27. august 2009, 23:00

På et tidspunkt, hvor ingen med sikkerhed kan sige, om vi står på bunden af krisen, eller værre tider venter forude, er det ikke noget smart signal, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti sender ud om at ville forhøje selskabsskatten. Igen undrer man sig over, hvordan oppositionen på venstrefløjen egentlig forestiller sig, at værdiskabelsen i samfundet sker. Flere offentlige udgifter og højere skatter ledsaget af kringlede kompensationsordninger er ikke løsningen på landets økonomiske problemer. Det kan måske skabe fuld beskæftigelse i bureaukratiet i årene fremover; men mere vækst kommer der ikke ud af det.

I det mindste fremlægger S-SF aksen en skattepolitik – den har man ellers kigget forgæves efter. Men udspillet, som vi kender det indtil nu, afslører splittelse i oppositionen. De Radikale hælder mod reformer på arbejdsmarkedet og skattelettelser – en politik der læner sig op ad VK-regeringens skatteholdninger – mens S og SF trasker ad venstrefløjens vante stier med øget beskatning af alle »de rige«. Som vist i S-SF optikken efterhånden er alle, som ikke er offentligt ansatte. Det bemærkelsesværdige er, at selv om SF-formand Villy Søvndal har hoppet og danset og bidt tungen af sig selv for at trække sit parti i en mere spiselig retning for borgerligt sindede vælgere, så er det i realiteten Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt, der har bevæget sig selv og sit parti mest – ud mod venstre fløj. Efter at hun siden sin tiltræden som partileder er blevet trukket rundt i manegen af diverse grupperinger og rådgivere i partiet, har hun valgt ståsted på traditionelle socialdemokratiske holdninger om, at det er en regerings gode ret at brandbeskatte befolkningen og dele pengene ud til samme befolkningen efter forgodtbefindende.

Det bliver interessant at se, hvordan og om oppositionen kan få de skattepolitiske ender til at mødes. Hvis hun spiller sine kort rigtigt, kan det blive den radikale Margrethe Vestagers chance for reel indflydelse. Politisk står hun i øjeblikket på bunden; men får S-SF brug for de radikale stemmer efter næste folketingsvalg, har Vestager muligheden for at trække skattepolitikken i en mere borgerlig og dermed mere fornuftig retning.

Det udspil, S og SF har lagt frem, har det forkerte sigte. Man kan ikke beskatte Danmark ud af krisen. Søvndal og Thorning-Schmidt vil øge selskabsskatten for at hjælpe folkeskolen, fordi en bedre folkeskole er en hjælp til erhvervslivet, som de argumenterer. Det er selvfølgelig rigtigt. Men koblingen er forkert. Hvis erhvervslivet skal finansiere folkeskolen, må erhvervslivet også kræve indflydelse på eksempelvis indholdet af undervisningen og indretningen af skolerne. En mindre forhøjelse af selskabsskatten tilbage til 2006-niveau fører næppe til masseflugt af virksomheder og kloge danske hoveder. Men det er det helt forkerte signal; for hvad Danmark har brug for, er virksomheder, der har lyst til at etablere sig i landet, og mennesker, der føler, at de får noget ud af at arbejde. S og SF skulle hellere – trods den nuværende arbejdsløshed – sigte mod et sundere erhvervs- og arbejdsklima i Danmark.