Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
Leder::

Leder: Obamas sundhedsreform

Nødvendigt med et bredt flertal for at få sundhedsreformen igennem.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, risikerer at lide det samme alvorlige nederlag med en sundhedsreform som sin demokratiske forgænger i embedet, Bill Clinton, gjorde det tilbage i 1990erne. Obama har måttet sande, at en sundhedsreform ikke er populær blandt amerikanerne, fordi de frygter, at hele hospitalsvæsenet bliver dårlige og dyrere, hvis alle får adgang til læge- og hospitalshjælp. Det er uden undtagelse den vigtigste reform i nyere amerikansk historie, der er på spil her, men for Obama er det også et spørgsmål om hans politiske fremtid. Lykkes det ham at levere det politiske håndværk, der kræves for at gennemføre den, eller må den lægges død med det prestigetab, Obama får ud af det. Flere af de republikanere, der har været villige til at overveje demokraternes forslag er ved at trække sig. Med demokraten Ted Kennedys død har Obama også mistet en vigtig medspiller for at få tvivlende demokrater til at stemme for forslaget. Selv om der ved Kennedys kiste i Boston forleden blev gjort forsøg på at få sundhedsreformen på plads, så var det også tydeligt, at den ikke bliver let at gennemføre. Demokraten John Kerry lovede at overtage Kennedys rolle som partiets primus motor i reformprocessen, men det kræver mere end almindeligt solidt politisk håndværk.

Det er vigtigt, at den vedtages med et bredt politisk flertal. Reformen er afgørende og vil skabe så meget uro i vælgerkorpset, at det er nødvendigt, at begge partier argumenterer for nødvendigheden af reformen. Men de politiske modstandere gør sig store anstrengelser for at argumentere imod og kalder reformen for den største politiske fejltagelse. Angsten for et dårligt sygehusvæsen sidder så dybt i amerikanerne, at det ikke bliver en populær beslutning. Under Clinton blev det store skyts også kørt i stilling. Dengang var det det socialistiske Skandinavien, der blev hentet frem som skræmmeeksempler på, hvor galt det kunne gå, hvis man gav adgang for alle til sundhedsvæsenet. I dag hentes eksemplerne fra lokale hospitaler, der måske fungerer dårligere end andre, og som ser stort på, om folk har en sygeforsikring eller ej.

Der er et ideologisk opgør i gang i USA, efter at Obama er kommet til. Den yderste højrefløj beskylder Obama for hvad som helst, og det politiske klima er meget betændt. Derfor er det heller ikke den bedste grobund for at få gennemført en reform, som i den grad vækker frygt hos amerikanerne. Mistroen til Det Hvide Hus er stigende, og Obamas popularitet er faldende.

En af republikanerne, som har været positiv over for reformideen, Michael Enzi, er begyndt at trække i land efter en tur rundt i sin valgkreds. Han lægger ikke skjul på, at det har været en hård omgang, fordi modstanden er stor. Det er afgørende, at reformen – hvis den overhovedet skal blive til noget – ikke bare går igennem kongressen med et snævert politisk flertal, men at det bliver en bred politisk afgørelse. Alt andet er politisk hasard. Og det er ikke det, Obama har brug for med de andre udfordringer, der er forude. Han har mere end nogensinde brug for en politisk sejr, men den skal vindes med et overbevisende flertal.

 

Deltager du i debatter på nettet?
Svar på et par hurtige spørgsmål fra Syddansk Universitet om hvorfor her.