – undsagt af alt og alle, som ønsker at sidde med ved bordet, når reformen skal udmøntes. Men det skal ikke forhindre debatten om, hvordan vi skaber et uddannelsessystem, der effektivt skaber konkurrencedygtige kandidater. At bruge SU i en skattepolitisk finansieringsmodel er blot uden visioner og uden for den rette sammenhæng.