4. januar 2009, 22:30

Hvad er velfærd og hvordan defineres livskvalitet? Er den livsstil, vi vælger, et personligt anliggende eller skal staten blande sig mere end den gør allerede i at adfærdsregulere vores personlige valg gennem forbud, afgifter og kontrol for at mindske en ulighed, vi ikke vil acceptere, og spare staten for betydelige sundhedsudgifter? Det ser ud til at være de helt centrale spørgsmål, som vi kommer til at diskutere indgående i de kommende måneder, når regeringens Forebyggelseskommission kommer med sit udspil.

Vores velfærdsdebat i Danmark foregår meget ofte på et abstrakt plan. Sundhedsområdet er selvfølgelig helt centralt for vores karaktergivning i tilstandsrapporten for den danske velfærd. I den danske velfærdsdebat fremhæves ofte den unikke situation i forhold til andre lande, at vi er et meget homogent samfund med små forskelle mellem rig og fattig og lige adgang til en lang række offentlige services uanset indtægtsforhold. Men på sundhedsområdet er der bare, som Berlingske Tidende har kunne påvise i en kulegravning af området, helt konkrete og kontante tal for, at vi ikke er helt så lige, som vi måske går og tror. Kløften mellem A- og B-holdet på sundhedsområdet er ikke blevet mindre med årene men på nogle punkter endda større. I områder af København med få postnumre til forskel kan der være fem års forskel i den gennemsnitlige levetid. Forbruget af lægehjælp og medicin er markant større i den lavtuddannede del af befolkningen i forhold til den højtuddannede. Sundhedsudgifterne i Danmark er steget 45 % fra 1995 til 2008, så at der er behov for at analysere på udviklingen, er der ingen tvivl om.

Regeringens Forebyggelseskommission har i sit kommissorium fået til opgave netop at analysere de sundhedsmæssige udfordringer, som samfundet står overfor, og at komme med forslag, der kan styrke den fremtidige forebyggende og sundhedsfremmende indsats. Danskerne skal leve længere mener regeringen, og dens mål er, at middellevetiden skal hæves med tre år over de næste 10 år. Formanden for Forebyggelseskommissionen, Mette Wier, varmer i dag i avisen op til, hvad det er for tanker, der rører sig i kommissionen, og det lyder som om militante repræsentanter fra Forbuds-Sverige har fået plads i kommissionen. Alt hvad der har karakter af frivillige initiativer, hvor folk selv skal tage et ansvar for deres livsstil, det øger uligheden, fordi det kun er den ressourcestærke del af befolkningen, som lytter til gode råd, mener formanden. En temmelig nedladende og opgivende holdning til en meget væsentlig del af danskerne, må man sige. Og forslag til flere forbud, højere afgifter og mere opsøgende social- og sundhedspersonale er tilsyneladende opskriften fra kommissionen. Der er ingen tvivl om, at der i hårdt belastede boligområder kan være behov for at gøre en særlig indsats for at hjælpe børnene til sund skolemad og sunde fritidsaktiviteter. Indskrænkninger og forbund på rygeområdet er allerede iværksat og vil uden tvivl få en virkning også på uligheden. Men vi har ikke brug for et livstilspoliti i Danmark. Løsningen af åbenlyse sociale problemer, skal ikke ske via flere indskrænkninger i den personlige frihed med folkesundheden som argument.