Lars Løkke Rasmussens omgang med skattepenge er en flov affære håndteret til dumpekarakter.
20. maj 2008, 18:51 – opdateret 20. maj 2008, 21:51
Dag efter dag er bilag efter bilag af varierende alder og beløb blevet gengivet i aviser og på TV. Alt fra helt små beløb for køb af cigaretter til lidt større beløb for hotelovernatninger og mødeudgifter. Bilagene har det til fælles, at de alle handler om den tidligere amtsborgmester, nu finansminister Lars Løkke Rasmussen. Mange af bilagene har en så usikker relevans for skatteyderne, at de er blevet »renset ud«, som det hedder, når ministeren eller hans parti, Venstre, efter omtale i medierne efterfølgende selv har betalt udgifterne.
Det er åbenlyst, at bilagsjagten blev påbegyndt og i høj grad holdes varm af ministerens politiske fjender. Bilagenes størrelse og roderiet med afregningen har heller ikke en kaliber, som, endnu da, kan true et ministerliv. Det er værd at slå fast.
Men efter mange ugers offentlig revision af bilagene står det også fast, at den tidligere amtsborgmester og nu finansminister gennem årene har haft et lemfældigt, måske ligefrem arrogant, forhold til skatteydernes penge. Det tager cirka 10 sekunder at skrive på en taxabon, hvad formålet med udgiften er. Det tager måske 30 sekunder at skrive formål og deltagere på en restaurationsregning. Reglerne for afregningen af repræsentationsudgifter er klare, og den første til at følge reglerne må selvfølgelig være borgmesteren eller ministeren.
Ministeren har, da bilagssagen endnu var ny, og mens han endnu ville tale med pressen, forklaret, at »tiden var en anden«, dengang han lod skatteyderne betale sine cigaretter. Så længe siden er den tid altså ikke. Ministeren har også sagt, at han nu er blevet »mere moden«. Hvis man som amtsborgmester eller minister kan være så umoden, at man ikke forstår, at man skal følge de samme regler som yngste fuldmægtig, når det gælder afregning af udgiftsbilag, så burde man aldrig have været betroet offentligt embede. Hvis man har en smule kendskab til den politiske historie, ville man vide, at det er pinende nødvendigt at have orden i klejnekasser og udgiftsbilag. Den daværende fiskeriminister Hans Larsen-Bjerre røg i 1964 ud af Krags regering efter 12 dage, fordi der var rod med et lotteriregnskab. Trafikminister Arne Melchior mistede 20 år senere posten på grund af rod med køkkenbordsbilag. Der har været folketingsmedlemmers uskønne boligsager og fusk med offentligt betalte flybilletter. Altså eksempler Løkke burde have lært af.
Lars Løkke Rasmussens forsvarere peger på, at det var hans embedsmænds opgave at holde styr på ministerens bilag. Og man har peget på, at revisionsmyndighederne gennem årene burde have fanget uregelmæssigheder. Det er alt sammen rigtigt. Men det ændrer ikke på, at en minister med respekt for skatteydernes penge selv sikrer sig, at hans boner og kvitteringer afregnes efter reglerne.
Det er svært at vide, om finansministerens forsøg på at tie sagen ihjel vil lykkes. Det afhænger vel især af, om nye uregelmæssigheder dukker op. Forhåbentlig sker det ikke, for Lars Løkke Rasmussen er en dygtig, liberal politiker, som der er mange opgaver til. Men de røde ører blafrer velfortjent. Lars Løkke må hellere end gerne fortsætte som glad politiker med sans for politik og en fadøl. Men for egen regning. Og skulle andre politikere komme i tanke om at se mere kritisk på deres egne afregninger, så har bilagssagen ligefrem været til nytte.
































